Det tog fire år at forhandle grunden til denne fantastiske bolig i Mexico på plads. Placeringen på bjergskråningen med de tårnhøje nåletræer og den fantastiske udsigt til de smukke bjerge inspirerede arkitekterne – far og søn – til et rent mesterværk.

Byen Valle de Bravo i Mexico har ikke altid været et vandparadis. For det første var vandski ikke opfundet, da en franciskansk munk grundlagde byen i 1539 midt i den bjergrige region, der regnes for Aztekerrigets sidste erobring. For det andet skulle der noget ekstraordinært til, nemlig opførelsen af et nærliggende vandkraftværk, før en serie dæmninger formede den gigantiske Avándarosø og gjorde Valle de Bravo til en populær weekendlegeplads for vandhunde.

Med sine brostensbelagte gader, mudderhytter og franciskanske kapeller byder byen imidlertid på andre aktiviteter end dem på søen, f.eks. golf, paragliding, ridning og vandreture. Det er især mexicanere, der besøger byen, da det bare tager to timer at køre hertil fra Mexico City.

Fald på 30 meter

I dag ligger der endnu en sø i området – dog en mindre én på 6.700 kvadratmeter – som har sin helt egen historie. ”Søen er delvist kunstig, men her i Mexico har vi både en tør og en våd sæson – seks tørre og seks våde måneder – så søen fungerer også som regnvandsbassin,” forklarer Victor Legorreta, der er direktør for Legorreta+Legorreta.

Dette firma har stået for både tegning og indretning af et enestående hus, der er opført som et tilflugtssted for en forretningsmand og hans kone ved den nye sø. Her kan de sammen nyde kunsten og naturen i et arkitektonisk mesterværk, som blev det sidste fra den anerkendte mexicanske arkitekt og Luis Barragán-lærling Ricardo Legorreta – Victors far – der døde i 2010.

Det tog fire år at blive enige med myndighederne om købet af den 2.300 kvadratmeter store grund, så tegningerne kunne føres ud i livet. Med opførelsen af det fascinerende hus fulgte et uventet dilemma. Grunden falder 30 meter, og ejerne ønskede at have udsigt til den sneklædte tinde på Nevado de Toluca-vulkanen, der er et af Mexicos højeste punkter. ”Det var en decideret smuk udfordring,” siger Legorreta glad. ”Hvor placerer man f.eks. huset, når man har så mange smukke muligheder?”

Stier i centrum

Far og søns løsning blev at sprede huset ud. I stedet for en enkelt bygning består Casa Los Tecorrales af fem enetages enheder – beboelse, gæstebolig, poolhus, stald og tjenestebolig – hvoraf hovedbeboelsen har den bedste udsigt til den kunstige sø. Tegltaget er utraditionelt vinklet, så den høje del vender mod den bedste udsigt og dermed kan trække dagslyset ind. Lokale sten og gips i samme terrakottafarve som den lokale jord medvirker til, at byggeriet står fint til omgivelserne. ”Vi har haft et tæt samarbejde med dygtige lokale stenarbejdere, og vi har brugt en masse vulkansten i væggene,” forklarer Legorreta.

Når man har passeret stenvæggen, der omslutter ejendommens facade, fører en brostensbelagt sti hen til det store springvand, der fungerer som en indbydende forhal. Derfra forbinder en række stier gennem de velplejede haver indkørslen med de øvrige bygninger og niveauer. ”Så man bevæger sig i sandhed rundt på grunden, når man bor der,” siger Legorreta. Endnu et springvand med en række skulpturer af den mexicanske kunstner Jorge Yazpik springer frem mellem de vandlignende træer på den 120 kvadratmeter store stenterrasse og giver samtidig adgang til hovedhuset.

Ædelt og rustikt

For at hylde skoven og naturen er både det 850 kvadratmeter store hovedhus og den 325 kvadratmeter store gæstebolig opført på samme måde med tunge bjælkelofter af nåletræ, egetræs- eller sandstensgulve og varmt parotatræ, der er en lokal tropisk træsort.  ”Vi fandt sandstensklinkerne i en gammel hacienda. Det er et dejligt materiale, da det allerede er ældet og meget rustikt,” beretter Legorreta.

Hver bolig har to soveværelser og store vinduespartier med udsigt til bjergene og landskabets skrånende og naturlige skønhed. ”Idéen var, at man som gæst skulle kunne nyde et måltid med værterne, men efterfølgende kunne trække sig tilbage og nyde freden og roen. Gæsteboligen har desuden en helt anden udsigt og føles væsentlig mere intim – derfor sover ejerne også selv dér fra tid til anden,” siger Legorreta. Begge boliger er indrettet med eksklusive Christian Liaigresofaer. ”Kunden bad os om at overveje hans værker, og de viste sig at fungere fint med boligens struktur og linjer,” forklarer Roberto Lopez, der var chefdesigner på projektet. På badeværelserne har man fortrinsvis brugt triana-marmor, der blev syrebehandlet, så overfladen passede bedre ind i skovmiljøet.

Plads til romantik

Ved selskabelige lejligheder bruger ejerne det kombinerede opholds- og spiseområde, der leder ned mod den store stenterrasse. Terrassen fylder hele den østvendte facade og ligger med udsigt til søen. ”Kunden ønskede at kunne benytte begge steder samtidig,” forklarer Legorreta.De to spiseborde af parota har plads til ti personer og kan sættes sammen. Det mindste er ideelt til en romantisk middag for to, mens det store bord kan bruges til buffeter eller udsmykning. Oftest er parret alene i ejendommen og ønsker ikke at bemærke de store tomme områder. En biograf, et køkken og yderligere tjenesterum ligger i den nordlige del af bygningen, og to små trapper øger distancen til soveværelset, biblioteket og endnu et gæsteværelse.

Der er brugt meget glas til det 80 kvadratmeter store poolhus. ”Det er dejligt at kunne nyde udsigten til søen og skoven derfra, eftersom soveværelserne er mere indrammede og private,” mener Legorreta. I tillæg til to jacuzzier, et træningsrum, dampbad, sauna ogomklædningsrum indeholder poolhuset en indendørs og en udendørs pool. ”Vi ville have, at det var et sted, man virkelig ønskede at være, en aktivitet i sig selv, og det bliver jo koldt i denne del af landet en gang imellem,” forklarer arkitekten. To ildsteder af samme sandsten som gulvet medvirker til at holde kulden på afstand.

Det evige spil

Ridning er også en populær aktivitet for husets ejere og gæster. Den 450 kvadratmeter store stald, en rektangulær bygning af sten og nåletræ, har syv båse, et kontor, to overdækkede terrasser og en lille dam, som hestene kan skylle sig i efter en lang tur i bjergene.

Et mere rustikt hyggeområde på en af terrasserne er indrettet med et specialfremstillet bord af nåletræ, en læder- og parotalænestol samt en lille trebenet træstol, der er mexicansk design fra slutningen af 1940’erne.

Et af de mest interessante områder på grunden er en labyrint, der er skåret i podocarpus-hækplanter. Området består også af en nedsænket tennisbane og en plads til at lande en helikopter. For enden af de snoede stier står en række udskårne, halvanden meter høje skakbrikker af Adán Paredes – formentlig en påmindelse om, at spillet fortsætter for evigt.