I den mangeårige tvekamp mellem Porsche og Mercedes er denne grønne bombe det mest kraftfulde våben til dato.

Måske ryster det endda gulvet i bestyrelseslokalet i Zuffenhausen, for Mercedes-AMG GT R er proppet med så megen racerteknologi, at den bør kunne skræmme selv den mægtige 911 GT3.

Under hjelmen med de markante power domes ligger en fireliters V8 med hele 585 hk, som sender dig fra 0-100 km/t. på 3,6 sek. og videre til topfarten på 318 km/t. Ud over at være udstyret med et bodykit, der får den aggressive coupé til at ligne noget fra en racerbane, gemmer bilen på højteknologiske finesser.

Undervognen kan ligesom hækvingen justeres manuelt (hvis du er fiks på fingrene), ellers trykker du bare på nogle knapper. Desuden kan du vælge mellem ni (!) forskellige opsætninger af ESC-systemet via en drejeknap mellem de ultralette sportssæder i kulfiber. Undervognen er opgraderet med baghjulsstyring (akkurat som på 911 GT3), hvilket giver endnu skarpere styreegenskaber ved lave hastigheder samt mere stabilitet ved høje.

Det bedste forventes næsten at være lyden, for her lover AMG-folkene endnu mere brøl end i standardversionen, som i forvejen ikke er af den stille type …