Svenske Kvänum i ny nordisk palet
Øjet finder hvile, og der sænker sig en mærkbar visuel ro, når man træder ind i Kvänums nye køkkenunivers, Atelier, der med sine kubistiske, slanke og stringente elementer fremstår som et harmonisk hele.
Træ og natursten er vigtige elementer i konceptkøkkenet Contemporary, som nu kan fås i to ekstra farver, Ax og Torden, der begge har stærke referencer til den nordiske natur, efterårets dramatiske grågrønne himmel og de høstede markers soltørrede, gule stubbe.
Atelier har heldækkende Ramel-låge i lakeret ask, hvor træets åretegninger får lov til at træde frem. Lågerne har en smal og slank ramme, der føjer en grafisk og raffineret enkelhed til designet – en væsentlig detalje, som stilmæssigt gør Atelier velegnet til både den klassiske og den helt moderne bolig.
”Lågernes smalle ramme er også anvendt som lodrette markeringer på væggenes høje paneler, ligesom de bruges til at opdele stenbeklædningen bag køkkenbordet. Listerammerne følger underskabenes lodrette linjer – en håndværksmæssig detalje, der kendetegner Kvänum, og som netop er med til at skabe et harmonisk og roligt udtryk,” forklarer Kvänums danske marketingchef, arkitekt Dorthe Due Theilade.
På billederne kan man se farven Ax, der harmonerer godt med brugen af italiensk marmor. Køkkenets slanke fremtoning understøttes af den slanke marmorbordplade, som ’svæver’ over både køkkenbord og køkkenø.
Vidste du?
Atelier er udvendigt fremstillet i malet ask, mens de indvendige skuffer er fremstillet i massiv eg. Egetræet stammer fra de kongelige svenske skove på Visingö og blev plantet i 1830. Først i 1975 kunne man anvende de første egetræer. Der fældes ganske få om året, hvoraf nogle anvendes af Kvänum.





Læs mere om Kvänum her.
Se hvad vi ellers skriver om bolig her.