Polestar 1 er den første selvstændige model, efter at det svenske mærke brød ud fra Volvo. En bil, der skal bevise, hvad Polestar kan på egne hjul, og efter en grundig test er motorredaktøren blæst så meget bagover, at Polestar 1 aspirerer til titlen som hans all time-favoritbil.

Det bliver næsten dumt, det her, men jeg bliver nødt til at holde ind igen. Stige ud. Gå en runde om bilen. Se den fra siden af. Forfra. Gå i knæ og følge dens hoftelinje. Se den lige bagfra. Se, hvordan de boomerangformede baglygter indfanger den kække hæk. Jeg tror aldrig, jeg kan blive træt af at kigge på Pole- star 1. Den er mere end bare en bil. Den er i min optik et stykke industriel kunst på hjul. Ikke klassisk og oplagt smuk som en Jaguar F-Type. Ikke aggressiv smuk som en Ferrari Roma, men tidløs, elegant og moden med en ren skønhed, der blæser mig bagover.

Visuelt er Polestar 1 en nydelse, og familieskabet til Volvos 1960’er-sportsvogn P1800 er tydeligt.

Svenskeren har langtfra samme wow-faktor som en Lamborghini ved første øjekast. Men for hver dag, jeg tester den, bliver den bare smukkere og smukkere. Bilen har en elegance som en Spitfire-jager eller en italiensk Riva-motorbåd. Ikke brovtende eller anmassende. Bare sublimt underspillet og uden fejl.

Nu er skønhed naturligvis defineret af de subjektive præferencer hos beskueren. Men jeg er ikke i tvivl om, at det her er en af de smukkeste biler blandt de små 2.000 biler, jeg har testet over årene.

Da Volvo i midten af 2010’erne besluttede at skille Polestar ud og gøre det til et selvstændigt mærke, satte man sig for at bygge en bil, markedet endnu ikke havde set. En bil, der både i forhold til konstruktion, teknik og design skulle sætte overliggeren lige så højt, som den nystartede organisation overhovedet magtede. Det skulle ikke være en bil, man skulle tjene penge på, det skulle være en bil, der beviste, hvad den nye producent kunne.

Det lyder absurd selvfedt, men resultatet er alt andet end en navlebeskuende hyldest til teknikken. Resultatet er en af de mest overbevisende plugin-hybridsportsvogne, verden har set. Firehjulstræk, 600 hk, en elektrisk rækkevidde på over 120 km på en opladning og en 0-100-km/t.-tid på 4,2 sekunder. Alt sammen svøbt i den smukkeste karrosse, jeg har set på en produktionsbil i dette årtusind. Det er en monumental præstation, og kun 1.500 biler vil blive fremstillet, inden produktionen indstilles ved udgangen af året.

”Polestar 1 er mere end bare en bil. Den er i min optik et stykke industriel kunst på hjul”

Indrømmet – jeg er en udtalt bilæstet. Altså en designentusiast, for hvem en bils visuelle dyder spiller en afgørende rolle.

Direktøren for Polestar hedder Thomas Ingenlath, og han er tidligere chefdesigner hos Volvo og manden bag både Volvos og Polestars nuværende designsprog. Et sprog, jeg finder lige så charmerende som italiensk, og dermed er bilerne allerede foran på point, længe inden startknappen trykkes ind. Skulle bilen køre som en flad sækkevogn, ville smukt design naturligvis ikke kunne gøre det. Polestar 1 kører til al held forrygende. Ikke så kompromisløst og potent sportsligt, som tal og design måske kunne indikere, men nok til at imponere og definere sin rolle mere som gran tourer end som sportsvogn.

For nok har bilen 600 hk og 1.000 Nm, og nok rammer den 100 km/t. på 4,2 sekunder, men på trods af en ny og superavanceret kulfiberkonstruktion vejer den 2.350 kg. Det er nærmest det samme som en Bentley GT Speed med en seksliters W12-motor. Drivlinjen i Polestar 1 er bygget op af en toliters benzinturbomotor, der driver forhjulene. På bagakslen sidder to elmotorer, der driver baghjulene. Der er også indbygget en lille elmotor i gearkassen – så der er tre elmotorer og en benzinmotor. Tilsammen giver de i Power-mode bilen sine afsindige kræfter, og på snoet vej fungerer firehjulstrækket pletfrit. Interaktionen mellem de mange enheder i drivlinjen er fuldstændig jævn, og man mærker ikke det mindste til, hvornår hvilke kraftenheder sparker ind hvor.

Med et batteri på 34 kWh og en DC-ladehastighed på op til 50 kW viser Polestar 1 imponerende eldyder.

Man er dog ikke i tvivl om, at benzinmotoren er den stærkeste i hestespandet. Polestar 1 kører mere som en potent forhjuls- end baghjulstrækker, når man presser den ud i nærheden af grænsen. Og du kan ikke få bilen til at slippe lidt på baghjulene, selvom du går hurtigt på gassen ud af en kurve.

