Det hører til sjældenhederne, at arkitekter vælger at bruge bambus i en liebhaverbolig. Når man ser dette strandhus på Skønhedens Ø, som Ilhabela nordøst for São Paulo kaldes, forstår man imidlertid, hvordan naturen kan hjælpe med at løfte det samlede indtryk på formidabel vis.

Foto: James Silverman

Hvis man bor i millionbyen São Paulo og har en stor forkærlighed for sejlsport og åbent vand, er der blot 60 km til Atlanterhavet. Til gengæld er der ufattelig mange om buddet, hvis man er på udkig efter en byggegrund til en smule privatliv i det grønne og eksklusive Praia Grande-område. En brasiliansk velhaverfamilie ledte med lys og lygte, før de et par hundrede kilometer nordøst for Praia Grande fandt en afskærmet, sølvagtig sandstrand på nordkysten af den smukke ø Ilhabela. Den fantastiske beliggenhed, som kan nås med en hurtig sejltur, gav arkitekterne Diana Radomysler og Marcio Kogan fra det anerkendte firma Studio MK27 muligheden for at skabe et storslået hjem, som samtidig smelter ind i omgivelserne som et energirigtigt strandhus.

”Huset var opfyldelsen af en drøm for ejerne. De ønskede sig et hus, som skulle stå i kontrast til deres byliv – et hjem, der samtidig skulle være en fejring af deres kærlighed til havet,” forklarer Diana Radomysler. ”Beliggenheden er fantastisk, lige ved stranden – og så er det bare helt i særklasse at få mulighed for at bygge på en så smuk privat grund. Ejerne havde allerede tilbragt meget tid på øen, før de købte grunden, for øen er et paradis for sejlere og udøvere af al slags vandsport. De havde været på udkig efter en sådan grund i årevis.” Ejerne indrømmer, at det netop var deres kærlighed til beliggenheden, som fik dem til at slå til: ”Ilhabela er et smukt sted. Øen fremviser det bedste, naturen kan byde på; havet er roligt og klart, her er smukke bjerge og vandfald, og der er mulighed for at dyrke al den vandsport, man kan tænke sig. Da vi først mødtes med Marcio og Diana, beskrev vi, hvad vi ønskede os af vores drømmehus – rene linjer, en blanding af teksturer og et hus, som ville passe perfekt i omgivelserne. Og det forstod de bare lige med det samme. Efter vores første møde med arkitekterne, vidste vi, at vi havde valgt rigtigt.”

Aircondition mod insekter!

Hvad der kom ud af tankerne og møderne, var Casa Ilhabela, et hjem med fem soveværelser, der som en stor familievilla ligger i to dramatiske niveauer. På stueplanet er der en åben stue samt opholdsområde, køkken og diverse praktiske faciliteter. Ovenover er der et frithængende plan støttet af stengavle, hvor der findes soveværelser afskærmet af iøjnefaldende bambusfoldedøre. ”Bambussen tjener til at skærme mod det direkte lys, men yder samtidig en effektiv ventilering. Og så beskytter den privatlivet,” forklarer Radomysler. ”Bambus er meget udbredt på øen. Normalt bruges det til havehegn og -stakitter, men vi har forsøgt at bruge materialet på nye og anderledes måder. I dette hus giver bambussen en smuk effekt, som samtidig er funktionel.”

At finde frem til og bruge lokale ressourcer er afgørende for Studio MK27’s filosofi. Gavlene er for eksempel fremstillet af en speciel stenart fra øen. Samtidig designes husene selvfølgelig energieffektive. ”Vores huse har altid været miljøneutrale,” fortæller Radomysler. ”En måde at opnå neutralitet på er at bruge naturens orientering. Casa Ilhabela er positioneret på en sådan måde, at brisen fra havet når frem til huset på alle tidspunkter af døgnet. Så selvom det måske kan blive 40 grader varmt i løbet af dagen, skal huset være åbent for gennemventilering, så man stadig har det behageligt. Soveværelserne er også udstyret med airconditionsystemer, men de er der kun for at hjælpe i kampen mod insekter!”

En grøn, cool pool

Huset har en vidunderlig udsigt over havet, men hovedindgangen ligger ud mod gaden på bagsiden. For at garantere privatlivets fred adskiller en stenvæg gaden og haven. Strukturen formaliserer indgangen og rummer et lille skurmagasin til haveredskaber og lignende. Mellem muren og huset er der anlagt en privat have, og her sidder en buddhaskulptur i en specielt designet stenkrog. Ejerne følger den orientalske hindufilosofi, hvilket er blevet respekteret og indarbejdet i arkitekturen. Husets indre afspejler også den spirituelle enkelhed. Som følge heraf er husets farvepalet dæmpet, og møblerne passer lydefrit ind i de enkle gulve og vægge af cement og indstøbte småsten. Mange af stuens vigtigste møbler samt terrassens liggestole og bænke er designet af arkitekterne selv. Spisebordet og cocktailbordet er lavet af tiburontræ, mens den svævende trappe, der fører fra stueetagens opholdsområde op til den øverste etage, er udført i cement.

”Ejerne rejser meget og samler på indisk kunst. En af dem dyrker yoga og ønskede husets interiør roligt, dybsindigt og hyggeligt. Derfor holdt vi farveholdningen og geometrien meget rolige med kontemplative brune, beige og grønne nuancer,” forklarer Diana Radomysler, der ikke blot er arkitekt, men også indretningsdesigner. ”Den lette palet strækker sig også ud til swimmingpoolen, der er grøn for at falde i ét med haven. Du ved faktisk ikke, hvor swimmingpoolen begynder og stopper!”

Den vigtige havudsigt

Opholdsrummet på stueetagen ligger fuldstændig åbent ud mod baghaven og mod den mere åbne have, som fører ned til stranden. ”Det gav os mulighed for en total rumlig og visuel integrering med eksteriøret, og som et resultat heraf er poolen, den udendørs terrasse og verandaen en forlængelse af stuens store døråbning,” forklarer Radomysler. ”Ejerne har små børn, så derfor tænkte vi, at det ville være mere hyggeligt, hvis hele stueetagen kunne give familien mulighed for at slappe af, samtidig med at børnene kunne lege frit og løbe ned til stranden.” Den første etage er mere privat og afskærmet med fem soveværelser og et TV-værelse. Fra forældresoveværelset er der en storslået udsigt over stranden og havet, og som i alle de andre soveværelser sørger foldedørene for, at lys trænger igennem bambussen.

”Det var vigtigt for ejerne at have deres soveværelse på dette højere niveau, så den smukke havudsigt er det første og sidste, de ser på en dag,” oplyser Radomysler. Casa Ilhabelas ejere, som tilbringer hver weekend i deres nye strandhus, er forståeligt mere end bare forelskede i resultatet. ”Huset tager sig smukt ud om dagen og fantastisk om aftenen,” fortæller de. ”Med en lille, næsten privat strand foran huset og et imponerende vandfald ’lige rundt om hjørnet’ passer det perfekt til vores livsstil, for vi elsker natur, sport, skønhed og komfort. Huset er rummeligt med sine rene linjer, men på samme tid meget hyggeligt og funktionelt. Børnene elsker det, og vores nærmeste venner er glade for at kunne dele dette paradis med os.”