Henrik DreboldtCross Turismo er en Porsche Taycan, der har været en tur til optagelsesprøve i Jægerkorpset. Mere rå, mere terrænduelig, men alligevel uden at sætte elbilens dyder over styr. Og ja, Porsche flytter endnu en gang grænserne!
Det, I ser på lige her, mine damer og herrer, er en elektrisk stationcar med særligt fremavlede terræntalenter. Kort sagt en bil, der er alt det, en Porsche 911 ikke er. Vi har tidligere talt om, hvor langt man kan strække et varemærke, uden at det kommer til at virke åndssvagt – som da det amerikanske modemagasin Cosmopolitan tilbage i 1990’erne lancerede sit eget yoghurtmærke. Men Porsche mestrer balancegangen. Taycan Cross Turismo er langt mere en Porsche, end man skulle tro ved første øjekast. Det beviser bilen på en ca. 1.000 km lang tredages maratontest med alt fra motorvej til bykørsel, landeveje, snoede sogneveje, grusveje og seks km på stranden langs den jyske vestkyst.
Grundlæggende set er Cross Turismo en videreudvikling af Porsches første elbil, Taycan. Bagerste del af karrosseriet er dog ændret, så bilen nu er en stationcar – lidt a la Panamera Sport Turismo med en højere taglinje ud mod hækken på bilen samt en tophængslet bagklap. Det gør ikke Porschen Volvo-herregårdsvogn-rummelig, men med et bagagerum på 405 liter og ekstra 84 liter ude under forklappen er den væsentlig mere brugbar og tilgængelig på den praktiske front end den almindelige Taycan.
Derudover har Cross Turismo fået plastik omkring skærmkanterne, så du ikke ridser lakken, hvis du bevæger dig væk fra asfaltvejen. Frihøjden er to cm højere end på en almindelig Taycan, og køber man den med offroadpakken, får man endnu en cm frihøjde at lege med.
På den tekniske front deler bilen batteri og drivlinjer med den almindelige Taycan, men mens Taycan kan fås med baghjulstræk, har Cross Turismo altid firehjulstræk. På rækkeviddefronten kører Cross Turismo fra omkring 390 til 450 km på et fyldt batteri – ifølge den officielle WLTP-standard, afhængigt af model og udstyrsniveau. Mindste udgave er en 4S med 380 hk (476 hk i overboost), mens den kraftigste er en Turbo S med 625 hk (761 hk i overboost).
Testbilen er en Turbo med 625 hk (680 hk i overboost), og så fås modellen også som en 4S med 490hk (571 hk i overboost). 4S er i virkeligheden nok den optimale drivlinje til Cross Turismo, for 0-100 km/t. på 4,1 sekund og en topfart på 240 km/t. synes godkendt i en stationcar undfanget til mudderbrydning.
Det første lange stræk af testturen går fra København over Fyn til Jylland. På motorvej er Cross Turismo en decideret fornøjelse. Støjsvag som en stillekupé fyldt med krydsogtværsløsende pensionister og komfortabel som en Rolls-Royce el- ler Bentley. Luftundervognen er så uhyre komfortabel, at selv ikke prinsessen ville mærke, hvis vi kørte over en ært.
På forbrugsfronten er bilen en anelse grådig – den triller med et forbrug på lige under 30 kWh/100 km. Det betyder reelt set, at jeg med 110-130 km/t. kun kan køre lige under 300 km – i en testbil med en WLTP-rækkevidde på 414 km. Jeg holder ind og lynlader ved Fredericia fra 30 til 70 pct. på en 175-kW-lader og tanker små 180 km ekstra rækkevidde på 18 minutter.
Bilen har et avanceret 800-volts-elsystem, der tillader hurtigladning med op til 270 kW. Personligt kunne jeg godt have ønsket mig en realistisk rækkevidde på 100 km mere, for når bilen er fuldt opladet, siger kørecomputeren en forventet rækkevidde på 360 realistiske km, og det er til den nærige side i 2021 – også selvom bilen er en lynladekonge.
Selvom Cross Turismo er et flyvende tæppe på motorvej, er det ikke der, den lever. Bilen er en Porsche, og for at levere som Porsche skal den være sjov, ikke kun i en lige linje, men også når vejen snor sig som en tabt kogt spaghetti. Den slags – altså ikke spaghetti – har de i metermål i Jylland. Jeg finder en serie herlig trafikforladte snoede sogneveje og sætter bilen i Sport Plus. Accelerationerne akkompagneres nu med en kraftigt forstærket lyd af elmotorerne, og selvom det kan synes plat, lægger det en kærkommen dimension til køreoplevelsen. Cross Turismo har masser af vejgreb, men lader dig samtidig arbejde med tingene. Den udfordrer dig, når du udfordrer den. Bilen er ikke klinisk som en firehjulstrukket Audi. Jeg smiler over hele femøren på den der barnlige jeg-har-bygget-min-første- sæbekassebil-og-er-på-vej-ned-ad-den- lokale-kirkebakke-facon, og det er uvurderligt. Men den almindelige Taycan giver samme fornemmelse.
Jeg finder derfor nogle lange grusveje, sætter bilen i ’Gravel’-indstillingen og giver lidt los. Gravel er lavet til at få så mange kræfter ned i underlaget som muligt uden at kaste sten og grus målløst til højre og venstre. Heldigvis åbenbarer der sig nogle åbne kurver med godt udsyn, og bilen lader dig slå med halen og lave tilløb til powerslides.
Sidste udfordring bliver en tur på stranden. Ikke i den solbadende forstand. Jeg hæver bilen så meget, jeg kan, da jeg kører nordpå fra Blokhus med Vesterhavet på venstre hånd. Det har været vildt vejr med skybrud i et par dage, så den normalt lette strækning mod Løkken har dybe og vandfyldte hjulspor, som en almindelig Toyota Corolla snildt kunne strande i. Men med fart, fokus og bilens systemer på stilke spadserer Porschen gennem alle udfordringer.
Det gør ikke automatisk Cross Turismo til en ægte Porsche, især ikke hvis du er af den overbevisning, at en ægte Porsche SKAL have en sekscylindret boksermotor placeret bag bagakslen – men så har du siden lanceringen af Panamera og Cayenne været klar til at fatte fakkel og høtyv og marchere mod Stuttgart.
Men se på den nye Taycan, som da den første Porsche 356 så dagens lys i slutningen af 1940’erne. Ferdinand Porsche byggede dengang simpelthen en bil, der ikke fandtes, men som han savnede. Det samme kan siges om Cross Turismo. Der findes ikke andre terrængående performance stationcars på el. Bilen er født ud af samme ånd som 356, den er underholdende som en Porsche, og så flytter den grænserne for, hvad vi har set indtil nu. Det gør den alt sammen til et pragteksemklar af en Porsche i min bog.
