En SUV er optimal, hvis man bor i vildmarken eller et afsides sted, hvor der ikke ryddes sne, men langt de fleste modeller herhjemme forlader aldrig asfalten. Så når Mercedes stolt præsenterer en helt og aldeles rå version af den i forvejen upolerede G-klasse, tænker man umiddelbart ’hvorfor?’. Og det tog vi så til Stockholm for at finde ud af.
En Mercedes G-klasse er en bil helt for sig. Lige med undtagelse af det hedengangne amerikanske misfoster af en bil ved navn Hummer, findes der næppe en mere kantet og rå bil at se på end en G-klasse. Den er hverken pænt designet, strømlinjet eller specielt godt proportioneret. Måske netop derfor har den så mange fans. Den er som en fusion af et køleskab og en kampvogn, men hvad i alverden skal man dog bruge sådan en bil til?
Da ledelsen i Mercedes tilbage i 1979 blev præsenteret for den første G-klasse, havde den nok ikke forestillet sig, at selvsamme bilmodel skulle blive et ikon 30 år senere blandt nyrige rappere og smarte business-typer, som bruger bilen i deres nonverbale kommunikation. Det skal så også siges, at selv om linjerne på den første version er meget lig den bil, der triller ud fra fabrikken den dag i dag, er meget ændret, og bilen er i dag en luksusbil med en prislap, der starter ved ca. 1,7 mio. kr. i Danmark. Topmodellen er en G 65 AMG med V12 motor og bi-turbo til 5.230.000 kr.
- Det varer ikke længe, før vores blankpolerede G 500 ser ud, som om den bør se ud — med mudder op ad siderne.
- Ikke engang de isglatte klipper i det svenske øvelsesterræn kan sætte en stopper for den nye kæmpe fra Mercedes.
- Med to ekstra spærredifferentialer kan bilen klatre som en anden bjergbestiger.
- Mercedes har skabt en bil, som på trods af en høj grad af luksus og komfort stort set kan klare alt, men iden vil ikke være fornøjeligt selskab i en proppet storby.
Fra nydelig til ekstrem
Scenen er sat til en offroadbane en times kørsel uden for Stockholm. Det er bidende koldt, og flere dage med regn og sne har præpareret terrænet til at være det perfekte sted at teste en rå firehjulstrækker.
Der er linet en stribe af den helt nye G 500 op, som skinner så nydeligt om kap, at man næsten ikke nænner at skulle svine dem godt og grundigt til. Men den nye, neddroslede V8’er på fire liter skal jo ud at arbejde, så vi pløjer på instruktørernes opfordring øvelsesområdet op. De polerede café-racere ændrer nu karakter i takt med, at hullerne i alufælgene bliver fyldt op med mudder. Der er ikke ret meget, bilen ikke kan magte, men enkelte steder må den dog give op. Og det er der selvfølgelig en mening med.
Det gul-grønne neonmonster
Formålet med at lade os se, hvor begrænsningerne for en G 500 ligger er nemlig at lade os komme ud i den helt nye og meget ekstreme G 500 4×4^2. Den er en light-version af den voldsomme G 64 AMG 6×6, der med sine seks aksler og over 3.500 kg er en luksustruck for oliesheiker og deres familier – og kun bygget i 150 eksemplarer.
Det gul-grønne monster, vi får stillet til rådighed, har kun to aksler, men er både højere, bredere og langt mere aggressiv at se på end den almindelige G-klasse. De store hjul på 22 tommer gør, at man træder op i førerhuset, og således har bilen hele 45 centimeters frihøjde og kan klare at køre igennem op til en meters vanddybde.
Sammen med flere spærredifferentialer og andre tekniske spidsfindigheder er der stort set ingen forhindringer, denne bil ikke er i stand til at forcere. Alle de steder, hvor den almindelige G 500 med nøjagtigt samme motor måtte give op, tordner det gul-grønne monster lige igennem på en meget overbevisende måde. Enkelte steder foregår kørslen dog på grund af is og sne med instruktøren bag rattet, og vi laver nedstigninger fra klipper, som man skulle tro var umulige i en over tre tons tung metalkasse på gummihjul – alt imens den tyske instruktør kom med denne kommentar: ”Iff annyzing goes wroong, I have direct access to STUTTGART …”
Og så var der jo ingen grund til at være nervøs …
Vanedannende på en bizar måde
Den helt firkantede bil med det rå og upolerede look, som bare på alle måder er så himmelråbende forkert og overflødig, medmindre man bor i ørkenen eller i vildmarken, burde ikke have nogen tiltrækningskraft på normalt tænkende mennesker. Men jeg må indrømme, at den drager mig på en eller anden underlig måde. Jeg vil også have sådan et firkantet køleskab, som bruger en masse benzin og har døre så tunge, at man risikerer en fibersprængning, når man skal hamre dem i.
Hvorfor? Jo, fordi den er sin egen, og fordi man som ejer af en G-klasse signalerer, at man ikke gider være som alle de andre.