Det store land med den uendelige natur på den anden side af kloden har så meget at byde på – også arkitektonisk. Vi har været på besøg i dette smukke hjem i Double Bay lige uden for Sydney.
Når en arkitektgruppe får tilbudt en exceptionel beliggenhed, bliver omgivelserne ofte omdrejningspunktet for hele projektet. Således også for arkitektfirmaet SAOTA, da en ung familie ville have opført et hus ved den idylliske Double Bay uden for Sydney. Bugten huser en stor havn med en lang og hyggelig mole, og i overflod grænser grunden op til en stor, rekreativ naturpark.




Familien ønskede dog også at bevare privatlivet i huset og haven. Med små børn var det også vigtigt, at huset kunne fungere i dagligdagen for en travl familie med mange sociale sammenkomster.
Arkitektur og luksuriøse, naturlige materialer blev smeltet sammen til et hele, hvor man ser mange elementer af træ, marmor, travertin, hvide mure og beton, der alle matcher og komplementerer den smukke bugt. Taget er i sig selv en skulptur, der nærmest svæver let over huset og med sine store udhæng giver både luft og ekstra skygge. Alt omkring huset og haven er sat sammen med tilhørende ’wow’-effekt, hvor man end kigger hen.





Familien ønskede desuden, at så mange elementer i huset som muligt skulle være åbne for at blende inde- og udeområderne sammen til et hele. Hvor der var brug for at skærme af, har arkitekterne valgt store, grå Kaynemaile-elementer i polykarbonat. Inspirationen til disse kom fra et firma i New Zealand, der havde udviklet dem specielt til Ringenes Herre-filmene.
Hele huset er formet som et stort U med udsigt over hele bugten. På grunden i Double Bay har man valgt at bevare noget af den originale vegetation, bl.a. et smukt gammelt lilly pilly-træ.
I huset er hvert rum udført med største akkuratesse. Køkkenfirmaet bag er Nth Degree, som valgte at designe et enkelt køkken med en stor betonø fra 2barrows. I huset har arkitekterne generelt valgt at opdele rummene med få trin eller lette adskillelser, så de både hænger sammen og adskilles.
Vejret i Australien indbyder til udeliv, hvilket man også kan se på det fokus, haven og de andre områder uden for huset har fået. I centrum for det hele er den store infinitypool, der ud over at give et fantastisk vue ud over bugten har fået indbygget flere små områder og tableauer, så man kan trække sig tilbage eller nyde loungelivet. Hertil har man valgt Paola Lenti-sofaer, der ikke bare er smukke, men også praktiske, når man har aktive børn.




Med masser af hærdede glaselementer fremstår hele udeområdet som en helhed. Den lange hvide mur bruges ikke blot som afskærmning, men også som udendørs lærred, når familien har filmaftener. Børnene har desuden fået deres helt eget legeområde, og når der rigtig skal bades, er det blot at gå ned på stranden, som ligger for enden af grunden.
Uanset om det gælder trappen, der smyger sig op gennem huset, de mange smukke trælameller, de eksklusive lysinstallationer eller messingkunsten – udført af den lokale kunstner Andrew Arp – er der tænkt på de store og de små detaljer. Kunstværket er ikke blot smukt at se på, men forandrer sig med lyset i løbet af dagen, ligesom bugtens klare vand danner smukke mønstre og skygger. Familien valgte fra begyndelsen at samarbejde med firmaet Devon&Devon, hvilket ses i den eksklusive indretning, hvor ikke en eneste detalje er overladt til fantasien. Alt i og omkring huset fremstår unikt og smukt, men også med alle de elementer, som ejerparret skatter højt.
Se hvad vi ellers skriver om luksus boliger her.