Ingen udstødningsgas, men masser af power. Tesla Model S har solgt bedre, end selv de største miljøforkæmpere turde håbe, og nu er det strømførende amerikanske bilmærke klar til at lancere endnu en model – Model X.
Model X, som fik europæisk premiere i Genève og nu er på vej til Danmark, er en SUV med plads til syv personer fordelt på tre sæderækker og med tjekkede detaljer som de spektakulære bagdøre – eller Falcon Wings, som Tesla selv kalder dem.
Hvordan disse døre virker i praksis er ikke til at sige, men det bliver det snart, for den danske importør er klar med de første leveringer allerede efter sommeren. De nye afgiftsregler omkring elbiler har ganske vist lagt en dæmper på salget af elektriske biler, men de loyale first movers hænger stadig på. Også selv om prisen på den nye, store Tesla starter ved 940.000 kroner for den mindste version.
Tesla Model X fås i tre udgaver, 70D, 90D og P90D – alle med firehjulstræk. Med en kampvægt på næsten 2,5 tons er det noget af en karet, men med 332 hestekræfter i basisudgaven skulle den være alt andet end langsom. Topmodellen skulle, med den såkaldte Lucridous-opgradering og 539 hestekræfter, eksempelvis kunne sende familien af sted fra 0-100 km/t på helt ned til 3,4 sekunder – eller det samme som en Ferrari 458 Italia.
Den estimerede rækkevidde siges at være op til 489 kilometer på en opladning, og så er Model X desuden proppet med udstyr som LED-forlygter, navigationssystem, parkeringssensorer og et omfattende sikkerhedssystem med bl.a. sidekollisionsadvarsel og automatisk nødbremsning.
Vi har stadig den første prøvetur til gode…