At kaste sig ud i direkte konkurrence med toppen af poppen af den schweiziske urindustri og tro, man har en chance mod de gamle, hæderkronede og ikke mindst stenrige brands, lyder ikke bare dumt, men også som en umulig opgave. Men det er ikke desto mindre den mission, det ’unge’ urfirma Parmigiani Fleurier har begivet sig ud på. Vi besøgte firmaet for at høre mere om deres ambitiøse visioner.

Hovedpersonen i firmaet hedder Michel Parmigiani, og han blev født i 1950 i den schweiziske kanton Neuchâtel, som er kendt for sine mange urfabrikker, primært i byerne Le Locle og La Chaux-de-Fonds. Michel fik allerede som barn interesse for finmekanik og i særdeleshed den fantastiske håndværksmæssige kunnen, som han var vidne til hos de omkringliggende urfabrikker, og det var et indlysende valg, da han senere kom i lære som urmager. I 1976 stiftede han sit eget firma, Parmigiani Mesure et Art du Temps, og specialiserede sig i restaurering af gamle mekaniske ure. På den måde fik han en unik indsigt i 450 års urmagerkunst, og hans største kunde blev Sandoz Family Foundation, som ejer en imponerende historisk ursamling.

Massiv investering

I 1996 købte den stenrige Sandoz Family Foundation aktiemajoriteten i Michel Parmigianis firma, og det blev startskuddet til et helt nyt forretningseventyr for den dygtige urmager. Den ekspertise og erfaring, han siden 1976 havde fået gennem utallige restaureringer af de fine antikke ure, skulle nu anvendes til at skabe en moderne urkollektion. I dag er der investeret mere end 125 millioner euro i fem fabrikker, på i alt 6.700 kvadratmeter, hvor de 550 ansatte arbejder på at skabe et brand, der skal konkurrere på et marked med spillere, der har flere hundrede års erfaring og knowhow i urbranchen.

Fra starten blev det besluttet, at Parmigiani ikke blot skal være manufacture, altså kunne lave deres egne basisværker, men også skal kunne lave hver eneste komponent til deres ure. Og det gælder fra den mindste skrue til urkasser, visere m.m., hvilket er årsagen til den store investering i fabrikker og kompetente medarbejdere. Det eneste, der ikke produceres hos Parmigiani Fleurier selv, er læderremmene, som leveres af Hermès. Parmigiani Fleurier har i dag udviklet 17 forskellige værker, herunder bl.a. deres egen tourbillon og andre komplikationer som evighedskalender og minute repeater. Fire af værkerne er de først med på verdensplan, som f.eks. det, der ligger i modellen Bugatti Super Sport. Det dyreste armbåndsur i kollektionen koster lige i underkanten af fem millioner kroner.

Lille, eksklusiv produktion

Parmigiani Fleurier producerer og sælger i dag omkring 5.000 ure årligt under eget brand, men fordi de, trods deres unge alder, besidder stor ekspertise og knowhow, er de underleverandør til en række højt respekterede schweiziske brands, der får produceret mange væsentlige komponenter hos Parmigiani Fleurier. man kunne være fristet til at fortælle, hvilke upscalebrands jeg så komponenter til under mit besøg, men a gentleman never tells …

Denne produktion for andre brands vil formentlig blive udfaset, efterhånden som Parmigiani-brandet bliver mere kendt, og efterspørgslen øger behovet for større egenproduktion. men uanset efterspørgslen vil Parmigiani Fleurier aldrig blive et hvermandsur, men et ur for afi cionados, som forstår at værdsætte det, brandet står for, og som ikke gider gå med det, som alle andre har på armen.

Udelukkende samarbejde med andre topbrands

Hvis man vil slå igennem som et interessant brand for de ultrarige, skal man ikke bare have et unikt produkt i begrænset produktion. man skal også vælge sine samarbejdspartnere med omhu, og man må sige, at Parmigiani Fleurier har haft held med at tiltrække de helt rigtige. Det gælder bl.a. den super eksklusive bilproducent Bugatti, som Parmigiani Fleurier har udviklet to ure sammen med. seneste skud på stammen er det vilde Bugatti super sport, som bærer samme modelnavn som superbilen med en topfart (Guiness-rekord) på 431 km/t. Også den italienske producent af luksusyachter Pershing har et samarbejde med Parmigiani. Det er blevet til modelserien Pershing og herunder den maskuline og totalt udsolgte Pershing 115, der også bærer samme modelnavn som sin maritime pendant. Den 115 fod store Pershing-yacht gjorde sig ikke kun bemærket med sine 17.000 hestekræfter og en topfart på 108 km/t., men også ved at være bygget af de bedste materialer, der kan opdrives, og med en finish, der kun matches af få i branchen. Præcis samme filosofi, som Parmigiani Fleurier arbejder efter.

Som disse samarbejdspartnere, der alle stræber efter at producere det bedste af det bedste, søger Parmigiani Fleurier hele tiden perfektionen og den ultimative fi nish, samtidig med at de viser, at de er innovative og gør sig fortjent til respekt og beundring i branchen. Og hvis de fortsætter med den fart, de har haft på de første 16 år, vil det nok skabe lidt uro i bestyrelseslokalerne hos et par stykker af de gamle schweiziske brands. men hvor andre tidligere opkomlinge er løbet tør for penge og dermed er blevet opslugt, før de for alvor kunne true nogen, er det nok ikke noget, der sker for Parmigiani Fleurier, så længe de har sandoz-familien i ryggen.