288 GTO skulle have været Italiens nye stjerne i rally-VM, men blev i stedet den første moderne superbil fra Ferrari. Samlerne har nu kastet sig over den sjældne hingst, og senest nåede et unikt eksemplar hammerslag på mere end 14 mio. kr.

GTO. For kendere er de tre bogstaver uløselig forbundet med nogle af de berømteste modeller fra de hellige haller hos Ferrari i Maranello. Ganske vist har visse andre bilmærker (vil nogle sige) misbrugt den ædle betegnelse, men nede i Italien står de ældre ingeniører stadig skoleret med honnør, når der tales om en GTO.

Ferrari 250 GTO er eksempelvis en af de kostbareste biler i verden, hvilket både har noget at gøre med dens racerhistorie, dens smukke design, den enestående V12-motor og ikke mindst det faktum, at den forblev uhyre sjælden.

De tre bogstaver er en forkortelse for Gran Turismo Omologato, hvilket kort og godt betyder, at en model med denne betegnelse er konstrueret og homologiseret til at jagte trofæer på racerbanerne.

Reglerne krævede oprindeligt, at der skulle bygges mindst 100 eksemplarer, men Enzo Ferrari var ikke en mand, der gik op i sådanne detaljer, og officielt blev der kun produceret 37 eksemplarer af 250 GTO. Bilen blev præsenteret i 1962, og inden året var omme, havde den vundet fire mesterskaber i sportsvognsracing.

Da rally var hot

Der skulle gå mere end 20 år, før der atter kom en GTO. The Beatles var i mellemtiden blevet til Michael Jackson, og det hotteste inden for motorsport var rally. Ferrari havde set, hvordan Lancia havde haft dundrende succes med sit rallyprogram, og enhver bilproducent med respekt for sig selv satte alle midler ind for at udvikle et køretøj til den berygtede Gruppe B. Ferrari skabte 288 GTO, og igen var det en bil, som fra bunden var født til et hårdt liv på slagmarken.

288 lignede den populære 308 GTB, men var konstruktionsmæssigt en ganske anden skabning med en rørramme og et karrosseri i kulfiber. Samtidig havde bilen tydelige designmæssige detaljer fra forfaderen, som de tre lodrette luftindtag på bagskærmene samt den brat afskårne hæk – også benævnt Kammback efter tyskeren Wunibald Kamm, der opdagede en vis aerodynamisk effekt ved dette særlige design.

Fra V12 til V8

I motorrummet var udviklingen gået endnu stærkere. Mens 250 GTO havde en frontliggende 12-cylindret motor, gjorde 288 GTO brug af en kompakt 2,8-liters V8’er med dobbelt turbo placeret midtskibs. Motoren udviklede 400 hestekræfter i gadeversionen, mens rallyversionen naturligvis var langt kraftigere. Den lette konstruktion kombineret med de mange kræfter gav en bil, som var klar til at tage kampen op mod Audi, Ford, Lancia og alle de andre. Men karrieren sluttede, før den begyndte, da Gruppe B-programmet efter en række fatale dødsulykker på grund af dårlig sikkerhed på banerne blev lukket ned.

Tilbage var en homologiseret Ferrari, som ikke homologiserede noget som helst. Men tilbage stod også en raffineret og velkonstrueret køremaskine i en tid, hvor Ferrari faktisk ikke var så raffineret. Den mest solgte Ferrari i 1984 var stadig en 308, som muligvis var gudesmuk, men den var ikke længere klassens hurtigste dreng, og kvaliteten var katastrofal sammenlignet med en Porsche.

Verdens hurtigste

Ferrari 288 GTO havde til gengæld alt det, der skulle til for at blive kaldt en superbil. Vigtigst af alt kunne den nå en officiel topfart på 305 kilometer i timen, hvilket gjorde den til verdens hurtigste serieproducerede gadebil. Samtidig kunne den rent faktisk holde til noget, eftersom den var bygget til at forcere skovveje, ørkensletter og bjergsider.

Selv her 30 år senere er 288 GTO magisk. Lyden fra den turboladede V8’er er noget helt andet end den klassiske V12’er, og bilen er nemmere at køre, end man skulle tro. Kræfterne er på trods af de to turboladere nemme at dosere, og da kabinen er skabt som en arbejdsplads og nærmest krymper sig sammen omkring dig med de tynde A-stolper, som gør udsynet bedre, føles bilen langt mindre, end den er.

Typisk for en klassisk italiener er rattet vinklet opad og alt for langt væk fra dig, hvilket giver en gorillaagtig kørestilling. Men italieneren har også detaljer som den smukke, åbne skiftekulisse for enden af den lange, slanke gearstang. Vippekontakterne mellem sæderne. Og de dybe, runde instrumenter med tykke, røde visere. Dette er en ægte Ferrari.

Efterspurgt vare

Det er ikke svært at forstå, hvorfor 288 GTO med tiden er blevet en efterspurgt vare blandt samlere. Den forener det klassiske Ferrari med sit smukke Pininfarinadesign, som får den til at ligne en klassiker over for den dramatiske Testarossa, som ironisk nok blev præsenteret samme år og markerede 80’erne på godt og ondt.

Samtidig er 288’eren mere aktuel end nogensinde, da princippet med turboladning igen er blevet et adelsmærke for Ferrari – både i Formel 1 og i gadebiler som California T og den seneste 488 GTB. Bilen på billederne, chassisnummer 52475, har desuden den helt rigtige historie, da den ud over at være den blot sjette i rækken af 272 eksemplarer også har tilbragt det meste af sit liv i Italien. Den blev leveret af en forhandler i Milano i februar 1985 og har luksuriøse options som elruder og aircondition. Modellen har haft flere forskellige ejere, som gennem tiden flittigt har vist den frem på de store, officielle Ferrari-events. Bilen forlod Europa, da den blev købt af en velhavende samler fra Californien, hvis private stab af mekanikere sørgede for en pertentlig vedligeholdelse gennem et helt årti, hvor køretøjet imidlertid kun så dagens lys, når det blev transporteret frem og tilbage til eksklusive velgørenhedsevents.

Enzos sidste mesterværk

I sommeren 2015 vendte chassisnummer 52475 imidlertid tilbage til Italien, hvor den blev serviceret og klargjort af en anerkendt engelsk Ferrari-specialist, før den blev præsenteret som en af stjernerne på en auktion ved det mondæne Villa Erba ved Comosøen. Her nåede den 30 år gamle Ferrari hammerslag på 1,9 mio. euro, hvilket svarer til godt 14,1 mio. kr. Det er ganske vist langt under de beløb, som 250 GTO handles til, men alligevel et tegn på, at selv biler fra 80’erne nu også har opnået værdifuld klassikerstatus.

Ferrari udviklede i øvrigt også en 288 GTO Evoluzione, som med sit kraftigt udbyggede karrosseri, sine kæmpe spoilere og 650 hestekræfter gav en rigtig god idé om den F40, der var lige rundt om hjørnet og skulle blive den sidste Ferrari, som skaberen Enzo selv præsenterede.

Men det er en helt anden historie.