Unikke samlermodeller og en mere økonomisk variant af den store GTC4Lusso var italienernes nyheder på deres altid ekstravagante Paris-udstilling.

Mærket med den stejlende hest fylder 70 år i 2017, og det fejres på behørig vis – blandt andet med en samling unikke modeller, som i farver og detaljer hylder historiske racerbiler fra bagkataloget. Her kan vi nævne ’The Stirling’ (mørkeblå med hvid stribe, som giver associationer til Stirling Moss’ sejr i 1961-versionen af Tourist Trophy) eller ’The Green Jewel’ (metalgrøn med rødt sæde som David Pipers vindende Ferrari i 1965- og 1966-udgaven af nitimersløbet på Kyalami).

Kun én bil fra hver modelrække laves med særlig udsmykning, og du skal naturligvis godkendes af Ferrari, før du får lov til at købe én. Det gælder også den åbne version af LaFerrari, kaldet Aperta, som også var blandt nyhederne på standen. Køen er allerede lang, siges det.