I Fredericia ligger en unik liebhaverejendom for enden af en lukket privatvej med direkte adgang til Lillebælts bølger. Kom med inden- og udenfor, og se, hvorfor denne ejendom er så enestående.
Denne gennemtænkte og arkitektoniske perle er opført i 2007. Der er over 600 eksklusive boligkvadratmeter samt et gæstehus på ca. 80 kvadratmeter. Selve huset er 42 meter langt. Fra hovedparten af husets rum og de store terrassearealer er der panoramaudsigt over blåt hav, grøn skov og den gamle Lillebæltsbro. Til ejendommen hører yderligere en boligenhed og en ca. 7.500 kvadratmeter stor grund, så der er rigelig plads til at boltre sig på alle måder.
Takket være den let skrånende og sydvendte grund får ejerne det optimale ud af såvel sollyset som det spektakulære vue. Udsigten til skibstrafikken, der langsomt vugger forbi på Lillebælt, indrammes på elegant vis af Hindsgavlhalvøens skovklædte bakker mod syd, Middelfarts idylliske havnefront i øst og den ikoniske Lillebæltsbro mod vest – den bro, der siden 1935 har forbundet Jylland og Fyn.
På grunden er der desuden en lang badebro, hvor man kan tage en dukkert eller sidde og nyde et glas vin eller en kop morgenkaffe. Hele haven bruges meget i sommerhalvåret, hvor middage med venner og familie kan indtages, samtidig med at udsigten kan nydes.
En usædvanlig grund
Villaen er placeret på en helt ugeneret grund, og der hører et større anlæg med dobbelt garage, carport samt flere udhuse med til villaen. Mellem villaen og udhusanlægget er der et stort terrasseområde i japansk stil i ipétræ, hvor et integreret vandbassin og en fiskedam bidrager til den fredfyldte stemning.
På matriklen ligger endvidere et velholdt mindre hus med soveværelse, stue, køkken- og badefaciliteter samt entré, således at venner og familie kan overnatte. Fra den naturskønne adresse i Snoghøj lige uden for Fredericia er der kort afstand til både skole og indkøb. Der er desuden nem tilgang til hele Trekantområdet samt København og Tyskland med et motorvejsnet tæt på.
Fjerlet udtryk
Ejendommen er opført efter tegninger fra det lokale arkitektfirma billund//hansen, der havde fokus på at lukke udsigten og det naturlige dagslys ind i boligen. De to etager er hver på 300 kvadratmeter. Underetagens betonvægge og overetagens stålrammekonstruktion muliggør de imponerende glaspartier, der strækker sig i såvel længde- som bredderetningen. Samtidig bærer konstruktionen det såkaldte butterfly roof, der med sin 23 graders hældning mod syd lukker mest muligt vinterlys ind og samtidig skærmer for den skarpe sommersol.
Selv på trods af de solide materialevalg er det arkitektoniske udtryk fjerlet, og som en elegant detalje gentager tagets stålbjælkekonstruktion strukturen fra den nærliggende Lillebæltsbro.
Eksklusive materialer
Foruden det usædvanlige lysindfald, der strømmer ind på alle tider af året, karakteriseres boligen indenfor af nøje udvalgte materialer og en imponerende loftshøjde. Størstedelen af villaens gulve er beklædt med brasiliansk natursten i 80 x 80 cm, og der er installeret gulvvarme overalt. Samtidig er der smart-house, centralstøvsuger og et moderne højttalersystem fra Bose, så teknikken er i top på alle fronter.
I entré- og bryggersafsnittet er der lagt teaktræsplanker fra Trip Trap. Det stilrene Bulthaup-køkken er model B3 og udstyret med hvide elementer samt rustfri stålbordplade. Foruden eksklusive hvidevarer fra bl.a. Gaggenau og Miele er der også to finske masseovne. I det smukke, åbne alrum er køkkenet og spisepladsen centralt placeret. Det store Eames-bord og Y-stolene kommer her helt til deres ret. En stor kikkert benyttes også flittigt, så man f.eks. kan holde øje med trafikken på Lillebælt.
Funktionel indretning
Hele boligen er fyldt med ejeren Bettinas smukke tæpper, som er håndknyttede i Nepal – hun startede for tre år siden tæppefirmaet Knothouse, der har showroom i København. Nepal er kendt for at producere en unik, meget olieholdig uld, der gør, at tæpperne kan holde for evigt, og de er som skabt til rummene.
Med ejendommens tilpasning til den let skrånende grund er der indgang i overetagen, som på tre sider omsluttes af terrasser, mens der fra underetagen er direkte udgang til haven.
Overetagens opholdsafdeling samler det elegante køkken, en stue og en pejsestue i et åbent rumforløb, og via et stort atelier er der adgang til boligens master bedroom med eget badeværelse og walk-in-closet, som husets ejere bruger.
Personlig stil
Stuens ikoniske Mah Jong-sofa er designet af Hans Hopfer til Roche Bobois-kollektionen med fokus på frihed og funktion, der sammen med Missonis striber og mønstre skaber en fantastisk farveeksplosion som en stærk kontrast til alt det strømlinede i huset.
I underetagen er der tre regulære soveværelser i forbindelse med et multirum og et badeværelse. Etagen byder endvidere på to store hobbyrum, yderligere to værelser samt endnu et badeværelse. De tre teenagebørn i familien har stor glæde af denne etage, hvor de kan være ugenerede. De mange malerier er kreeret af Bettina, som maler til husbehov. De er både smukke og passer perfekt til huset og indretningen.
Huset er på alle måder i særklasse med en meget personlig stil. Her forenes det bedste, som Danmark kan fremvise, i en høj international standard, som sjældent ses herhjemme – og slet ikke i Fredericia. Er du på udkig efter unikt liebhaveri, kan ejendommen faktisk blive din. Den er netop sat til salg for 24 mio. kr.
Se mere på lilienhoff.dk.