At booke en First Class-billet med Etihad Airways er som at rejse jorden rundt i din egen private luksuslejlighed. Verdens bedste flyvetur, hvis du spørger magasinet Robb Report.
Der findes adskillige luksuriøse måder at transportere sig over verdenshavene, men spørger du en af verdens mest anerkendte luksusmedier, er der én som topper listen. Blandt de 10 bedste First Class-selskaber har Robb Report kåret Etihad som det ultimative.
Etihad Airways’ Airbus 380 tilbyder den såkaldte Residence Apartment, som er en 11 kvadratmeter stor suite, indrettet med blød lædersofa fra det eksklusive italienske mærke Poltrona Frau, to spiseborde og en 32-tommers fladskærm med mere end 750 timers underholdning. De to beboere er formentlig både friske og udhvilede efter nogle timers søvn i suitens store dobbeltseng, som er betrukket med lagener i egyptisk bomuld, ligesom der naturligvis er privat kok til rådighed under hele flyveturen – den afsluttende cognac bliver i øvrigt serveret i glas fra danske Normann Copenhagen – og inden landingen kan man blive shinet op i det private badeværelse.
Rejser man solo, kan man booke den lidt mindre, men ganske luksuriøse og private First Apartment, som også er indrettet med Poltrona Frau, enorm fladskærm og adgang til First Class-badeværelse. Uanset hvad du booker, står en chauffør klar og venter på dig i ankomstloungen, så du kan komme nemt og sikkert til dit endelige mål.
Etihad Airways’ Airbus 380-modeller flyver blandt andet mellem Abu Dhabi og London, men også til og fra Sydney samt New York.