Den internationale biludstilling i Paris gav debut til en perlerække af nyheder i denne uge. Vi har fundet fem vigtige, du bør kende til.

Audi Q5 – den populære crossover er blandt de vigtigste modeller for mærket fra Ingolstadt, og i Paris løftede tyskerne sløret for anden generation. Den er vokset i stort set alle retninger, hvillet helt naturligt har givet mere plads i kabinen, mens vægten er faldet med omtrent 90 kg. Designet er som du ville forvente det – en kende skarpere end før og med tydelige bånd til den just præsenterede A5. Af nyt udstyr kan nævnes de smarte Matrix LED-lygter, mens motorprogrammmet er blevet forfinet og starter med en 150-hestes 2,0 TDI, men også byder på en 252-hestes turbobenziner og en ekstra kraftig V6-diesel med 286 hestekræfter.

Ferrari GTC4Lusso T – den store GTC4Lusso er den eneste Ferrari, som kombinerer en V12-motor ned firehjulstræk og et bagsæde stort nok til at transportere voksne personer. Nu fås den ekstravagante familiebil også med en mindre, knap så forslugen, men stadig kraftfuld V8-motor med turbo. Da man samtidig har gjort den store Ferrari til en ren baghjulstrækker, har man sparet yderligere vægt, hvilket er medvirkende til det 30 procent lavere brændstofforbrug. De 600 hestekræfter sender stadig besætningen afsted med respektabel hastighed, for blot 3,5 sekunder tager disciplinen 0-100 km/t, hvilket er blot en tiendedel langsommere end V12-versionen.

Mercedes Generation EQ Concept – rygterne talte sandt, og Mercedes præsenterede på Paris-udstillingen et helt nyt brand, som skal markedsføre fabrikkens fremtidige kuld af elektriske biler. Et ungdommeligt mærke, der inden 2025 vil lancerede hele 10 forskellige modeller, som Mercedes-topchef Dieter Zetsche meddelte til det storstilede pressemøde. Den første EQ-model er stadig et koncept, men ligner en crossover på størrelse med en Mercedes GLC, med effekt på op til 400 hestekræfter på ren el og en rækkevidde på op til 500 kilometer. Naturligvis spækket med alskens innovationer, for eksempel Car-to-X-teknologi, som gør det muligt for bilen selv at kommunikere med andre biler omkring sig.

Land Rover Discovery – mens den klassiske Discovery altid har været lige så strømlinet som en skibscontainer, fremstår den nye version markant mere sexet og sportslig. Tilhængere af det traditionelle, kantede design skal nok lige vende sig til det mere Evoque-agtige udseende, ikke desto mindre lever ‘Discoen’ stadig op til løftet om af kunne anvendes til hvad som helst. Det stilfulde interiør er luksus og hightech i perfekt symbiose, og den lavere, smallere, men længere og helt 480 kg lettere firehjulstrækker kan køre gennem 90 cm dybe vandhuller og byder desuden på en videreudviklet udgave af det intelligente Terrain Response-system, som tilpasser luftundervogn, drivline og assistentsystemer til hvilket som helst underlag.

Porsche Panamera 4 E-Hybrid – få uger tid efter lanceringen af den nye Panamera afslører tyskerne nu en tredje, grønnere og mere effektiv version af den store familie-Porsche. Ved at kombinere V6-motoren fra Panamera 4S med en elektrisk motor udvikles 462 hestekræfter – tilstrækkeligt til en 0-100-tid på 4,6 sekunder og en topfart på 278 km/t. Alligevel loves et brændstofforbrug på hele 40 kilometer literen, blandt andet fordi Panamera 4 E-Hybrid kan køre på ren el i op til 50 kilometer – og med op til 140 km/t. Batterikapaciteten er forbedret i forhold til forgængeren, og med den 7,2 kilowatts onboard-lader tager det 3,6 timer at oplade batteriet fra tom til fuld via en almindelig 230-volts-tilslutning. Firehjulstræk og en 8-trins PDK-gearkasse er standard.