I samarbejde med Dom Perignon inviterede Luxury Aficionados for nylig en udvalgt skare til en uforglemmelig aften på Thorvaldsens Museum, hvor programmet bød på networking kombineret med gastronomiske og musikalske oplevelser i topklasse.

Alle aftenens gæster blev hentet privat i BMW’er med chauffører – stillet til rådighed af forhandler Jan Nygaard – og kørt til Thorvaldsens Museum, hvor purpurfarvet lys fra vinduerne afslørede, at der netop denne aften skulle ske noget helt særligt på museet.

Hele arrangementet var bygget op med henblik på at aktivere alle gæsternes fem sanser ved smagning, underholdning og aktivering. Der var lagt op til, at gæsterne selv skulle deltage i oplevelserne og interagere med hinanden. Lys, blomster og rumdesign var lavet efter hvad, der blev drukket i glassene og præsenteret på tallerkenerne.

Champagne i tre akter

Aftenen var delt op i tre akter, som matchede de tre champagner på programmet.

I første akt var det Dom Perignon Blanc Vintage 2006, der bød op til dans. Maden til denne champagne var bl.a. kålchips med østersemulsion og kaviar med rösti, mens underholdningen blev lagt i hænderne på akrobat og danser Christel Stjernebjerg.

Anden akts hovedrolle blev spillet af Dom Pérignon Rosé Vintage 2004, som blev budt op af råmarineret helleflynder, helstegt havtaskehale og råvildt. Daniel Rosenfeldt underholdt på guitar, og Christel Stjernebjerg viste atter sine yndefulde trin.

Tredje og sidste akt bød på aftenens højdepunkt, den magiske Dom Perignon Blanc P2 Vintage 1998. Desserterne bestod bl.a. af havrekiks med dehydrerede gulerødder, øllebrød samt chokolademousse og lakrids. Line Krogholm fra Det Danske Musicalakademi sang den smukkeste sang akkompagneret af Mads Storm på piano.

Hele aftenen var som et eventyr, hvilket ikke mindst skyldtes den fantasifulde menu, der var kreeret af kokkene Bo Lindeskov og Lasse Askov fra ’I’m A Kombo’.