På en af Strandvejens mest attraktive strækninger ligger dette hus med fri udsigt til Øresund og med Dyrehaven i baghaven. Kom med indenfor i den smukke, lyse villa.

Beliggenhed nævnes igen og igen som den vigtigste parameter for en liebhaverbolig. Allerede her ved man derfor, at der er tale om en villa ud over det sædvanlige, når man ser denne smukke ejendom i Skodsborg med 180-graders panoramaudsigt over Øresund.

Herskabsvillaen er netop blevet gennemrenoveret fra A til Z, idet der bl.a. er lagt nyt tag, ordnet facader samt installeret ny VVS og el i hele huset. Huset er på 328 kvadratmeter, og kun de bedste kvalitetsmaterialer er brugt.

Til ejendommen hører der en strandgrund – helt nede ved vandkanten – med den lækreste sandstrand og med egen nyanlagt terrasse. Foran huset er der på den brostensbelagte holdeplads en stor garage med automatisk port samt plads til godt seks biler på selve pladsen. 

Stueplanet rummer en højloftet hall med flot trappeløb til 1. sal. Desuden er der et lækkert gæstetoilet samt garderobe med god skabsplads. I stueplan er der desuden køkken, kontor og en stor hyggestue. Kontoret er rummeligt og ligger forbundet en suite med stuen med udsigt til Øresund. I mange af rummene er der smukke sildebensparketgulve. Fra stuen har man også en betagende udsigt gennem de enorme vinduespartier. 

Spisestuen har flotte lave paneler og elegant stuk med matchende rosetter. Her er mange aftener med vennerne blevet til nætter, fordi rummet indbyder til hygge og snak og et godt glas rødvin. Fra spisestuen bevæger man sig ind i den lyse opholdsstue, som har udsigt til baghaven og den solrige sydvestvendte terrasse, som benyttes flittigt i sommerhalvåret. 

Køkkenet er fra HTH og fyldt med moderne hårde hvidevarer fra Siemens som f.eks. det kombinerede køle-fryse-skab med indbygget vinkøleskab. Den smukke wengébordplade giver rummet et ekstra touch.

Første sal har tre lækre soveværelser, hvor der er panoramaudsigt over Øresund fra den moderne franske altan i master bedroom. Til master bedroom er der desuden tilhørende walk-in-closet. Førstesalen rummer også et kæmpe badeværelse udstyret med dobbelt håndvask, brusebad, karbad og toilet i bedste luksussuite-stil. Alt armatur er fra Hansgrohe.

På anden sal er der yderligere to store værelser, et mindre værelse samt et ekstra badeværelse med brusebad. Tredje sal er et stort disponibelt rum, der kan bruges som værelse/kontor eller depotrum. Sidst, men ikke mindst er der en super underetage med flere rum – inklusive en hyggelig TV-stue, bryggers, gildestue, fyrrum samt lækkert badeværelse. Kælderen har netop fået nyt ventilationsanlæg, så den fremstår tør og beboelig.

Haven bag ejendommen fremstår som en majestætisk park med et helt enestående vue på over 100 meter. I bunden er der en låge til en lille gangsti, hvor man trygt kan færdes til Dyrehaven samt de skønne grønne områder og Mølleåen. 

Fra underetagen er der direkte udgang til baghaven og den store terrasse, der er samlingspunktet for hygge og afslapning, og hvor meget af sommerlivet leves.

Haven er fyldt med gamle rododendroner i afstemte farver samt elegante og høje birketræer. Haven er anlagt, så den er nem at holde trods sin størrelse på over 3.000 kvadratmeter.

Det her er en gennemført ejendom, placeret på et af de smukkeste strandstykker i Skodsborg. Huset er til salg for 25 mio. kr. Se mere på www.home.dk.

Se hvad vi ellers skriver om bolig her.