Det årlige Formel 1-løb i Monacos gader er om ikke det største, så uden tvivl det vigtigste og mest prestigefulde grandprix i historien. Hvert år fyldes det lille fyrstedømme med fans og celebrities fra hele verden, for det betyder egentlig ikke noget, om du kan lide motorløb eller ej – bare du er der.

De er der alle sammen. Skuespillere, oliesheiker, rockstjerner, kongelige og diverse milliardærer fra det meste af kloden. Når der er Formel 1 i Monaco i maj, er alle vilde med Formel 1. Sammen med 24-timers Le Mans og det amerikanske Indianapolis 500 danner Monaco-grandprixet den såkaldte Triple Crown, som i øvrigt kun én kører har formået at sikre sig, nemlig englænderen Graham Hill. Det specielle ved Monaco er, at løbet foregår på snævre gader i en havneby, som er bygget til alt andet end netop racerløb. Mens racerbaner verden rundt har måtte kaste milliarder efter udbygning og ombygning i sikkerhedens tegn, har den historiske bane i det gamle fyrstedømme på forunderlig vis formået at gå gennem Formel 1-sportens mere end 60-årige historie uden de voldsomme ændringer.

Den 3,3 km lange bybane bringer stadig kørerne op og ned ad stejle bakker, gennem Formel 1-kalenderens langsomste sving og sågar via en mørk tunnel, hvor farten er højest. Grandprixet er ingeniørernes mareridt, for ingen Formel 1-biler i er i princippet skabt til så spektakulær en bane, som kørerne bliver præsenteret for i Monaco.

Eller som den tredobbelte verdensmester Nelson Piquet sagde i firserne: ”At køre Formel 1 i Monaco svarer til at flyve helikopter i dit soveværelse.”

800 hk i snævre gader

Var det ikke for løbets historie, var det for længst blevet netop historie. ”Havde man præsenteret Formel 1-organisationen for sådan en bane i dag, havde de nok bare grinet af dig,” siger Jan Magnussen, som to gange i sin Formel 1-karriere kørte på den berømte bane. ”At vinde dét løb er kronjuvelen, ingen tvivl om det. Men når jeg tænker på Monaco, så tænker jeg først og fremmest på det glamourøse ved løbet, de kendte og rige, de kæmpestore yachts, som fylder havnen, og alle helikopterne, som lander og letter konstant. Grandprixet i Monaco er meget andet end et Formel 1-løb, vil jeg sige. Nærmere en meget stor, dyr fest,” siger han og hentyder til de mange VIP-events, som sponsorer og teams afholder i den mondæne havneby i løbet af Formel 1-ugen.
Magnussen har som bekendt givet sine hurtige gener videre til sønnen Kevin, som i 2014 kørte sit første Formel 1-løb i Monaco for McLaren – i øvrigt det team, som har vundet flest sejre i de snævre gader. Også han deler sin fars indtryk af begivenheden. ”Dét, jeg synes er specielt ved Monaco, er løbets historie,” som han sagde til pressen forud for løbet i 2014. “Og så skader glamourfaktoren selvfølgelig heller ikke.”

Den unge dansker sidder i år i en Renault-racer og skal med sin teamkammerat Jolyon Palmer forsøge at hente VM-point til det genopstandne franske team. En opgave, der bestemt ikke er ligetil på en bane, som altså i virkeligheden ikke egner sig til race. ”Her er alle svingene skam tricky,” som Kevin Magnussen tørt svarede, da en TV3-reporter bad ham beskrive, hvilket sted på banen, der var mest udfordrende. Ord som ’ubarmhjertigt’, ’vanvittigt’ og ’sindssygt’ bruges flittigt, når Formel 1-kørere skal forklare, hvordan det er at køre en racerbil med omkring 800 hestekræfter rundt i Monaco.

Havnede i bassinet

Formel 1 i Monaco er da heller ikke gået gennem historien uden ulykker, selv om hastigheden på banen ikke når de højder, som opleves på traditionelle racerbaner. At køre racerløb med havudsigt må siges at være en leg med djævlen, og to gange er en bil da også røget i havnebassinet. Den mest kendte episode var, da Lancia-køreren Alberto Ascari under 1955-løbet missede en chikane på vej ud af tunnelen, torpederede et rækværk og endte i vandet. Italieneren svømmede i land, stadig med sin blå hjelm på hovedet, og slap med en brækket næse.

Værre gik det for briten Jenson Button, som under træningen til 2003-løbet røg i rækværket med 280 kilometer i timen i sin BAR-Honda, da også han missede den berygtede chikane efter tunellen. Englænderen mistede bevidstheden ved ulykken og måtte tilbringe en nat på hospitalet for at komme til hægterne.

Også danske Jason Watt har prøvet at komme galt af sted i Monaco, dog i en Formel 3000-racer,  da han i 1998 ellers lå suverænt i spidsen for et løb, han var lidt for sikker på at vinde. ”Jeg begyndte at tænke på, hvem jeg skulle takke først, og jeg begyndte at forestille mig stå sammen med Prins Albert og få trofæet. Det skal man ikke gøre, mens man kører 250 km/t ned ad en tagrende,” sagde den tidligere racerkører i et interview med TV 2. I et kort og ukoncentreret øjeblik endte hans løb i autoværnet, og trods ærgrelsen ved at miste sejren, kan Jason Watt og mange andre kolleger og fans trods alt glæde sig over, at ingen kører nogensinde har mistet livet under et Formel 1-løb i Monaco.

