Verpan, den danske producent af Verner Pantons produkter, åbner sin første flagskibsbutik i det centrale Aarhus, hvor en bred vifte af designerens allerstørste ikoner vil være at finde både inden for lamper og møbler.
I Vestergade i det centrale Aarhus findes et lokale, som før husede en tøjbutik, og som nu er forvandlet til et univers af design af og viden om Verner Panton.
Lokalet er blevet sat i stand med respekt for bygningen og lader Verner Pantons design komme til sin fulde ret. Ud over de polstrerede møbler er det blot disken og bagvæggens store velourgardin i flaskegrøn, som bryder interiørets hvide vægge og lofter.
”Jeg tror, at det er en drøm for de fleste producenter at have deres egen butik, da det giver mulighed for at styre universet selv. Det er med andre ord vores bud på, hvordan Pantons møbler kan polstres, farvekombineres og sammensættes med hans store udvalg af lamper,” udtaler Peter Frandsen, ejer af og direktør for Verpan, i en pressemeddelelse.
Ud over at producere Verner Pantons møbler, er Verpan også i tæt dialog med den afdøde designerens hustru, Marianne Panton om udvikling, relancering og fortolkning af Pantons kollektion, så den forbliver aktuel og levende.
Åbningstider:
Mandag – Torsdag: 10:00 – 17:30
Fredag: 10:00 – 18:00
Lørdag: 10:00 – 14:00
Verpan
Vestergade 8
8000 Aarhus,
www.verpan.com