Et køkken er vel først og fremmest til at tilberede mad i vil de fleste sige, og derfor er indretningen oftest meget funktionel, og til tider en anelse kedelig. Sådan synes Georgio Armani ikke det behøver at være, og hans designsamarbejde med den italienske køkkenproducent Dada viser da også nye fashionable takter som absolut ikke kan betegnes kedelige.
Der er mange forskellige køkkener at vælge mellem, og ved første øjekast kan det være svært at se den store forskel. Men der er selvfølgelig forskel på et kina-køkken til 30.000 kr. og et designerkøkken til halve og hele millioner. Man får også her hvad man betaler for, og når tingene begynder at falde fra hinanden efter kort tids brug, kan det billige køkken vise sig at blive både en dyr og grim løsning.
Tunge samarbejdspartnere
Vi tog en tur til Italien for at besøge den kendte køkkenproducent Dada, som er en del af den store møbelkoncern Molteni & C, og specifikt for at se køkkenerne designet af Georgio Armani. Visionerne for det fælles projekt var at inkorporere Armanis syn på hjemmet, som et sofistikeret men samtidig komfortabelt sted at opholde sig, til køkkenerne. Efter syv års samarbejde er der nu tre designlinjer på programmet – Slide, Checkers og Bridge. Slide er nok det mest imponerende af dem, med sin 450 kilo tunge marmorplade som ved et let skub åbenbarer kokkens arbejdsplads i rustfirt stål.
Meningen er at køkkenet skal bevare sin stilige og fashionable fremtoning når det ikke bruges, og alt isenkrammet skal så vidt muligt være skjult. De horisontale linjer er fremkommet ved at fræse træet væk i det øverste lag af den træ/aluminium sandwich konstruktion, man har anvendt for at få så stabile døre som muligt. Efterfølgende er den blottede aluminium forgyldt, og samspillet med det mørke træ er både modigt og meget stiligt. Et Slide køkken koster nemt to millioner kroner med hårde hvidevarer, og er således forbeholdt dem der virkelig vil have noget naboen ikke har, og som vil betale for den ultimative kvalitet.
Spændende overflader med 3D effekt
Den model som vi fandt mest interessant og tiltalende hedder Checkers, som refererer til de firkantede flader som elementerne er beklædt med. Man kan vælge mellem forskellige materialer og nuancer fra guld over brunlige til sølv. Det ser rasende godt ud i kombination med marmorbordpladerne og LED-lyset som understreger det minimalistiske look. Køkkenet kræver lidt ekstra plads for at komme til sin ret, og specielt hvis man kan placere det langs en væg, vil det som på billedet her virkelig være en designperle i ethvert moderne hjem. Et køkken som det viste koster ca. en million kroner afhængig af hvilke hårde hvidevarer man vælger.
Onde tunger vil sige at der efter krisens rasen ikke længere er kunder til køkkener i denne prisklasse, men ligesom Bentley sælger flere biler end nogensinde, og Patek Philippe slet ikke kan levere ure nok til at tilfredsstille efterspørgslen, er der stadig kunder som ønsker det ultimative køkken. Kunder som gerne vil betale for at der er kælet for alle detaljer – også dem man ikke ser, og som fryder sig over at have et stykke solidt håndværksmæssigt kunst i sit hjem. Et Armani Dada køkken bliver aldrig hvermandseje, men det gør Bentleyen heller ikke.
Armani Dada forhandles i Danmark af Interstudio, som netop har opstillet et Slide køkken i sit showroom, hvis man er interesseret i at se den 450 kilo tunge marmorbordplade i aktion.