Finansmanden Mads Ulrich har mange spektakulære ejendomme, men få ligger så eksklusivt som denne pragtvilla midt i det eftertragtede The Bird Streets-kvarter med naboer som Halle Berry og Leonardo DiCaprio. Ejendommen ligger tæt på downtown, Sunset Strip, Beverly Hills og Hollywood, men stadig tilbagetrukket i bjergene.

Tiden står stille, når man træder ind ad hoveddøren til Mads Ulrichs unikke villa i Los Angeles. Indretningen er en gennemført perle af antikviteter, moderne kunst, eksklusive tekstiler og metervis af mørklakerede trægulve. At opbygge et personligt hjem er noget, der tager lang tid og ofte strækker sig over flere boliger. Enkelte ting bliver skiftet ud undervejs, men en stamme af yndlingsfund følger med og vokser efterhånden.

Mads Ulrich og hustruen Terese Gargas Ulrich har ingen forkærlighed for midlertidige trends, men søger det unikke fra forskellige historiske perioder. Specielt kolonitiden har sat sine tydelige spor i indretningen, så man føler sig hensat til fortidens luksuriøse rammer. Den senmoderne kunst, der hænger på flere af væggene, fungerer i et fint samspil med de bastante antikviteter og kunststykkerne fra barokperioden, som Mads Ulrich har købt på diverse auktioner.

”Jeg sælger aldrig mine antikviteter. Jeg køber kun. Jeg kan godt lide at udse mig et møbel og sætte mig ind i dets historie for derefter at byde på det. De unikke og sjældne stykker er altid interessante,” udtaler Mads Ulrich, som ikke er et ukendt ansigt hos auktionshusene Sotheby’s og Christie’s i London.

Appelsiner i haven

Den imødekommende villa bugner af unikke historier, men huset i sig selv er også lidt af en sjældenhed. Det er nemlig fuldmuret, hvilket gør ejendommen mere attraktiv på disse kanter. Her er det kutyme at bygge huse af træ.

Det er ingen overraskelse, at grundpriserne er blandt verdens højeste. En parklignende forhave hører derfor ikke til det normale i The Bird Streets, der er navnet på dette eksklusive område i den californiske hovedby. Ud over en spektakulær udsigt til downtown indeholder haven en frodig og mangfoldig beplantning, som inkluderer en smagfuld tørstslukker.

”Jeg nyder at gå rundt i haven og plukke mine egne appelsiner til juicepresseren. På grund af klimaet i Los Angeles, hvor selv vinteren er sommerlun, kan jeg høste mine egne frugter året rundt,” fortæller Terese Gargas Ulrich om hjemmehøsten, der passende kan akkompagneres af en brunch på terrassen.

”Hvis det ikke havde været for Terese, så havde vi nok aldrig købt huset,” erkender Mads Ulrich. ”En ejendomsmægler viste os nogle forskellige ejendomme i kvarteret, og da Terese fik øje på denne, var hun ikke i tvivl. Desværre var huset ikke til salg, men det stoppede ikke ejendomsmægleren, der nærmest sprang over hækken og hev fat i de forhenværende ejere, for at vi kunne få lov til at byde på det. Efter diverse forhandlinger lykkedes det os at overtage huset.”

Med den uovertrufne placering over den berømte Sunset Strip, udsigten til downtown, de tågede kystlinjer og de frugtbare dale er dette en bemærkelsesværdig og storslået ejendom. Indretningen vidner om, at beboerne ikke lever en mainstreamtilværelse, men bevæger sig derud, hvor man tør, hvor andre tier. Til gengæld er gevinsten også større end hos de fleste andre.