Lige uden for Middelfart ligger en ejendom, der kan tage pusten fra selv den mest kræsne boligejer. Rosenkilde Gods er nemlig på alle måder helt unikt, nøjagtig som familien, der bor der. Kom indenfor i en fynsk boligperle med masser af historie.

Dette er ikke blot historien om et smukt gods, men også historien om to driftige mennesker; Michael og Helle, der mødte hinanden i begyndelsen af deres 30’ere. Begge havde et barn, men forelskede sig hovedkulds og flyttede sammen. Hun var uddannet tarmrenser, han var uddannet tømrer.

Derfor lå det ikke lige i kortene, at de 20 år senere skulle stå her i livet med et gods og 220 huse, som de udlejer i trekantsområdet Børkop-Middelfart-Kolding. Det er næsten som en drøm – en god én.

Men meget er sket siden, og vejen har bestemt ikke altid været snorlige. Der har været masser af bump, f.eks. da Helle som blot 36-årig fik en blodprop. Pludselig blev livet sat på standby, for hun kunne ingenting, ikke en gang noget så basalt som at gå eller køre bil. Det fik dog ikke Helle til at få ondt af sig selv eller stoppe op, og efter et forløb på Hjerneskadecentret i Odense gik det atter fremad.

Et hjem med konferencecenter

Datteren Lisa ville gerne gå til ridning, hvilket foregik på et gods i Middelfart. Det blev starten på en speciel kærlighed og lidenskab, for hestene betød psykisk og mentalt meget for Helle i sygdomsforløbet. Familien endte med at købe godset, og så rev de næsten det hele ned på nær den ene ridehal. Herfra gik et byggeprojekt ud over det sædvanlige i gang.

I dag står godset Rosenkilde færdigt med nok Danmarks bedste og mest moderne hestefaciliteter samt et stort konferencecenter. Ejerne har selv i samarbejde med Arkitektladen i Ribe tegnet og stået for det hele.

Med Fredskoven som smuk nabo er billedet af dansk idyl på første klasse gennemført. Det er faktisk slående, at der står en helt almindelig familie med gode og jordnære værdier bag på trods af al den rigdom, stedet signalerer.

Eksklusivt udtryk

I husets største stue er den store sofa centrum for hygge og afslapning. Farverne på både vægge og interiør er afstemte og giver en fantastisk ro og et eksklusivt udtryk. Kombinationen af de ægte tæpper, unikke antikviteter, danske klassikere og nyere italiensk interiør er sat godt sammen, ligesom den indbyggede reol med fjernsyn er perfekt integreret i rummet. Spisestuen er udsmykket med pompøse lamper og vaser i fin kombination med guld og danske klassikere som de læderbetrukne Svanestole, hvilket giver rummet et roligt og ikke mindst luksuriøst og varmt udtryk.

En lille sjov og kuriøs historie er, at der er elevator til første sal i huset. Da Michael i sin tid foreslog det, var Helle imod, og aftalen blev, at hvis der skulle en elevator ind, skulle den være beklædt med brunt læder. Som sagt så gjort. Og derfor har huset i dag en elevator, som vist ikke findes andre steder i Danmark.

35 stk. dobbeltdøre

Parken er et helt kapitel for sig. Der er både store, smukke træer, græsarealer og en idyllisk anlagt sø. Og så er den hyggelige havepavillon med stråtag bestemt ikke at forglemme.

Hele boligens indretning og planløsning er gennemført i en moderne stil fyldt med de skønneste lysindfald fra et utal af franske døre, der også fungerer som vinduespartier fra gulv til loft i alle rum. Der er ikke færre end 35 dobbeltdøre ud til det store terrasseareal. Et større antal findes vist ikke i et nyopført hus i Danmark. Her er tænkt på selv den mindste detalje, også hvad angår møblerne, som Michael og Helle i begyndelsen havde mange diskussioner om. Men alt i huset har nu en historie og et liv, der betyder noget for dem.

Fantastisk udsigt

Huset er på 775 boligkvadratmeter, mens kælderen er på 812. Overalt i godset er der gulvvarme fra den 45 kW-varmepumpe, der i øvrigt også varmer hele ridecentret op. Det store soveværelse har, som de andre rum, en fantastisk udsigt til Fredskoven og de grønne arealer i parken. Der er rigeligt med plads til både at sidde at læse og slappe af i rummet. Og tæt på ligger naturligvis et walk-in-closet med plads til selv den største ’Sex and the City’-garderobe.

Køkkenet fra Svane med højglanselementer byder på en god kontrast til de sorte hårde hvidevarer og bordpladen i jetbrændt granit. Køkkenøen fungerer perfekt, når husets medlemmer samles til mad og hygge i det store køkken-alrum. Svanes elementer findes også i både badeværelser og garderober, så der er en strømlinet stil i hele huset.

Udsøgt vinkælder

På godset er der alt, hvad man måtte ønske sig: garage og værksted, spillerum med billard- og bordtennisbord, fitnessrum og den lækreste jacuzzi, hvor man kan slænge sig efter en lang dag med hestene. Skulle man uheldigvis tabe i enten pool eller bordtennis, sørger Troldtekt-lofterne for en særdeles god lyddæmpning i alle rum. Her er der plads til glædes- og vredesudbryd, og det samme er der på kondicyklen, som bruges jævnligt.

Kælderen har også en vinkælder, som ligner den lækreste vinbar i København med udsøgt udsmykning og stil – samt formentlig det samme imponerende udvalg af vine. Hvem ville ikke gerne tilbringe en efterårsaften i denne kælder med gode venner over et par flasker?

Intet er overladt til fantasien i planlægningen af godset, hvor der for eksempel i hovedbygningen er IHC-lysanlæg samt lydog surroundanlæg fra Bose på hver etage – også i kælderen.

Naturligt lysindfald

De fire moderne staldbygninger med naturligt lysindfald fra rytterlys-ovenvinduerne har plads til i alt 115 heste i boksene fra Röver & Rüb. Desuden er der rigeligt med udeplads i ejendommens cirka 25 folde, der er fordelt på grundens i alt 15 hektar.

Til træning og konkurrencer har man to ridehuse samt tre udendørs ridebaner. I disse faciliteter har der været afviklet bl.a. nordiske mesterskaber i spring og dressur med 300 heste på pladsen.

Familien sejler også meget, og har lige nu sat kurs mod nye projekter. I mange år har de ejet en 8.500 kvadratmeter stor grund ned til vandet i Middelfart, og her skal de snart i gang med at bygge og bo. Derfor kan den interesserede nu erhverve sig både gods og guld for 60 mio. kr.

Se mere på www.lilienhoff.dk