Den store GTC4Lusso er den hidtil eneste Ferrari, som kombinerer en V12-motor med firehjulstræk og et bagsæde, der er stort nok til at transportere voksne personer.
Nu fås den ekstravagante familiebil også med en mindre og knap så forslugen, men stadig uhyre kraftfuld V8-motor med turbo.
Da de italienske ingeniører samtidig har gjort den store Ferrari til en ren baghjulstrækker, har man sparet yderligere vægt, hvilket er medvirkende til det 30 procent lavere brændstofforbrug.
De 600 hk sender stadig besætningen af sted med respektabel hastighed – blot 3,5 sekunder tager disciplinen 0-100 km/t., hvilket er en bagatel af en tiendedel langsommere end V12-versionen.