Midt i ambassadekvarteret i Gentofte ligger denne gennemførte herskabsvilla. Stilen er klassisk med et tvist af modernitet. Fællesnævneren er kvalitet.

Idet man træder ind i den rummelige entré, fornemmer man hurtigt de fornemme rammer. Højt til loftet, massive trægulve, originale fyldningsdøre og smuk stuk springer i øjnene. Beboerne har på vellykket vis sat deres personlige og moderne præg på den over 100 år gamle bolig, der er opført i nationalromantisk stil.

Fra entréen kan man vælge at gå ligeud, hvor køkkenafdelingen starter, eller bevæge sig ind i de tre rummelige fløjstuer, som hænger sammen og til daglig bliver flittigt benyttet af husets beboere.

Stuerne, der alle giver adgang til én af de mange udendørsterrasser, er indrettet med hver deres karakteristika. Den største er indrettet som fjernsynsstue med åbent ildsted og et imponerende vinduesparti, der er skåret af en lokal snedker og på nydeligste vis byder lyset indenfor.

Lys, lys og atter lys

Lyset er en overvejet detalje, der går igen, lige meget hvor man befinder sig. Finurlige detaljer, såsom ekstra udskårne vinduespartier i gulv- og loftshøjde samt glaslofter, er indtænkt i istandsættelsen af det over 450 kvadratmeter store hus.

”For nutidens husejere er lyset vigtigt. Der er ikke noget værre end at træde ind i en mørk cigarkasse. Især i ældre huse er lyset ikke et element, man tænkte på, da man byggede dem. Her gjaldt det om at holde varmen indendørs, så vinduerne var små og få. Under istandsættelsen har vi hele tiden haft in mente, at lyset skulle kunne trænge ind overalt,” forklarer ejerne.

De to andre stuer er henholdsvis en spisestue, som beklædt med originale høje træpaneler sørger for at bibeholde fortidens højtidelige stemning, og et loungeområde, der indbyder til total aftenafslapning.

Husets samlingspunkt

Kronen på værket er dog køkkenet, der ligger i åben forbindelse til en raffineret glaspavillon, som er indrettet med spiseplads.

Husets ejer fortæller: ”Køkkenområdet er husets samlingspunkt. De åbne rammer og direkte adgang til den store terrasse gør, at det ofte er her, man mødes. I og med at selve køkkenet er så åbent, som det er, giver det også en naturlig lyst til at mødes om køkkenøen eller spisepladsen og slå sig ned med en hurtig kop kaffe eller lignende.”

De store vinduespartier og glaspavillonen skaber, ud over lys, en behagelig følelse af, at man altid er tæt på naturen, selvom man befinder sig indenfor. Endvidere er det gennemførte snedkerkøkken fra Trend udstyret med diverse finesser, der sørger for en perfekt oplevelse.

Højeste kvalitet

Førstesalen består af de mere private gemakker, nemlig soveværelser for både de store og de små størrelser. Igen er stilen klassisk med et vellykket touch af moderne konstellationer såsom walk-in-closet, balkon, åben stuk og loft til kip.

Det 18 kvadratmeter store badeværelse er et kapitel for sig selv. Stilen er stringent, og alle materialer er af højeste kvalitet. Vola-armaturer er af mat stål, badekar og sidevægge er af Corian i voluminøse mængder, og de italienske flisesandsten på gulvet fortsætter op ad bagvæggen i en bemærkelsesværdig prioritering.

Udenfor skaber de parklignende tilstande og en beplantning, der går over 100 år tilbage, en helt unik stemning. Terrasserne, som er i forskellige niveauer, hænger sammen. De er så strategisk fikst placeret, at de følger solen lige fra morgengry til solnedgang.

Fra tidlig morgenstund har man den lune morgensol på den lille forterrasse. Her er en fredfyldt charme, der indbyder til afslapning, inden dagen går løs. Op ad formiddagen bevæger man sig ned til solsengene og loungesættet, der også er placeret med uspoleret udsigt til baghaven.

Ved aftenstid har man den højst placerede og længst tilbagetrukne terrasse, hvor man har et perfekt overblik over bag- og forhaven. Sommeren bliver gerne brugt heroppe i gode venners lag med hyggelige grillaftener og udsigt til sommersolen, der på smukkeste vis går ned bag Dyrehaven.