Piero Lissoni er manden bag de ikoniske køkkener fra Boffi, men den 60-årige arkitekt og designer har også sat sin signatur på luksushoteller, lystbåde og sågar en dansk sofa. Vi tegner et portræt af den verdensberømte italiener, som altid designer med mennesket i fokus.
Foto: PR
Piero Lissoni er egentlig uddannet arkitekt fra Politecnico di Milano i 1978, men en pirrende nysgerrighed og lyst til konstant at søge udfordringer gør, at han aldrig har ladet sig begrænse til udformningen af bygninger. I 1986 stiftede han sit eget designstudie i Milano med speciale i alt fra arkitektur til møbler, og som flere andre designere var han lige fra begyndelsen inspireret af den danske stil – især møbelarkitekterne Arne Jacobsen og Poul Kjærholm, som han stadig i dag betragter som to af sine helt store inspirationskilder.
De danske ikoner var ifølge italieneren langt forud for deres tid med deres enkle, simple og stilrene design. Selv arbejder Lissoni efter det klare princip, at han aldrig designer til en bestemt funktion eller et specielt formål. Han designer til mennesker og påskønner frem for alt enkeltheden i sin streg. ”Det er en meget svær og kompleks proces at skabe simple ting. Det er langt nemmere at råbe visuelt højt og på den måde få opmærksomhed,” som han forklarede under præsentationen af sin sofakollektion for Fritz Hansen tilbage i 2006.
- De Padovas nye og 1.100 kvadratmeter store showroom ligger i hjertet af Milano på Via Santa Cecilia. De minimalistiske og lyse lokaler, som tidligere var Dolce & Gabbanas systue, er naturligvis designet af Piero Lissoni selv.
- Med det eksklusive skalformede badekar Iceland har Piero Lissoni skabt endnu et moderne og elegant mesterværk for Boffi.
- Piero Lissoni, Italiens svar på Philippe Starck.
- Køkkenet Hide er et blandt de mange, som Piero Lissoni har designet for Boffi. Nogle vil synes, at det er synd at gemme så smukt et køkken væk bag de store låger, men for Lissoni går det hånd i hånd med hans enkle, simple og stilrene måde at designe på.
- Lissoni Sofa, som Piero Lissoni designede for Fritz Hansen i 2006, er et sofistikeret og moderne møbel, som kombinerer komfort og tidløst design.
- Siden fusionen med Boffi i 2015 har Piero Lissoni opdateret og udviklet nye møbler til den historiske De Padova-kollektion.
Ikoniske køkkener
Italieneren er kendt for sin såkaldte stille æstetik og sit talent for at indrette rum og skabe møbler, som ikke larmer, men fungerer. ”Det er mennesket, der er i centrum, når jeg designer. Jeg tænker ikke på, hvordan tingene vil se ud på et billede, men hvordan mennesker skal bo, slappe af og leve i det univers, jeg former. Jeg tænker eksempelvis ikke på en sofa, men på rum, lys og stemning,” forklarer han.
Det er denne særlig teknik, som Lissoni selv kalder for humanistisk design. ”Vi lever i en meget larmende tid, men vil faktisk helst være underspillede.” Lissonis rene linjer fik i firserne Boffi – et af verdens mest toneangivende brands inden for design af køkken og bad – til at konsultere italieneren. Den første kollektion blev præsenteret i 1989, og siden har Lissoni skabt et utal af ikoniske køkkener og badeværelser for Boffi. Det er bl.a. disse værker, som har gjort Lissoni til Italiens svar på Philippe Starck, ikke mindst fordi enkle, simple design aldrig synes at skulle gå af mode.
Kompromisløs tilgang
Boffis historie går helt tilbage til 1934, og brandet har i flere generationer været toneangivende, netop fordi familien bag på et tidligt tidspunkt så effekten i at samarbejde med tidens bedste designere. Ikke bare som skabere af produkter, men også til indretning af butikker, layout af annoncer, design af kataloger, udstillinger, PR-materiale osv. Samtidig har Boffi altid været kendt for en enestående evne til at designe, udvikle og patentere beslag, greb og hængsler, ligesom mærket gerne eksperimenterer med nye materialer og kombinationen af disse.
Boffi er gennem årene blevet synonymt med Piero Lissoni og hans stil, der er kendetegnet ved store flader, rektangler og firkanter samt en kompromisløs tilgang til materialekvalitet. ”Jeg kan godt lide det enkle design. Det er ikke, fordi jeg bifalder, at de enkle møbler har en tendens til at blive dyre, men det er en realitet,” har han udtalt.
Historiske rødder
Boffi fusionerede i 2015 med De Padova, et andet berømt italiensk designikon med historiske rødder. Ægteparret Fernando og Magdalena De Padova stiftede virksomheden i halvtredserne og begyndte med at importere skandinavisk møbeldesign, som blev solgt fra butikken på den mondæne Via Montenapoleone i Milano. Senere skabte parret dets egen møbelkollektion i samarbejde med førende designere, og efter et møde med det amerikanske møbelfirma Hermann Miller fik parret i tresserne bl.a. lov til at producere møbler fra designerne Charles Eames og George Nelson. Senere involverede De Padova sig også i indretning af berømte lokationer som caféen i Pompidoucenteret i Paris og restauranten på The Morgan Library & Museum i New York, ligesom der gennem årene blev føjet flere store navne til listen over samarbejdspartnere.
Efter fusionen med Boffi har især Piero Lissoni opdateret og udviklet nye møbler til den historiske De Padova-kollektion, som i dag dækker over sofaer, borde, skabe, stole, senge og accessories.
Svært at kopiere
Lige så vigtigt det er for den italienske designer at fastholde den rene og enkle stil, lige så nysgerrig er han på anvendelsen af forskellige materialer, former og teknikker i sit arbejde. Piero Lissoni beskæftiger sig i dag med alt fra møbler over luksushoteller til eksklusive både, boliger og kontorer. Det siges, at hvis han får at vide, at noget er umuligt – så gør han det alligevel. ”Der skal være plads til fejl, ellers kommer man ingen vegne,” er hans filosofi.
Italieneren har eksempelvis udviklet et gennemsigtigt kunststofmateriale, som kan give frit udsyn til himlen i de bygninger, han tegner. Han har også udviklet et ultralet bord i aluminium samt en speciel støbeform, der kan producere en stol, uden at noget menneske behøver røre produktet undervejs. Og hvorfor de komplicerede teknikker? ”Det gør designet svært at kopiere,” lyder Lissonis forklaring.
Om Piero Lissoni
Piero Lissoni (f. 1956) er oprindeligt uddannet arkitekt fra det tekniske universitet i Milano, men stiftede i 1986 sit eget designstudie med alt fra arkitektur til indretning og design af møbler. Han har i mere end 30 år samarbejdet med adskillige kendte designbrands som f.eks. Boffi, Cassina, Kartell, Living Divani samt danske Fritz Hansen. Projekterne spænder over interiør og arkitektur til eksklusive både, boliger, kontorer, hoteller og showrooms.
Lissoni, som i dag har kontorer i Milano og New York og styrer et designteam på 80 mand, får bl.a. sin inspiration fra de danske ikoner Arne Jacobsen og Poul Kjærholm. Han er gennem årene belønnet med et utal af priser for sit postmoderne og minimalistiske design og blev i 2005 indlemmet i Interior Design Hall of Fame i New York.