Range Rover leverer en genfødt Evoque med flere praktisk dyder, lavere pris og en kabine i digitaliseringens tegn. Eneste minus er lidt for mange flødeskumskager på sidebenene.
Da Range Rover så dagens lys tilbage i starten af 1970’erne, var målet at levere samme terræntalenter som i en klassisk Land Rover uden modellens traktorlignende køreegenskaber og komfortniveau. Det var et koncept, som herregårdsejere og velbeslåede jægere kunne forstå, og siden har Range Rover stået som noget af det ypperste udi offroadluksus og komfort.
I takt med at det segment, som min far – tidligere jordejer – kalder for ’de elendige byboer’, fik øjnene op for Range Rovers stil og talenter, fik briterne også øjnene op for dem som målgruppe. Range Rover tiltrak pludselig bilkøbere, der satte pris på mærkets historie og stil, men ikke nødvendigvis skulle bruge bilerne til at transportere jagthunde eller et par geværer fra Holland & Holland ud i en mose. De brugte mere bilerne til at pendle mellem storbyjunglens insteder.
Første model, der var øremærket denne nye målgruppe, var Range Rover Sport. Den havde en klassisk Range Rover-profil og -attitude, men i en lidt mere asfaltorienteret opsætning. Der gik ikke længe efter introduktionen i 2005, før New York City var bilens største marked.
I 2011 smed Range Rover så en trillende håndgranat ind i markedet for små luksus-SUV’er – et marked, som i virkeligheden ikke rigtig var opfundet endnu. Modellen hed Range Rover Evoque og lignede ikke den originale Range Rover synderlig meget.
Den var dog unik i sin stil med skarpe streger, sammenknebne øjne og en kæk hæk, som talte til både mænd og kvinder. På otte år er Range Rover Evoque solgt i omkring 800.000 eksemplarer, og modellen har ændret Range Rovers image og hevet flere yngre kunder og kvinder ind bag rattet af mærkets biler.
Den nye Evoque er den svære 2’er. Enhver, der har set Rambo 2 eller kan huske, hvordan det danske landshold spillede ved EM i England tilbage i 1996, vil vide, hvor svært det kan være at følge op på en succes.









Testbilen er en First Edition, der har fået alt, hvad den kan trække af udstyr fra Range Rovers bagkatalog, lige fra digitalt bakspejl til en offraodmenu længere end menukortet på mit lokale pizzeria. Læg dertil en række frække visuelle detaljer som det sorte tag og et sæt 20-tommersfælge, og nyheden ligner mere noget fra en musikvideo end fra den britiske provinsadels ønskeliste.
Det er imidlertid netop meningen med Evoque. Den skal være smart og trendy, og visuelt spiller den nye Range Rover videre med de kort, som den første generation fik på hånden.
Det virker. Jeg kunne måske godt have tænkt mig lidt mere nytænkning og chokeffekt, for det var netop det, der gjorde den første generation af Evoque unik. Men på den anden side var bilen en kæmpe succes, og der er ikke nogen grund til at revolutionere en opskrift, der allerede virker.
Range Rover har dog finpudset konceptet. Bagsædet i den gamle model var ikke til folk over den alder, hvor Disney Sjov og bland selv-slik for en 20’er udgør en forrygende fredag aften. Den nye Evoque har fået en længere akselafstand, og det betyder, at voksne kan bruge bagsædet til andet end deres tasker. Bagagerumspladsen er også blevet større, og i det hele taget optræder bilen mere voksen og funktionel end første generation.
Pladsen omkring føreren har fået en digital overhaling, og alle udgaver undtagen den nærigste basismodel har fået digital instrumentering og et par store digitale skærme på midterkonsollen. De fleste funktioner er nu placeret i menuer i de store touchscreens, og det fungerer fint, når man først er blevet dus med menuernes opbygning.
Knapperne til at justere varme og sædevarme er dog stadig manuelle, så man ikke behøver at tage vanterne af de første ti km en kold vinterdag. Jeg ser det som et udtryk for den lavpraktiske Land Rover-logik, man stadig kan finde i luksusmærket Range Rovers modeller.
Køredynamisk er den nye Evoque ikke på niveau med f.eks. en Jaguar F-Pace eller en Alfa Romeo Stelvio. Men Range Rover handler også mere om komfort end om kurvetalenter. Et kig på bilens egenvægt afslører dog, at den nye model har tilbragt lige længe nok ved dessertbuffeten med scones og flødeskum på sin vej gennem udviklingsforløbet. Ikke at det isoleret set er noget problem, men tag f.eks. testbilen med en 180-hestes dieselmotor og et moment på 430 Nm. Sammen med den nitrins gearkasse skulle der være lagt i ovnen til en vaks køreoplevelse, men bilen skal bruge 9,3 sekunder på at ramme 100 km/t., og topfarten kommer kun med nød og næppe over 200 km/t.
Bilen er måske en anelse for tung – dens størrelse taget i betragtning. Forklaringen er, at Evoque i langt højere grad end de tre andre modeller i Range Rovers modelprogram er fremstillet af stål frem for aluminium. Faktisk bliver Evoque dermed omkring 50 kg tungere end sin storebror Velar, som er i omegnen af en halv meter længere.
Forklaringen er, at højstyrkestål fylder mindre end aluminiumsdele, og ved at benytte stål kan man lave en bil, der er mere rummelig og kompakt – hvilket matcher Evoques hjemmebane i storbyen. Jeg ville dog personligt hellere have mindre bagage- og bagsædeplads end slæbe rundt på de ekstra kilo. Vil man have Evoque i en hurtigere udgave, fås den med op til 300 hk, men i min bog ville det give en mere elegant totaloplevelse, hvis man sendte Evoque på slankekur i stedet for at fodre den med steroider.
Range Rover Evoque handler dog primært om stil, offroadtalent og en oplevelse af luksus. Kabinekvaliteten er udsøgt, og bilen klarer terrænudfordringer, som jeg ikke ville byde konkurrenter som BMW X2 eller Alfa Romeo Stelvio. Evoque er tro mod sit Range Rover-ophav, den er mere funktionel end sin forgænger, og så er priserne faldet i forhold til forgængeren. Det er slet ikke dumt og vil sandsynligvis gøre den nye Evoque til en større succes på det danske marked end forgængeren.
FAKTA
Model: Range Rover Evoque First Edition 180D
Motor: 2,0-liters R4-turbodiesel
Ydelse: 180 hk v. 2.400 o/min.
Moment: 430 Nm v. 1.750-2.500 o/min.
Transmission: nitrins automatgear, firehjulstræk
0-100 km/t.: 9,3 sekunder
Topfart: 205 km/t.
Forbrug: 14,1-14,9 km/l
Pris: 856.880 kr.
Læs mere om leasing og priser her.
Læs hvad vi ellers skriver om biler her.