En bemærkelsesværdig håndbygget norsk hytte, der ser ud til at være selvskabt af den afsidesliggende fjord, hæver standarden for organisk arkitektur og vil få selv den mest entusiastiske eventyrer til at måbe over, hvordan den blev til.

I det dystre norske vinterlandskab kan man på det stenede og lyngbeklædte plateau finde noget af en overraskelse langs med den dybe fjord, og det er ikke som følge af et naturfænomen i dette isede Hordaland-landskab. På afstand minder det mest om en forvokset regndråbe, men ved nærmere eftersyn af det græsklædte, bølgende tag, den håndudhuggede træbeklædning og stenmuren kommer en smuk, detaljerig hytte til syne. Den ser ud til at have skabt sig selv af omgivelserne, faktisk helt uden tegn på menneskelig beboelse. Intet andet end vildmark. Så hvordan endte huset dér?

Den fantastiske bygning blev bogstavelig talt bygget med de bare næver af den lokale tømrer Trygve Øvstebø med hjælp fra et par assistenter, en snescooter og, endnu vigtigere, en helikopter til materialer og forsyninger. Helikopterpiloten spillede en stor rolle i kommunikationen mellem Øvstebø og det Oslo og New York-baserede arkitektfirma Snøhetta. Projektet var med andre ord noget af et logistisk puslespil. Men hvorfor overhovedet bygge på dette allerfjerneste område?

”Jeg har haft dette sted og byggeriet i tankerne i 40 år, faktisk tilbage fra min barndom,” forklarer ejeren Osvald Bjelland om sin idé med hytten. ”Det er ikke bare min drøm, men også min fars og farfars.”

En hytte til hvile

Bjelland, der er bestyrelsesformand for og stifter af såvel The Performance Theatre som Xyntéo, rådgiver og tænketank for globale forretningsledere, passer også familiens gård med sine to brødre. ”Da jeg var lille, for jeg rundt på fjeldene med min far og mine onkler, præcis som de havde gjort med min farfar,” forklarer Bjelland. ”Om sommeren tog vi fårene op i fjeldene, så græsset kunne gro på gården, og så kunne vi bruge det til at fodre fårene om vinteren, når vi tog dem tilbage.”

”Efter tre timers opstigning fra gården kom vi til præcis dette sted – dér, hvor hytten står nu. Vi var altid trætte, og i slutningen af september var der sne, så det var ret udfordrende. Jeg husker, at min far støttede sig til sin stok og sagde: ”Osvald, vi skulle have en hytte her, vi kunne hvile os i.” Drømmen om et sted til at hvile os, inden vi drog videre op på fjeldet, på præcis dette sted har vi altså haft i generationer. Da jeg var den første i familien, der rejste til byen og tjente penge, havde jeg råd til at bygge det. Min far og farfar havde simpelthen ikke midlerne til det.”

Bjellands ambitioner for hytten var beskedne. ”Jeg ønskede, at hytten skulle være lille (den er 35 kvadratmeter) og have respekt for de smukke omgivelser. Idéen var, at den skulle falde i med naturen – som om den altid havde været der. Nu kan fårene græsse på taget, og om vinteren kan man stå på ski fra taget.”

Lavteknologisk bygning

Trygve Øystebø, der selv bor på en gård 18 km fra hytten, indrømmer, at han selv har stået på ski over hytten. Det er et vidnesbyrd om bygningens styrke, idet den skal kunne stå imod hårde vindstød og op til otte meter sne.

”Der er et meget hårdt klima i området,” siger Kjetil Thorsen, medstifter af Snøhetta, der arbejdede tæt sammen med Bjelland om designet af hytten. ”Vi valgte en form, der selv fordeler snemængderne effektivt, fordi man flere gange om året slet ikke kan se hytten for sne. Derfor valgte jeg den buede form, hvor den ene side er meget stejl, og hvor stenvæggen i den anden side fungerer som afskærmning for vinden. Vinduerne er mod syd, hvilket er optimalt i forhold til dagslys og medvirker til at opvarme huset og smelte sneen.” I husets sydlige facade finder vi også indgangen, en todelt ladeport, der gør det muligt at komme ind, når sneen er dyb.

Hytten kan som nævnt bære snemængderne, og den er heller ikke i fare for at blive revet med af de voldsomme vindstød. ”Det er en lavteknologisk bygning, der er lavet af lokalt nåletræ og traditionelt tømmer, men vi har også brugt stål. En stålbjælke løber langs med taget og holder kurven på plads, og vi har ligeledes brugt stål i fundamentet til at forankre bygningen,” forklarer Thorsen. ”Bygningens vægt er vigtig, og jorden og græsset på taget er med til at stabilisere og forbedre vibrationen, når det blæser.”

Alt træ er håndskåret

Selvom der er tale om en lavteknologisk bygning, havde man alligevel sine udfordringer med konstruktionen. Hele bygningen blev først bygget på jorden, derpå skilt ad og fragtet op i mindre dele. Det gjaldt også den tunge stålramme, der blev fløjet op på fjeldet med helikopter i mindre stykker og sænket ned millimeterpræcist. Øvstebø – der boede på grunden i et telt i hverdagene med sin makker, hunden Castor, og blev fløjet hjem med helikopter i weekenden – er yderst beskeden, når han fortæller om sine bedrifter i de frysende temperaturer.

”Jeg arbejder udendørs året rundt, og det har jeg gjort, siden jeg var 15,” siger han og trækker på skuldrene. Men ingen har tidligere konstrueret en bygning som denne i et område med så ekstremt vejr. Vi kender området og havde et fantastisk samarbejde med ingeniørerne og arkitekterne, der hjalp os med at løse udfordringerne”, forklarer Øystebø.

Nordmanden underspiller muligvis sin egen rolle, men han regnes for at være en af de dygtigste håndværkere inden for traditionelt snedkeri. Hvert eneste stykke træ i hytten er skåret til med en traditionel håndholdt økse – ikke kædesav. Dele af træet var en tur i fjorden for at opnå den rigtige krumning. Øvstebø udhuggede og samlede ligeledes alle detaljerne i huset som f.eks. det lille køkken samt stigen til hemsen, der er udhugget af ét stykke træ.

Den norske tipi

Hytten er designet til at kunne huse 21 mennesker. ”Jeg har 21 sovepladser på gården, og jeg ville have det samme antal i hytten”, forklarer Bjelland. ”Vi har haft tæt på 21 i hytten på én gang, hele familien, og det var ikke ubehageligt. Det er som at være på en sejlbåd.”

Ejerne betragter den centralt placerede pejs som det allervigtigste samlingspunkt i hytten. Den er placeret, så man kan se ud på landskabet gennem flammerne. Pejsen af kalksten fordeler varmen i hele hytten og holder på den, når ilden går ud.

”Siddeområdet i hytten er også vigtigt. Det er placeret rundt om pejsen, og der er også plads til at læne sig tilbage og falde i søvn. Det er som en indiansk tipi, hvor alle sidder omkring dens hjerte, ildstedet,” forklarer Bjelland. Han tilbringer tiden i hytten med familien og venner, hvor de slapper af, laver mad på gasblusset (der er ikke elektricitet eller rindende vand), fisker og passer fårene.

”Jeg tager herop, fordi jeg elsker fjeldene. Jeg tager herop, fordi jeg føler mig hjemme, og det er alfa og omega. Nu, hvor hytten har fundet sin plads i landskabet, og man ikke kan se den, betaler jeg tilbage til naturen og til mine forfædre. De var meget beskedne mennesker.”