Fest på skibet

Det glamourøse overskygger selve løbet, vil de fleste, som har stået i marinaen i Monaco under grandprixet, nok sige. Den ene store yacht overgår den anden, og præcis som Jan Magnussen beskriver, er der travlt på helikopterlandingspladsen (hvorfor de største både af praktiske årsag har egen helipad).

Det er ingen hemmelighed, at priserne for et værelse på byens hoteller flerdobles i Formel 1-ugen, og er du indehaver af en lejlighed med udkig til banen, kan det blive en god forretning af leje den ud til dem, som vil give hvad som helst for en bid af festen.

Den bedste udsigt siges at være fra terrassen på den 65 millioner euro dyre penthouselejlighed Ermanno Palaca, hvorfra man både har udsigt over start/stop, chikanen, pitlane, udgangen fra tunellen og et par sving. Prisen for en plads på terrassen under kvalifikationen lørdag og selve løbet om søndagen er 4.800 euro, men så er der også fri adgang til champagnebar og frokost kreeret af Giorgio Armanis foretrukne kok.

Vor mand med yachttegn

En af dem, som har oplevet Formel 1-løbet i Monaco på første klasse, er Luxury Aficionados’ urekspert Kristian Haagen, som i 2014 blev inviteret af urmærket Tag Heuer. “Jeg blev hentet i Nice i en stor, sort Mercedes og blev kørt direkte til havnen i Monaco, hvor Tag Heuer havde lejet en kæmpestor yacht. Her husede de både journalister, kunder og venner af huset. Jeg havde min egen kahyt, og det var sådan noget med tjenere med hvide handsker, champagne på køl og en pool, som blev omdannet til et kæmpe dansegulv om aftenen, hvor den verdensberømte DJ Mark Ronson i øvrigt var fløjet ind for at spille,” fortæller Kristian Haagen.

”Jeg husker, at jeg ankom lidt tidligt og derfor havde tid til at inspicere båden. Der var mere end ét dæk, fandt jeg ud af, og oppe på det øverste fandt jeg en liggestol og blev budt på et glas champagne af en tjener, som pludselig dukkede op. Kort efter kom en anden tjener og tilbød at pudse mine solbriller – og så lå jeg ellers dér og kiggede direkte over på Formel 1-pitten, hvor de så småt gjorde bilerne klar, mens en mand pudsede mine solbriller. Det var fandeme dekadent.”

Et epicenter for glamour

Kristian Haagen forstår godt, hvorfor brands som Tag Heuer bruger mange millioner på så ekstravagante VIP-events. ”Prøv lige at forestille dig, hvor stort et indtryk du gør på dine kunder, når du indlogerer dem på samme både som filmstjerner. Det er ikke noget, du glemmer lige med det samme. Samtidig fungerede alle gæsterne som ambassadører i byen, da vi blev tilbudt at iføre os et Tag Heuer-ur hele weekenden. Nu er Tag Heuer jo ikke verdens dyreste urmærke, men når det bliver lullet ind i så overrumplende luksus, så bliver det automatisk noget, man stræber efter. Seduction, seduction, seduction,” siger Haagen, som i øvrigt ikke beskriver sig selv som nogen stor motorsportsekspert. Alligevel fik han en kæmpe oplevelse, da han i 2013 overværede Nico Rosberg vinde Monaco-løbet, præcis 30 år efter at hans far, Keke, havde gjort det samme. “Jeg fik overrakt Nicos kørehandsker efter løbet, og dem har jeg naturligvis stadig liggende derhjemme. Det var i øvrigt samme år, hvor Gumball-løbet (berømt landevejsrally for celebrities og velhavere i Lamborghinier og andre kostbare biler, red.) sluttede med en kæmpefest i Monaco, hvilket for alvor gjorde byen til et epicenter for alt det her glamourøse, som Formel 1 i Monaco jo i virkeligheden handler om,” siger Haagen.

Vores mand slår dermed hovedet på sømmet i beskrivelsen af Formel 1-løbet i Monaco. Eller som Lord Hesketh, den excentriske ejer af et tvivlsomt Formel 1-team i halvfjerdserne, meget præcist formulerede det, da han blev spurgt om teamets præstationer i Monaco: “Vi har måske ikke den hurtigste bil på banen. Men vi har uden tvivl den største båd i havnen.”

Verdens mest prestigefulde racerløb

Formel 1-løbet i Monaco går helt tilbage til 1921, hvor det første officielle grandprix blev afviklet med støtte fra den daværende Prins Louis II. Også dengang blev løbet organiseret af Automobile Club de Monaco – og vundet af den engelske William Charles Frederick Grover, som i øvrigt også var hemmelig agent og senere blev dræbt af nazisterne.

Kørerne var dengang enten fabriksansatte eller velhavende ’gentleman racers’, og også den franske vinavler, digter og filmproducent Philippe de Rothschild var på startlisten – dog under andet navn. Løbet tiltrak snart de store teams som Ferrari og Maserati, og da Formel 1-serien blev etableret i 1950, blev Monaco tildelt et grandprix og har siden 1955 været en fast del af mesterskabet.

I tresserne var englænderen Graham Hill (far til den senere F1-verdensmester Damon Hill) den helt store sejrsherre med fem triumfer, mens Ayrton Sennas seks Monaco-sejre i perioden 1987-1993 stadig er rekord blandt kørerne.

Monaco siges at være den mest utidssvarende Formel 1-bane, der findes, og var man kommet på ideen om et løb i de snævre gader i dag, var den med al sandsynlighed blevet afvist. Men netop omgivelserne, historien og det glamourøse præg gør, at begivenheden er elsket af såvel kørere som fans.