Ingrid Bergmans foretrukne feriedestination i den svenske skærgårdsby Fjällbacka har brudt med traditionerne. Villa Pineus, sommerhus for Isaac Pineus og Andrew Duncanson fra det anerkendte galleri ’Modernity’, er et eksempel på den nye stil.

De fleste kender Fjällbacka fra Camilla Läckbergs krimier. Den gamle fiskerlandsby 100 km nord for Göteborg har sin egen atmosfære med masser af sorte, hvide og terracotta-farvede bådhytter, men nu har en ny dreng i arkitekturklassen slået sig ned. Det kasseformede og vovede Villa Pineus falder imidlertid ikke igennem. Det sølvfarvede hus passer perfekt ind i det sydsvenske øhav.

Villa Pineus bruges som sommerhus af Isaac Pineus, partneren Andrew Duncanson og deres to tvillingesønner, Marc og Tom på tre år. Huset er et dejligt tilflugtssted fra det travle liv i Stockholm, hvor parret driver ’Modernity’, et førende galleri, der handler med skandinaviske møbler, keramik, glas, lamper og smykker.

Et sted for familien

Isaac er født med design i blodet, idet hans mor tidligere handlede med brugskunst i 70’erne og 80’erne. Desuden har familien siden 40’erne haft sommerhus i Fjällbacka, der normalt har godt 1.000 indbyggere, men som i sommermånederne femdobles.“Mine bedsteforældre købte grunden og to nabohuse i 1945,” forklarer Isaac. ”Min søster og jeg arvede og delte vores bedsteforældres hus, og vi brugte det fra tid til anden i ferier, men tænkte, at vi hellere ville have et større sted, hvor vi alle kunne være sammen som familie. Det var sådan, idéen til Villa Pineus opstod.”

Jagten på kontrast

Da de to søskende skulle bestemme, hvem der skulle hjælpe med at gøre idéen til virkelighed, behøvede de ikke at lede længe. Den anerkendte svenske arkitekt Gert Wingardh har nemlig i mange år haft en relation til Pineusfamilien.

”Mine forældre havde allerede i 80’erne talt med Wingardh. Han tegnede et dejligt lille hus til dem, men det blev aldrig bygget. Siden da har Gert tegnet adskillige smukke bygninger. Alle er rene og enkle i designet, men de har altid en lille detalje, der vækker dem til live, og det var det, vi havde i tankerne,” fortæller Isaac. ”I Stockholm bor vi i en klassisk lejlighed fra 1890’erne med parketgulve og stuklofter. Men vi ønskede os en kontrast. Noget moderne, ikke en kopi af det, vi allerede havde.”

Specialdesignede persienner

Villa Pineus er netop robust og moderne. Huset består af tre etager, der samles af en central trappe, der afgrænser opholdsrummene fra værelserne, saunaen og badeværelset. ”Vore designs er meget jordnære,” forklarer Gert Wingardh om filosofien bag huset, der er opført i lærketræ. ”Designet er i høj grad inspireret af husets beliggenhed på klippegrunden, der hælder mod syd. Der er en lille bakke mellem huset og havet, så vi besluttede, at huset skulle være højt nok til at indfange udsigten. Derfor skabte vi tagterrassen, der ikke kan ses udefra, men derfra kan man nyde udsigten mod vest og solnedgangen.”

Under tagterrassen finder vi opholdsrummenes og køkkenets 3,5 meter høje panoramavinduer, der undgår solens stråler og skærmer mod den til tider voldsomme regn. Vinduerne er alle udstyret med specialdesignede ’brise soleil’- persienner.

“Jeg er utroligt glad for persiennerne og den måde, lærketræet med tiden er kommet til at ligne beton,” fortæller Gert Wingardh. ”Jeg er desuden vild med gavlen mod nord og det vandrette vindue, der er kommet til at ligne Le Corbusiers Tourette-kloster i Lyon. Det var ikke tilsigtet, men jeg kan godt lide associationen.”