Den berømte japanske arkitekt Tadao Ando gjorde op med alle traditioner, da han for 40 år siden satte Osaka på verdenskortet med en række banebrydende betonbyggerier. Nu er han ved at gøre det samme med en lige så kaotisk millionby, nemlig Monterrey i Mexico, hvor dette exceptionelle hus er opført.

Foto: James Silverman

Verden fik for første gang øjnene op for den japanske arkitekt Tadao Ando i 1970’erne. På det tidspunkt var storbyer som Osaka presset ind i tætvævede planer, der set med vestlige øjne kunne fremstå både kaotiske og uorganiserede. Andos huse svarede igen ved at være introverte; de syntes ofte afskåret fra deres omgivelser med undtagelse af enkelte, omhyggeligt iscenesatte udsigtspunkter over naturen.

Tadao Andos tidligste huse blev som regel fremstillet af beton, der blev støbt i forme på selve byggepladsen. Her kunne man finde cirkulære fordybninger, hvor betonen var løbet til – efterladt som tydelige beviser på bygningernes fundament. Denne specielle signatur var med til at give Andos huse en speciel personlighed, finish og mål. For den japanske arkitekt var og er materialer og strukturelle behov nært forbundet. Nogle gange er han blevet omtalt som minimalistisk, men hans vision har mindre med stil og look at gøre end ønsket om at udnytte potentialet i materialer og lys.

Det er ingen overdrivelse, at den Osakabaserede arkitekt har perfektioneret brugen af beton – et bygningsmateriale, som har været slemt ugleset. Betonen blev hurtigt Andos foretrukne valg, og snart begyndte andre arkitekter rundtom i verden at bruge materialet på lignende måder. Hvis man tænker på Ando som en mesterarkitekt, der har udviklet modernismen som kultur, så citerer mange andre arkitekter i dag hans stil ved at bruge blotlagt beton som et tegn på nutidig postmodernisme.

Udfordrende og beroligende chok

Nu er Tadao Ando i gang med at erobre Mexico. Fra begyndelsen af 1990’erne og fremefter begyndte huse, butikker og kontorbygninger at dukke op i landets mere velhavende byer i blandinger af beton, glas og metal – en slags montage af ’designerbygninger’ med fokus på interkontinental modebevidsthed. Få af disse bygninger overraskede imidlertid. De kunne lige så godt være blevet opført i Sydney, Tel Aviv eller Luxembourg.

Med Ando er det anderledes. Hans bygninger vil altid resultere i en slags chokeffekt, hvor gæster på samme tid både vil føle sig udfordret og beroliget. Japanerens grove, men dog elegante arkitektur forhindrer både efterligninger og kopieringer. Tag blot dette hus i Monterrey, som er Tadao Andos første i Mexico. Det dukker frem i en stejl del af Sierra Madre-bjergkæden. Huset har udsigt mod nord ud over den velhavende forstad ved navn San Pedro Garza García. Mod øst ligger Monterreys centrum.

Monterrey er en industriby ved den østlige del af Santa Catarinafloden, som flyder ud mod Mexicos Golf. Byens personlighed præges af det bjergrige landskab og en nationalpark mod syd, mens områderne mod nord er dramatisk isolerede. Man nærmer sig huset ved at stige op fra en skovvej, som løber i zigzaglinjer gennem landskabet. En gang imellem fanger man et glimt af andre nye huse, for eksempel ét af Tatiana Bilbao, halvt skjult mellem træer. For enden af et hårnålesving ligger Casa Monterrey og gemmer sig lidt.

Lige linjer på tværs

På det sidste stykke mod huset skal man passere en lineær bro, som har en væg på den ene side for at give skygge og skærme udsigten af. Familiens medlemmer kan også nå frem til huset gennem en pavillon – den første af adskillige små bebyggelser af støbt beton – og ind i en åben forgård.

Andos byggeplan kombinerer rette vinkler med en række lineære elementer, der gennemskærer planen i 45-gradersvinkler. Siden arbejdet med betonstrukturerne i Osaka har Ando udviklet sig til at være en mester i rektangulær geometri. Fra tid til anden liver en diagonalt placeret væg op på de rigide strukturer – både ved at bryde med de forventede linjer, ved at lade lys skinne igennem og ved at lade det reflektere på interessante måder.

Med større projekter som for eksempel Langen Foundation ved Hombroich i Tyskland eller besøgscenteret ved Château La Coste i Sydfrankrig strækker Ando vægge, stier og søjlers linjer maksimalt for at åbne den arkitektoniske æske op og derved inddrage det naturlige landskab omkring bygningerne.

Dominerende bogreol

I Monterrey bliver huset mere og mere privat, efterhånden som man går hen over grunden. Dette skyldes ikke kun grunden, selvom den skråner mod nord og byen nedenunder. Man får simpelthen lov til at opdage husets primære rum ved den diagonale gennemskæring af grundplanen. Fra en langstrakt hall med dobbelt loftshøjde, fuldstændig glaseret på sin nordvendte facade, kigger man ind til en trekantet pool, der er pyntet med småsten indsamlet i Indonesien. Overfor ser man en langstrakt bogreol sammensat af firkantede moduler.

Mezzaninen i hallen fungerer som en meget elegant spisestue. Hallen er desuden forbundet med en øvre indgang, som huser en skulptur af den mexicanske kunstner Gabriel Orozco. Soveværelserne og opholdsrummene befinder sig på stueetagen. En blotlagt betontrappe med det tyndeste gelænder fører ned til et stort vindue. Den nederste etage er fremstillet af egetræ i den samme varme nuance som bogreolen. Denne næsten geografisk placerede biblioteksvæg ses også i andre af Andos projekter, for eksempel i Ryotaro Shiba Memorial Museum i Osaka.

Den svævende pool

Casa Monterrey er et meget større hus end de bygninger, Ando slog sit navn fast med i begyndelsen af sin karriere. I Mexico har han valgt at lege med indhegninger og udstillinger, efterhånden som man går igennem huset og grunden. Måske er det, fordi han har bidt mærke i, hvordan Mexicos egen mester, Luis Barragán, allerede for årtier siden fandt frem til at manipulere med vægges overflader og lysspil?

Byggeteamet har med huset i Monterrey engageret sig helhjertet i Andos krav. Gulve og den store loftsterrasse er blevet lagt med langstrakte planker (typisk 30 x 90 cm) af grå Colombinosandsten.
Husets struktur tager hensyn til den grundlæggende topografi ved at være åben mod himlen og det køligere nord. Indvendigt har klienternes datter indtaget et af de trekantede rum og indrettet sig
som i en lille hule. Udvendige balustrader dannes af lodrette, uindrammede glasplader. Øjet tillades både at vandre og hvile. Forløbet kulminerer i den glinsende pool, der som et fritbærende plan strækker sig ud over træerne i en uendelig linje. Poolen viser Andos sublime evne til at forene det komplekse med det naturligt elegante, nærmest i en symbolsk lige linje med retning mod Osaka.