Hvis den dyreste åbne Mercedes ikke er dyr nok, så er det jo bare en Maybach, du skal have…

Et udtryk, som bruges alt for sjældent i vore dage er ‘dollargrin’. Årsagen er muligvis den, at selv de mest kostbare luksusbiler i dag undlader at føre sig for meget frem. Den moderne etikette dikterer diskretion frem for pral. Men heldigvis er ikke alle enige, og derfor har vi et mærke som Maybach. Seneste udspil fra det Mercedes-ejede luksusmærke er et en åben drøm baseret på den i forvejen eksklusive Mercedes S-klasse Cabriolet.

Forskellene er sandelig til at få øje på. Mercedes-Maybach S650 Cabriolet er marineret i krom, hvilket især gælder de opsigtsvækkende 20-tommers fælge, som naturligvis ganske unikke for modellen. Interiøret er beklædt i håndsyet læder, træpanelerne er skabt med en helt særlig fræsemetode, som giver en tredimensionel effekt, og der er hele 10 forskellige farvekoncepter at vælge imellem. Læg dertil hele pakken af elektronisk udstyr, som du normalt må betale ekstra for, blandt andet nakkestøtter med ventilation samt et system, som modvirker turbulens i kabinen.

Glemte vi at nævne LED-forlygterne, som er dekoreret med Swarovski-krystaller? Det gjorde vi nok. Der er nemlig så mange detaljer på den her bil, at bilsælgeren kommer på en større opgave. På den anden side bliver der kun produceret 300 styk, hvor de fleste med garanti allerede har fundet deres ejere. De kan så glæde sig til den hidtil dyreste åbne Mercedes nogensinde – naturligvis godt pakket med en seksliters V12 med biturbo og 630 hestekræfter.

Prisen? En ‘almindelig’ Mercedes-AMG S 65 Cabriolet koster i skrivende stund 4,6 millioner danske kroner. Med en pris på 300.000 euro uden afgifter løber Maybach-udgaven op i omkring syv millioner…