En badepavillon i Gävle i det østlige Sverige har sat nye standarder inden for fritidshusdesign, og ejerne fryder sig over, at gæsterne altid medbringer badetøj, når de besøger pavillonen.

Huset Skogssauna i Tomtebo ved Gävle markerer en milepæl inden for design af fritidshuse. Det har været ti år undervejs, det er et mesterværk udført i træ og har for nylig vundet den svenske hædersbevisning ’Träpriset’, der gives hvert fjerde år af den svenske skovindustriforening. Men Skogssauna er mere end blot udseende. For huset startede på finurlig vis livet som en kold og ucharmerende betonbunker fra den kolde krig. Ud af bunkeren voksede med årene en unik badepavillon med havudsigt, sauna, lounge og opholdsrum, der er perfekt integrerede i skoven.

Den enestående bygning, der er blevet til gennem et samarbejde mellem ejerne Pekka og Linda Seitola Gunnarsson, arkitekt Bengt Carlsson og de dygtige tømrere fra Urfjället Bygg, imponerede i den grad ’Träprisets’ dommere, der beskrev byggeriet som ”Et bygningsværk, der emmer af kreativitet med fokus på detaljer”.

Det færdige resultat er muligvis banebrydende, men som Bengt Carlsson fra Meter Arkitektur forklarer, er teknologien flere århundreder gammel: ”Massive trækonstruktioner er utrolig stærke og bæredygtige, og teknologien går næsten 1.000 år tilbage. I begyndelsen af det 20. århundrede blev metoden lidt glemt, da tendensen blev, at man byggede højere og højere. Men dette hus’ dna er uden tvivl forankret i den gamle trækonstruktion.


Foto: James Silverman

Traditionel teknologi

Den unikke beliggenhed ved kysten har også haft indflydelse på designet. ”Jeg ønskede at anvende traditionel teknologi på denne fredede grund, og det gjorde jeg i dette tilfælde med massive stykker svensk grantræ over for lyse træbjælker, paneler og udhæng. Når man går langs med huset, fornemmer man hele tiden, at det skifter mellem åbent og lukket, rustikt og moderne, mørkt og lyst,” forklarer Carlsson.

Idéen med det modulopbyggede design blev kombineret med modernistiske strukturer som i krematoriet i Gävle og Mies van der Rohes Barcelona-pavillon. ”Idéen var at skabe en modulstruktur både fra et æstetisk og teknisk synspunkt. Skogssauna er bygget op af træstykker, der minder om betonen i Barcelona-pavillonen. Disse vægge kan arrangeres på en meget fri og let måde, og her skaber de den effekt, at man kan blive i tvivl, om man er inde eller ude.” Materialevalget i Skogssauna er i høj grad ejeren Lindas idé. ”Da jeg var barn, havde vi en hytte i skoven her i området, og jeg har så mange gode minder fra den tid i 60’erne og 70’erne,” forklarer hun.

”Jeg vidste ikke, hvordan det nye hus skulle se ud, men jeg havde en stærk fornemmelse og klare tanker om materialerne. Jeg var vild med træet og tjæremalingen – jeg elsker deres dufte, da de minder mig om vores gamle familiehytte. Det er også derfor, vi har valgt lyse farver mange steder, da de minder mig om min barndoms farver.”

Poetisk og praktisk

På grund af naturen omkring den fredede grund tog det næsten fem år at få byggetilladelsen, og det tog yderligere fire år at færdiggøre det detaljerede byggeri. På den måde var der tid til at tænke kreativt og innovativt, og det kan især ses på husets tag. Det er konstrueret til at kunne tage imod de faldende blade, grankogler og nåle.
”Vi ønskede ikke et fladt tag, så vi skabte to store, simple pergolaer af limtræ og stålrør. Det er ’strikket’ sammen, og vi synes, det er en smuk, poetisk og samtidig praktisk løsning,” siger Carlsson.

Poetisk og samtidig praktisk. De ord beskriver vældig godt den nye bygning. Den massive trækonstruktion, den omfattende badepavillon, vaskeområdet, værelserne og opholdsrummet står alle naturligt midt i skoven på betonsoklen. Ved første øjekast fornemmer man ikke badehusets størrelse, da det er opdelt i flere enheder som en lille flok rækkehuse, der står ned mod saunaen og horisonten mod øst. Men husets akse, der forener alle rummene, er faktisk hele 60 meter lang.

Før parret flyttede ind, ni år inde i processen, fik Skogssauna lov til at stå for sig selv og lade træet ånde og arbejde sig på plads. Præcis som en god whisky på træfade. Smalle, diskrete stålrør er bygget ind i konstruktionen for at forhindre træet i at bevæge sig for meget.

Ventetiden værd

Den langvarige proces trak tænder ud og krævede en vis portion tålmodighed fra ejerne. ”Det var en lang proces, men selve designet var hurtigt klaret,” fortæller Linda. ”Bengt vidste, hvad jeg ville have. Han tilbragte også en stor del af sin barndom her i området – Bengt og min bror gik faktisk i klasse sammen. Planlægningen tog utrolig lang tid. Men jeg er glad for den måde, vi gjorde det på, og at vi lod tingene ske, som vi gjorde. Håndværkerne er blevet vores venner nu. Jeg elsker den slags projekter – vi har tidligere renoveret vores hus, og det tog omkring fem år. Min far var arkitekt, så jeg ved, hvad det kræver.”

Nu, hvor Skogssauna står færdig, virker det, som om det har været ventetiden værd for Pekka og Linda. ”Pekka elsker at bruge saunaen. Han bruger den ca. hver anden dag, men jeg er ikke helt så vild med saunaer. Jeg er halvt engelsk, så jeg skal have frisk luft,” griner Linda. ”Men det er skægt – når vi får besøg, tager vores gæster altid badetøj med. Det er en fin måde at samles på. Opholdsrummene og værelserne er meget afslappende, da de er bygget ind i skoven. Det er som at sidde i en rede med alle fuglene omkring sig. De vilde dyr kommer også helt op til huset. Både rener og elge. Vi har også haft besøg af en bjørn for et par år siden.”

Det er ikke svært at få øje på poesien i byggeriet, men hvad med det praktiske? ”Det er let at vedligeholde,” siger Pekka, der bruger sin tid på sejlsport i tillæg til sit firma. ”Græstaget er hurtigt klaret, og malingen holder længe – det er kun nødvendigt at male hvert tiende år, og da kun de dele, der får mest sollys. Desuden kræver det bare en vandslange at rengøre resten af taget.”

Et spirituelt hus

Linda fremhæver opholdsrummet som et af husets højdepunkter. Det er ikke blot et afslappende sted at være. Det fortæller også historien om grundens fortid som koldkrigsbunker. Bunkeren er bevaret i kælderen, og store dele af gulvet er af glas, så man kan se ned i betonkonstruktionen. ”Bunkeren blev bygget i 1970 under den kolde krig, og det var simpelthen for svært at flytte eller destruere den. Der er to runde bunkerrum. Det ene er som et telt, og det andet overvejer vi at indrette som vinkælder. Det er nogle fine rum,” påpeger hun.

Linda slutter med at konkludere, at opførelsen af Skogssauna har været en stor fornøjelse. ”For mig er det helheden og den følelse, huset giver mig. Når jeg går ind i opholdsrummet, er det som at gå ind i en kirke. Der er noget spirituelt over det.”