Mercedes-Maybach betegner de mest eksklusive modeller fra mærket med den berømte stjerne. Og nu står den på V12, offroad og ekstrem luksus i et og samme køretøj.

For kendere står Maybach som noget af det fineste, du kunne komme trillende i tilbage i førkrigstidens Europa. Siden forsvandt mærket, men i nullerne gav Mercedes-Benz en renæssance til det legendariske navn. I dag er en Mercedes-Maybach en alvorligt luksuriøs version af S-klassen, men flere modeller kommer til, og G650 Landaulet er en af dem.

Du tror, det er løgn, men det er rigtigt nok. Her er tale om en heftigt modificeret og aldeles kostbar udgave af den klassiske (og i dag utroligt hippe) G-klasse.

Den rustikke offroader, som blev lanceret i 1979 og blandt fans aldrig kaldes for andet end en Geländewagen, er i Maybach-uniform blandt andet udstyret med en V12 med biturbo og 630 hestekræfter. Da akselafstanden er forlænget med over en halv meter, kan bagsædepassagererne desuden nyde godt af en ekstra rummelig kabine, som foruden de to Business Class-lignende sæder med massage og klapborde betrukket med læder også byder på store fladskærm og kopholdere, som både kan holde champagnen kold og kaffen varm.

Landaulet-betegnelsen er et klassisk koncept, som muliggør at slå en kaleche ned, så bagsædepassagererne sidder ude i det fri. Det er praktisk, både hvis man har lyst til at nyde solen og den friske luft, eller hvis man er midtpunkt i en parade, hvor det kræves, at man vinker tilbage til de glade tilskuere

Foretrækker man at være privat, kan man blot lade kalechen være lukket. Og trykke på den knap, som nærmest magisk og på et splitsekund forvandler glasset i panorataget til en sort og uigennemsigtigt panel. Og ønsker man decideret at slippe væk fra nogen, er Mercedes-Maybach G650 Landaulet også udstyret med højere frihøjde og 22-tommersdæk, så du kan bede chaufføren om at køre over stok og sten.

Den nye, ekstreme luksus-offroader bliver præsenteret til den internationale biludstilling i Geneve i næste måned. Antallet af producerede eksemplarer begrænses til 99, og hvis rygtet taler sandt, går den som nybagt brød…