Mercedes GLC Coupé er endnu en model i den voksende klasse af SUV-modeller, som er knapt så praktiske – men til gengæld frækkere og mere sportslige.

Begrebet coupé bliver anvendt flittigt i disse tider, hvor den ene kreative bilvariant efter den anden pryder sig med den klassiske franske titel. I traditionel forstand dækker en coupé over en todørs sportsvogn med sportslig silhuet og et bagsæde, som ikke kan bruges til noget.

En sådan bil er Mercedes GLE Coupé langtfra. Med sine fire døre, elektriske bagklap og kabine med god plads til fem personer er den mere praktisk end som så, men ved siden af den almindelige GLC syner den, takket være sin knækkede taglinje, sportslig og egoagtig nok til at kunne kalde sig en coupé.

Bagenden med de vandrette LEDlygter kendes fra alle de øvrige nye coupévarianter fra fabrikken i Stuttgart, mens frontdesignet fremstår mere sexet. Bilen placerer sig mellem crossoveren GLA og den store GLE Coupé, og den er forskellig fra den almindelige GLC på andre områder end blot udseendet – for eksempel er coupéen som standard udstyret med sportsundervogn og et mere direkte styretøj. Bagagerummet er ganske vist mindre, men hvis du lægger bagsæderne ned, er der stadig plads til racercyklen.

Sportslig og komfortabel

GLC Coupé opfører sig også mere sportsligt. Den styrer hurtigere og mere fokuseret ind i svingene, hvilket selvfølgelig også er et krav, når konkurrenterne hedder BMW X4, Jaguar F-Pace og Porsche Macan. Mercedesen krænger mindre, end du ville forvente af et højbenet køretøj, men bevarer samtidig den komfort, som stjernen forpligter til. Firehjulstræk er standard, hvilket sørger for et godt greb, når du bundfælder speederen på vej ud af svingene.

Med sportsundervognen følger Dynamic Select, hvor du kan skifte mellem fem forskellige opsætninger af bl.a. styretøj, speederrespons og automatgearkassens skiftekultur, mens du ydermere kan tilføje adaptive dæmpere og sågar luftundervogn (44.115 kr.), hvor det er muligt at hæve frihøjden med 50 mm.

Skift fra Comfort til Sport, og du mærker tydeligt, hvordan rattet bliver tungere, gearskiftet hurtigere og så videre. Vores testbil er desuden udstyret med en AMG Line-pakke (38.033 kr.), hvor blandt andet 19-tommers alufælge og en mere aggressiv front- og bagspoiler giver den velformede SUV et ekstra pift.

Godt med ekstraudstyr

Du sidder godt i det velformede interiør, som kendes fra den almindelige GLC med den iPad-lignende skærm, de elegante turbineformede ventilationsdyser og det lille, fede læderrat.

Listen over ekstraudstyr er længere end Liberal Alliances liste over ting, de gerne vil lave om, og med krydserne sat de rigtige steder kan du specificere din GLC Coupé, så den i luksusfornemmelse ikke står tilbage for den større (og mere kostbare) GLE Coupé.

Vi falder især for 360-graderskameraet, som gengiver bilen i fugleperspektiv på skærmen og gør det til en leg at parkere. Nævnes skal også de intelligente LED-forlygter (22.400 kr.), som blænder op og ned automatisk samt fordeler lysmængden dynamisk, således at lygterne eksempelvis blænder ned for mod- og forankørende, men stadig lyser alt andet omkring fuldt op.

Kulørt kabinebelysning, kviltet læder og 3D-lyd fra et omfattende og velspillende Burmeister-anlæg er andre eksempler på features, som gør hverdagen lidt mere spændende.

Stærke priser

Foreløbig fås GLC Coupé med tre forskellige firecylindrede turbomotorer. Vi har fornøjelsen af benzinvarianten, som med 211 hk leverer solid power til både underholdende landevejskørsel og tilbagelænet cruising og samtidig udgør basisversionen til 770.000 kr.

Alternativerne er to stærke dieseler med 170 og 204 hk, men vi kan også forvente en stærk hybridversion samt en slagkraftig Mercedes-AMG GLC Coupé 43 med 367 hk. Uanset hvilken model du vælger, er merprisen for det mere spændende coupédesign og den mere sporty opførsel beskedne 70.000 kr., hvilket gør GLC Coupé til noget, vi godt tør kalde for et frækt tilbud.

Mercedes GLC Coupé 250 4MATIC

Motor: 2,0 liter, firecylindret, turbo
Effekt: 211 hk ved 5.500 o/min.
Moment: 350 Nm ved 1.200-4.000 o/min.
Transmission: nitrins automatgearkasse
0-100 km/t.: 7,3 sekunder
Tophastighed: 222 km/t.
Forbrug: 13,7 km/l
Pris: 770.000 kr.