Med den nye INSIGNIA går Opel på jagt i BMW’s, Mercedes’ og Audis baghaver. Våbnet er en tilbagevenden til mærkets historiske dyder i klassen for luksusvogne samt særdeles attraktive priser.
Tilbage i begyndelsen af 1970’erne gjorde modeller som Admiral, Diplomat eller Kaptajn det tyske mærke Opel til det oplagte valg, hvis man var i markedet for en stor sedan. På det tidspunkt rodede Volkswagen stadig med bobler og rugbrød, Audi havde netop lanceret sin 100-model til forsigtigt kørende skjortesælgere, mens BMW blot havde planer om en 5-serie.
Til de mere velhavende stod valget mellem en Mercedes eller en Jaguar, så Ford var med Zephyr og senere Granada det eneste reelle alternativ til det solide Opel-trekløver.
Opel holdt fast i de store sedaner i mange år. I 1980’erne kørte statsminister Poul Schlüter Senator, da han udtænkte kartoffelkuren, og den sidste store Opel Omega forlod først samlebåndet i Rüsselsheim uden for Frankfurt i 2003. Men hvorfor nu denne historielektion? Fordi bedst som vi troede, at store sedaner hørte Opel-fortiden til, og fremtiden stod i SUV’ernes tegn, lancerer mærket en stor luksusvogn efter klassisk opskrift. Den nye Insignia er således længere, bredere og langt mere karakterfuld end den ellers meget populære forgænger.
Den nye model hedder helt officielt Opel Insignia Grand Sport, mens stationcarversionen – der kommer senere i år – får navnet Insignia Sports Tourer. Den første er i virkeligheden ikke en firedørs sedan, men en femdørs hatchback med stor, tophængslet bagklap. Det gør bilen væsentligt mere praktisk, mens den visuelt stadig ligner en bil med et gammeldags sedan-bagagerum. Det smukke design er bevaret, men rent teknisk er bilen spritny. Opel har formået at barbere op til 200 kg af vægten, selvom bilen er vokset på alle leder og kanter bortset fra højden. Nyheden fås med alt inden for den seneste teknologi, lige fra Wi-Fi, digitalinstrumentering, adaptiv fartpilot og vejvisning til en opgraderet udgave af Opels ekstremt roste LED-lyssystem, der på den nye Insignia nu kan lyse endnu flere individuelle felter op i nattemørket uden at blænde forankørende, modkørende eller bløde trafikanter. Alt sammen uden at du behøver røre stilken til lyset.
På motorfronten fås den nye Insignia på dieselsiden med enten 110, 136 eller 170 hk, mens benzinudgaverne yder enten 140, 165 eller 260 hk – alle med turbo. Jeg sniger mig ved første testkørsel ombord i en 260 hk-udgave med firehjulstræk og den nye ottetrins-automatgearkasse, for hvis Opel vil genopfinde luksusbilen med et lyn på kølerhjelmen, så er der ingen vej udenom topversionen. Det bedste ved at teste luksusbiler i Tyskland er, at man får mulighed for at afprøve deres evner som langtursvogne ved høje hastigheder. Testbilen lægger tyst fra land. Gearskiftene er hurtige og lydniveauet lavt. Inden længe kører jeg 180 km/t. på Autobahn. Kabinestøjen er lav, og jeg kan tale med min passager uden at anstrenge mig. Undervognen er i komfortindstilling og suger ujævnheder, som kørte vi på noget fra den dyre ende af Hästens sengekatalog.
Ser vi på kabinen, er materialerne lækre og pladsforholdene kongelige, ligesom den nye digitale instrumentering i de større udstyrsvarianter fungerer fint – basismodellerne holder fast i analoge ure. Efter en halv times tid på Autobahn går ruten op i Taunus-bjergene bag Frankfurt, hvor en serie fantastiske hårnålesving sætter undervognen på prøve. Jeg skifter over i Sportsmode, hvor undervognen strammes op, gearskiftene kommer senere, styrtøjet bliver strammere og hvor speederresponsen er hurtigere. Jeg kan fornemme forskellen, men en næsten fem meter lang bil på små 1,7 tons bliver aldrig en sportsvogn, så jeg sætter hurtigt Insignia i Comfortmode igen og nyder i stedet udsigten.
Efter 230 km i den nye Opel er det tid til at konkludere. Insignia er markant bedre end f.eks. den nuværende Toyota Avensis og Ford Mondeo, ligesom den giver den nye Passat kamp til stregen – og det er nok netop denne bil, som Opelen mest af alle kommer til at slås med. Teknologisk er Insignia tæt på konkurrenter som Audi A4, Mercedes C-Klasse og BMW 3-serien, og som komfortabel langtursbil er den ligefrem på par. Den nye Opel er solid og praktisk, den er med på det teknologiske beat, og så er den først og fremmest en uhyre komfortabel langtursbil. Samtidig er prisen markant lavere, og det er med til at gøre den nye Insignia til et yderst interessant alternativ til de sydtyske luksussedaner i firmabilsklassen.
Opel Insignia 2,0T 260 HK 4X4 AUT. Innovation
Motor: 2,0 liter, R4, turbobenzin
Effekt: 260 hk v. 5.300 o/min.
Moment: 400 Nm v. 2.500-4.000 o/min.
Transmission ottetrins: aut.
0-100 km/t.: 7,3 sekunder
Tophastighed: 250 km/t.
Forbrug: 11,6 km/l
Pris: 485.000 kr.