“Af ødelæggelse kommer viljen til at skabe”. Aldrig har et ordsprog været mere sandt end i Stuart Tanners eksempel. Arkitektens hus ved den tasmanske Dunalley-bugt er nemlig bygget i ruinerne af en altødelæggende skovbrand for tre år siden.

Man ville ikke kunne have bebrejdet Sarah og Simon Younger i 2013, hvis de ikke havde kunnet se den store mening med livets tilfældigheder. De så dengang deres dejlige fritidshus blive opslugt af flammerne i en skovbrand, der hærgede den lille fiskerby Dunalley på Tasmaniens østkyst.
Parret og dets to små sønner valgte imidlertid at se mulighederne i ødelæggelsen af deres murstenshus fra 70’erne. ”Hvor traumatisk det end var at miste vores hjem, så fokuserede vi aldrig på det, vi mistede. Vi valgte i stedet at være taknemmelige over, at der ikke skete os noget og begyndte at designe det nye hus som en del af terapien i kølvandet på chokket,” siger Sarah.

Tre år senere genopstod et storslået hus på strandgrunden – som en fugl Phønix. “Det var ekstraordinære omstændigheder, der førte til projektet”, forklarer arkitekten bag designet, Stuart Tanner. ”Det var atypisk for mig som arkitekt at ankomme til den smukt beliggende grund og se ødelæggelserne, som branden havde forårsaget. Det hele lignede et månelandskab”.

Elektrisk spænding

Klienterne bad Tanner om at komme med idéer til et hus af betonelementer, og det var overraskende nok ikke af sikkerhedsmæssige årsager. ”Vi har altid elsket udseendet, og vi var inspireret af det moderne look, som beton kan give. Sikkerheden og beskyttelsen fra betonen var bare en bonus,” fortæller Simon Younger.

Det var netop kombinationen af udseende og sund fornuft, der gjorde projektet bæredygtigt. Etplanshuset syner ikke af meget på den enorme, 15 hektar store grund, der ligger på den vilde, vindblæste tasmanske kyst. Huset består af to store stålindrammede betonkasser, der manipulerer med beskueren. Den ene kasse, der huser sove- og badeværelser, ser ud til at hvile på klipperne, mens den åbne del af huset med opholdsrummene ser ud til at svæve frit i luften.

Designet viser, at beton både kan skabe robuste rammer og svævende, lette rum. ”Jeg har altid været fascineret af idéen om den massive ramme, der næsten hviler på jorden. Den skaber en elektrisk spænding mellem bygningen og omgivelserne,” forklarer Tanner.

Uden for rækkevidde

Tanner kunne have valgt ikke at skele til omgivelserne, men han valgte i stedet at give dem en fremtrædende rolle i designarbejdet. Han har formået at finde balancen mellem stedets isolerede beliggenhed og husets prægtighed. De lave betonrammer med de strittende loftsplader strækker sig vandret mod den flotte udsigt over bjergene. Udsigten til Mount Wellington kan samtidig nydes fra terrassen, der strækker sig mellem de to betonrammer. ”Der er noget vemodigt og samtidig fantastisk over, at naturen er lige udenfor, men alligevel uden for rækkevidde,” forklarer Tanner.

I modsætning til husets udadvendte ramme har soveværelserne mindre vinduer, der alle lige netop har udsigt til vandkanten. Nærheden til Dunalley-bugten understreges på den måde, hvorpå opholdsrummene foregiver at svæve over vandet. Den ekstra store betonterrasse gjorde, at man ikke behøvede at grave mere ud end højst nødvendigt. Det giver huset en lethed i forhold til omgivelserne og efterkommer klienternes ønske om at ’flyde på vandet’.

Et velkomment pusterum

Materialevalget understreger også symmetrien mellem pragmatisme og romantik. Soveværelserne er designet i en robust betonramme, der skal kunne modstå elementerne. Men betonens hårdhed og evne til at beskytte er alligevel kombineret med en lethed, der skaber ro og er et velkomment pusterum væk fra den vilde kyststrækning. ”Jeg synes, at husets skønhed ligger i dets enkelthed”, vurderer Sarah.

Indenfor har ejerne i det åbne opholdsrum holdt antallet af møbler og kunst på et beskedent niveau med bare vægge og en spartansk indretning, der lader omgivelserne komme til orde i stedet.

Indgangen til huset sker gennem en tung ståldør, der giver en indikator om, at huset trods dets lette ydre er råt som omgivelserne. Dørhåndtaget er skåret af et stykke massivt træ og designet af arkitekten. Håndværket er med til at give huset en autenticitet og skabe mindelser om simplere tider, men det forsinkede også byggeprocessen. ”Jeg vil gerne prøve at sætte mit personlige præg på bygningerne og distancere mig fra idéen om, at designet bare er et samlesæt. Dørhåndtaget er helt unikt for netop dette hus,” forklarer Stuart Tanner.

Et rustikt look

Udtrykket i massiv stål fortsætter ud i køkkenet, og køkkenbordene er af industrielle materialer. Møbelvalget, der inkluderer Eames’ stole i valnød og en brun lædersofa fra Natuzzi, er med til at skabe et rustikt look i den moderne betonkasse.

Tagudhænget skaber en overdækket terrasse, og gulvet, der dækker alle sider af huset, er en hyldest til traditionelle australske huse, hvor en veranda omkranser hele huset. Undersiden af taget er beklædt med tasmansk egetræ, der løber uafbrudt inde fra huset til terrassen.
Et smalt vindue i køkkenet forbinder komfuret med den udendørs bar og afslapningsområdet, der er afskærmet fra blæsten om vinteren og den høje sol om sommeren. ”Da det er et fritidshus, har vi ofte gæster både inde og ude, og de store åbne rum giver os mulighed for at bruge så meget af huset og dets omgivelser som muligt,” oplyser Simon Younger.

Den symbolske ild

På filosofisk vis spiller ild også en central rolle i huset, og pejsen i opholdsrummet er omdrejningspunktet. Grundens historie afspejles ligeledes udenfor, hvor en symbolsk ild brænder for enden af anløbsbroen. Det kraftfulde element, der ødelagde og ændrede hele området, er indfanget i en skål, hvor det nu kan nydes som et samlingspunkt midt i de nye og mere holdbare omgivelser.

”Det er vigtigt at indfange grundens historie,” forklarer Tanner. ”Bygningens fortælling og fremtidige oplevelser er lige så vigtige som arkitekturen i sig selv. Hvis arkitekturen kan lade nogen få disse oplevelser, så har det virket”.

Dunalley House er et sted, der er ladet med fortidens glæder og sorger, men nu har det fået fornyet håb. Huset balancerer mellem Tanners idé om arkitektur, der forvandler tragedie til håb, og i at finde beskyttelse i den åbne natur ved at trække skønhed og glæde ud af det funktionelle og pragmatiske.