Takket være en elmotor er den store Porsche Panamera nu både blevet hurtigere og mindre tørstig. Vi må tilstå, at vi er ganske imponerede over den nye hybridteknologi, som vi uden tvivl kommer til at se mere af, for den giver god mening – selv i en Porsche.

Når du trykker på startknappen, sker der ingenting. Eller det vil sige, den grønne nål i det store ur foran dig rører på sig og indikerer, at du er klar til at køre. Den sekscylindrede benzinmotor er stadig bomstille, når du forsigtigt træder på speederen, og den store firedørscoupé triller afsted. Drivkraften kommer fra en elmotor med 95 hestekræfter, som kan føre dig hele vejen ud af byen med en overraskende anstændig hastighed.

Der findes efterhånden en del hybridbiler på markedet, og de fleste lover, at du kan køre dem på strøm alene. Alligevel er det oftest en illusion, og selv i en Toyota Prius – verdens mest solgte hybridbil – når du som regel kun at flytte dig et par meter fra stoplinjen i lyskrydset, før en traditionel forbrændingsmotor springer i gang og ødelægger den stilfærdige oplevelse af ren el. Sådan oplever vi det ikke i den mest avancerede Porsche nogensinde, og på trods af at vi ikke fik afprøvet, om bilen vitterlig kan skyde en hastighed på mere end 130 kilometer i timen, som Porsche skriver i pressematerialet (i så fald bruger du al strømmen på rekordtid), nåede vi hele vejen ud af München, hvor præsentationen fandt sted, til den herlige autobahn alene ved hjælp af strøm.

Fire køreprogrammer

Der er fire forskellige køreprogrammer. ’Hybrid’, ’Sport’, ’E-Power’ og ’E-Charge’. ’E-Power’ er udgangspunktet, hvor du starter alene ved hjælp af el, og for at hjælpe dig er speederen hårdere at trykke ned, ligesom du mærker et trykpunkt, hvor motoren startes. Når batteriniveauet bliver lavt, skifter bilen automatisk til ’Hybrid’, hvor den så ofte som muligt kører på strøm, mens motoren slukker, hver gang du løfter speederen, så du blot cruiser afsted på behagelig vis.

Lav på strøm? Så skift til ’E-Charge’, hvor benzinmotoren nu bruger nogle af sine kræfter på at oplade batteriet, hvilket kan klares på omkring 25 minutter ved almindelig landevejskørsel. Og vil du blæse på det hele og blot gøre det, en Porsche er bedst til, så skift til ’Sport’, hvor både benzinmotor og elmotor giver den hele armen.

Med en samlet systemeffekt på 416 hestekræfter bliver den miljøvenlige Panamera pludselig til den kraftfulde sportscoupé, den er født til at være, og mens de første 100 kilometer i timen nås på 5,5 sekunder, akkompagneret af et vræl fra den treliters kompressormotor, kan den skyde en topfart på 270 kilometer i timen. Så har du glemt alt om Toyota – og i særdeleshed Prius.

Ypperlig komfort

Indrømmet, Panamera S E-Hybrid er ingen væver sportsvogn. Den er faktisk hele 300 kg tungere end selv en Panamera Turbo S, hvilket måske ikke fornemmes på de lange, lige stræk, men det gør det i dén grad på de snoede veje. Bilen føles mindre skarp i styretøjet og krænger mere i sving og kurver, ligesom bremserne heller ikke har samme fasthed.

Der er en verden til forskel i forhold til eksempelvis den ultraskarpe Panamera GTS. Hybridversionen leverer til gengæld en ypperlig komfort takket være luftundervognen, som er standard, og udstyrsniveauet i den lækre kabine er som altid til den generøse side. Vi synes stadig, at der er lidt for mange knapper på den høje midterkonsol, men designet er lækkert, og alt er skabt i en kvalitet, som kan få selv en Audi-ingeniør til at tage noter.

Man kan have sin mening om Panameras ydre (vi mener, at faceliftet har gjort den ære), men kabinen tiltaler de fleste og giver den rette luksusfornemmelse. I en Porsche vil du helst sidde bag rattet, bortset fra i en Panamera, hvor de to dybe, sportslige enkeltsæder bagi – delt af en midterkonsol (med endnu flere knapper) – kan få enhver til at tage en slapper.

Interessant teknologi

Det smarte er naturligvis, at du kan stille din Panamera S E-Hybrid til opladning, når du ikke skal bruge den – akkurat som din mobil. Der åbnes offentlige ladestationer flere og flere steder, og Porsche har sågar fået søsterfirmaet Porsche Design til at fremstille en yderst stilfuld ladedock, som bestemt pynter hjemme på husmuren.

Alt afhængigt af spænding tager det omkring to og en halv time at lade batteriet op fra nul, og du kan løbende tjekke ladestatus og andre data via en gratis app, kaldet Porsche Car Connect.

Trods den avancerede teknologi er prisen for en Panamera S E-Hybrid en smule lavere end for den effektmæssigt tilsvarende Panamera S. Hybriden skulle i øvrigt kunne køre 32,3 kilometer på en liter benzin, men det kræver naturligvis, at du netop ikke kører den som en Porsche.

Vi er alt i alt begejstrede for den nye Panamera, primært for de massive kræfter. Det bliver interessant at se, hvordan disse for alvor kan udnyttes, når teknologien havner i den mindre og lettere 911, eller endnu bedre – i en Boxster eller Cayman. Vi er bekymrede for de rene elbiler, som stadig har deres udfordringer med rækkevidden, men vi synes godt om hybridteknologien, som bevarer den traditionelle motor og lyd og en benzintank, du kan fylde op.

Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at se mere af den slags.