For at markere Hans J. Wegners fødselsdag præsenterer Carl Hansen & Søn for første gang Y-stolen i elm. Den signerede limited edition er kun tilgængelig den 27. april 2017.
Samlere og designentusiaster får mulighed for at erhverve en unik udgave af Hans J. Wegners elegante Y-stol, når Carl Hansen & Søn tilbyder den eftertragtede stol i oliebehandlet elm med sæde i naturflet. Det er første gang Y-stolen fremstilles i denne stærke og smukke træsort.
“Træsorten, der i visse tilfælde kan minde lidt om eg, anvendes ikke så ofte til møbler længere. Der bliver således tale om en ganske unik stol, som helt sikkert vil have interesse for samlere og Wegner-entusiaster. Carl Hansen & Søn har tidligere hyldet stolemesteren med særudgaver af hans ikoniske design, og som verdens største producent af Wegner-møbler, finder vi det oplagt at markere fødselsdagen,” fortæller direktør for Carl Hansen & Søn, Knud Erik Hansen i en pressemeddelelse.
Særudgaven af Y-stolen, der markerer Hans J. Wegners fødselsdag – han ville have fyldt 103 år i april – er kun tilgængelig den 27. april og leveres med designerens indgraverede signatur og et ægthedscertifikat.
Stolen kan blandt andet bestilles på www.shop.carlhansen.dk, hvor man desuden kan orientere sig om andre varianter af Y-stolen, se film om stolens tilblivelse, læse om designerens liv og se et galleri af inspirationsbilleder.