Jaguar F-Pace er en sportsvogn, som tilfældigvis også kan transportere fem personer med bagage hen over stok og sten. Vi har prøvet den slagkraftige diesel med 300 hestekræfter.
På et marked, hvor alle bilproducenter kappes om at få bid, har selv Jaguar nu også lanceret en sportslig SUV, som skal sætte kløerne i de kunder, som ellers ville vælge en Porsche Macan, BMW X4, Mercedes GLC, Volvo XC60 eller Audi Q5 (fortsæt selv listen). For ikke så mange år siden havde det med garanti været et mislykket projekt, men da indiske Tata Motors købte mærket med det hvæsende kattedyr af Ford, smeltede de det sammen med Land Rover og dermed årtiers ekspertise med offroadere, hvilket har givet F-Pace et skud af det rette dna. Den har firehjulstræk, samme frihøjde som en Discovery Sport og stil og prestige på niveau med en Range Rover. Skal du endelig køre gennem Amazonas, hvorfor så ikke gøre det i en Jaguar?
Sporty diesel
Det er i hvert fald ikke kræfter, den mangler. Vi hoppede ombord i versionen med den kraftigste dieselmotor, som leverer 300 hk og et bøffelmoment på 700 Nm og reagerer prompte på ethvert vip med speederfoden. Navnet mere end antyder, at Jaguar gerne vil have dig til at se den som en rustik F-Type, og F-Pace har ganske vist også samme undervognsteknologi som sportsvognen, men der er dog tale om en SUV, som størrelsesmæssigt befinder sig midt mellem en Macan og en Cayenne. F-Pace bygger dog på samme arkitektur som XE og XF, hvilket betyder, at karrosseriet består af 80 procent aluminium. Det holder vægten nede, og takket være en tæt på optimal vægtfordeling og det, der føles som et lavt tyngdepunkt, leverer den også en køreoplevelse, som flere af konkurrenterne må sukke efter. Firehjulstrækket er standard på den største diesel, og mens forhjulene kun trækker med op til 50 procent, når der er behov for det, opleves F-Pace størstedelen af tiden som en kraftfuld baghjulstrækker – hvilket er godt.
Praktisk og smuk
Indenfor er det lykkedes at ramme en stemning af sportsvogn, selvom materialekvaliteten ikke når samme højder som Audi, Mercedes og Porsche – akkurat som grafikken i den standardmonterede infotainmentskærm samt headupdisplayet (28.400 kr.) ikke fremstår lige så raffineret. På listen over ekstraudstyr finder du dog en større (og mere lækker) iPad-lignende 10,3-tommers touchskærm samt 12,3-tommers digital instrumentering, hvilket giver prestigefornemmelsen et nøk i den rigtige retning. De høje dørsider og den ditto midterkonsol giver en intim førerplads, som er mere sporty end SUV-agtig, og den karakteristiske buede linje, som strækker sig hen under forruden, er en fin hilsen til historiske Jaguar-modeller. Det brede (næsten to meter) karrosseri kombineret med korte udhæng giver desuden et ret overbevisende bagsæde med god benplads, mens det 650 liter store bagagerum (som kan udvides til 1.740 liter) også gør en af klassens smukkeste og sportslige SUV-modeller til en af de mest praktiske.
Jaguar F-Pace R-Sport 3.0D
Motor: 3,0 liter, V6, turbodiesel
Effekt: 300 hk ved 4.000 o/min.
Moment: 700 Nm ved 2.000 o/min.
Transmission: ottetrins automatgear
0-100 km/t.: 6,2 sekunder
Tophastighed: 241 km/t.
Forbrug: 16,7 km/l
Pris: 1.082.900 kr. (F-Pace fås fra 645.900 kr.)