Komfortabel familiecruiser eller hidsig sportsvogn? Audi S4 Avant er begge dele, takket være en turboladet V6-motor med 354 hestekræfter – gemt væk under et diskret og underspillet design.
Med den såkaldte RS2 fra 1994 præsenterede Audi verden for en stationcar med hestekræfter i overflod. Hvad der dengang var et bizart påfund, i øvrigt skabt i samarbejde med Porsche, er i dag blevet kult, for kombinationen af praktisk familiebil og præstationer i sportsvognsklassen er nemlig attraktiv for mange.
Siden RS2 har mærket fra Ingolstadt fået konkurrence fra deres landsmænd, for både Mercedes og BMW tilbyder i dag et utal af modeller med firehjulstræk, stort bagagerum og masser af hestekræfter. Det har dog ikke fået Audi til at kaste ringene i håndklædet – eller er det omvendt? – og med den nye S4 får man (igen) en imponerende allrounder. Når du trykker på startknappen, vækker du 354 hestekræfter, og 4,9 sekunder senere runder du de 100 km/t. Husk derfor at spænde schæferen godt fast i bagagerummet, hvis du vil undgå, at den går i ét med bagruden.
Under hjelmen er der nye sager. S4 Avant både lyder og føles med sit sprøde, vrælende lydspor fra de fire afgangsrør mere sprælsk end forgængeren. S4 har gennem årene været udstyret med alt fra en 4,2-liters V8 til kompressor, men kombinationen af en helt ny 2,9-liters V6 og en turbolader placeret mellem cylinderrækkerne har skabt en motor med masser af bundtræk og kvik respons. Det obligatoriske firehjulstræk giver et imponerende vejgreb, og man er ikke bange for at gå aggressivt til værks og angribe de danske landevejes snoede kurver. Bilen bliver, hvor den skal. Mekanikken sender samtidig flere kræfter til baghjulene, end det er tilfældet på en almindelig A4, hvilket giver en mere sportslig opførsel. Skulle S4 være på nippet til at miste greb, sender den på et splitsekund helt op til 85 af motorkræfterne bagud – eller 70 procent til forhjulene. Du står med andre ord umanerlig godt fast.
Det kan være farligt at ville opnå flere ting på én gang. Men nogle gange lykkes det, og S4 er et rigtig godt eksempel. Nok er den hurtig (faktisk kun 0,2 sekunder fra den udgåede RS4, som ellers er den ultimative Audi, hvis du spørger entusiasterne), men kør Avanten normalt, og den opfører sig lige så komfortabelt som enhver anden A4. Takket være Audi ’drive select’ kan du vælge mellem forskellige opsætninger af styretøj, undervogn og gearkasse – fra behagelig Comfort til den mere effektive Dynamic. Ligesom med hestekræfterne er der også skruet op for mængden af udstyr. Standard er bl.a. eljusterbare sportssæder, LED-forlygter og nøglefri adgang og start, så du ikke behøver at stå og fumle efter nøglen i lommen, når du bare vil afsted i en fart.
Der er dog naturligvis en masse options, hvis du ikke kan nøjes. Testbilen havde faktisk ekstraudstyr for mere end 460.000 kr., heriblandt en masse hjælpesystemer, som praktisk talt gør det muligt at slippe rattet og lade bilen køre selv, virtuelt cockpit (digitalt display i stedet for traditionelle instrumenter), Matrix-LED-forlygter (som selv blænder op og ned), sportsdifferentiale (hvis du virkelig går til stålet ude på landevejene), ekstra dybe sportssæder, et lækkert panoramaglastag samt de obligatoriske gearskiftepadler bag rattet (som er et must, hvis du spørger mig).
Designmæssigt er det underspillede nærmest blevet et mantra for Audi. Kendere vil måske lægge mærke til de mange udstødningsrør og 18-tommersfælgene, men ellers ligner S4 ikke en bil med så slagkraftigt et drivaggregat, som tilfældet er.
Kan vi lide det? Ja, vi kan. For selvom du måske kunne ønske dig lidt mere spræl over designet, så er det netop det underspillede ydre, som sammen med de virile kræfter gør, at vi elsker den nye Audi. S4 Avant hæver overliggeren for, hvor underholdende en stationcar egentlig kan være. Den er skarpere, stærkere og hurtigere end nogensinde, og efter en uge bag rattet er det svært at glemme de mange kvaliteter.
Skulle du mod forventning ønske endnu mere af alting, så vent på den kommende RS4 – men det inkluderer selvfølgelig også prisen. Som kompromis mellem fornuft og følelse er S4 den oplagte pakke.
Model: Audi S4 Avant
Motor: 3,0 liter, sekscylindret, turbo
Effekt: 354 hk ved 5.400-6.400 o/min.
Moment: 500 Nm ved 1.370-4.500 o/min.
Transmission: ottetrins automatgearkasse
0-100 km/t.: 4,9 sekunder
Tophastighed: 250 km/t.
Forbrug: 13,3 km/l
Pris: 1.027.700 kr.