Hvis Ferruccio Lamborghini havde levet i dag, ville han være fyldt 100 år. For at hylde grundlæggeren af det italienske sportsvognsmærke præsenterede man i Genève den mageløse Centenario, der er den ultimative variant af Aventador.

Hyperbilen er skabt i kulfiber, hvilket har sænket vægten betydeligt, mens den gurglende V12 er trimmet til 770 hk, så de første 100 km/t nu tager en bagatel af 2,8 sekunder. Du kan også tage bilen  med på en bane og forevige dine evner ved hjælp af de indbyggede kameraer – bagagerummet under fronthjelmen er skrædderbygget til to hjelme.

Der bliver kun bygget 40 eksemplarer, hvor halvdelen bliver topløse Roadster-versioner, og modellen vil koste omkring de 13 millioner uden afgifter. Og navnet? Centenario er også en særlig spansk guldmønt, hvilket er helt i tråd med Ferruccio Lamborghinis fascination af det spanske. Både den klassiske Miura og den moderne Aventador er opkaldt efter berømte spanske kamptyre, mens halvfemsernes Diablo var en rullende fortolkning af det spanske udtryk for djævel …