Den bliver dog ikke næsetung, og vægtfordelingen viser da også, at 52 pct. af vægten hviler på bagakslen. Da Polestar 1 leverer flere kræfter i forhjulene, hiver den sig mere ud af kurverne, end den skubber. Personligt synes jeg ikke, det er opskriften på en underholdende køreoplevelse, men bilen er effektiv som en sugemalle på indersiden af et akvarium, når det gælder om at holde fast i underlaget.

Svenskeren skuffer dog på ingen måde rent køredynamisk. På langtur er den forrygende godt selskab, og det er her, bilen træder i karakter som gran tourer. Dens kraftoverskud gør den til den perfekte langtursmakker, men den er også glimrende til bykørsel. Bilen æder ujævnheder fint, og driv-linjen trives lige så godt ved 40 som ved 130 km/t. I bykørsel viser den sin styrke som plugin-hybrid (PHEV), og her kan man trille mange kilometer på ren eldrift. Polestar 1 har nemlig et batteri på 34 kWh, og det er vanvittigt meget for denne biltype. På rækkevidde sætter svenskeren overliggeren over alt andet i PHEV-land med de 123 km på ren el, og også på opladning er den førende. Den lader nemlig med op til 50 kW på en DC-hurtiglader, og det betyder, at du kan lade den helt op på ca. 45 minutter. Det er imponerende og bliver ekstra imponerende, når man kommer i hu, at bilen faktisk blev lanceret i 2019. Det er kun, fordi Polestar først i år er kommet til Danmark, at vi tester den nu. Det understreger alt sammen,
hvor godt Polestar er lykkedes med at gøre, hvad de satte sig for – nemlig at lave en bil, der brød med normerne
og satte helt nye standarder.

I kabinen genkender man også det nære familiebånd til Volvo. Det er de samme rene linjer, der går igen, og infotainmentsystemet og det digitale instrumenthus er som i en Volvo V90. På materiale- og samlekvalitet ligger den dog over Volvo – der ellers ligger flot fremme i premium- segmentet. Polestar 1-kabinen er lavet med en kærlighed til materialer og finish, som er med til at retfærdiggøre prisskiltet på 1,8 mio. kr. Det er ikke ekstravagant eller visuelt larmende som en Bentley eller en model fra DS Automobiles, men underspillet med lækkert læder, kulfiber og smukke syninger.

Polestar 1 er en 2+2 ligesom en Porsche 911, men ligesom i sydtyskeren er bagsæderne mest til sportstasker. Bagagerummet er også småt – det rummer kun 143 liter, fordi en del af det store batteri og bilens elektronik er gemt mellem bagsædet og bagagerummet. Fra bagagerummet kan man endog se lidt af elektronikken, da Polestar har installeret en rude ind til bilens elektriske maskinrum. En sjov gimmick, selvom langt de fleste ikke vil ane, hvad de reelt ser på. Jeres testkører inklusive.

Selvom bilen ikke er en køredynamisk oplevelse på linje med en Porsche 911, er den stadig et afsindigt imponerende første skud på stammen fra Polestar. For hvad den mangler i sognevejs-underholdning, vejer den mangefold op i æstetisk nydelse, overskud på de lange stræk og nye standarder for rækkevidde i en PHEV.

Polestar 1 bliver både første og sidste PHEV fra det svenske mærke, for Polestar 2 er en ren elbil, og det samme bliver Polestar 3. Så samtidig med at version 1 slår det nye mærkes navn fast, bliver den også en brobygger mellem verden af i går og verden af i morgen. Som en af meget få biler kan den med fuld troværdighed stille op på både en elbiludstilling og til en track-day med performancebiler. Det er en ret unik position, som vel reelt kun er gjort af BMW i8 før. Polestar 1 spiller derfor lidt rollen som den atletiske tikæmper, der ikke er verdensmester i en enkelt disciplin, men som me- strer så mange, at den til sidst står som den stærkeste. Som generalist er den allerøverst på min automobile ønskeliste for 2021, og tilføjer vi disciplinen rendyrket visuel skønhed, slår den i min bog alt og alle på nybilmarkedet lige nu. Jeg bliver aldrig træt af at se på den.

Polestar 1 er konstrueret med gavmild brug af kulfiber. Hele den centrale del er udført i det stive og lette materiale.

POLESTAR 1

Motor 2,0 liter turbobenzin + en elmotor

Ydelse 600 hk

Moment 1.000 Nm

0-100 km/t. 4,2 sekunder

Topfart 250 km/t.

Elektrisk rækkevidde 123 km (WLTP)

Forbrug 142 km/l (WLTP)

Pris 1.800.000 kr.