Det stille vand har ofte den dybeste grund, og sådan er det også med Volvos V60 Polestar. Den ligner en tilforladelig familiebil, men har topfart som en italiensk hingst og bundtræk som en vred okse.

Bare farven afslører, at vandet er mere blåt end normalt. Farven på V60 Polestar hedder ’Rebel Blue’, så betragt bilen som et opgør med den Volvo, der transporterede det meste af pædagogstanden omkring i 1970’erne. Polestar er Volvos officielle tuningsafdeling, altså den del af butikken, der tager sig af præstationsmodellerne. Lige nu er det kun V60 (stationcar) og S60 (sedan), der fås i den eksklusive serie, mens alternativt kan man få Polestar performancepakker til andre modeller.

V60 Polestar er egentlig ikke en ny Volvo-model. Den blev oprindeligt introduceret tilbage i 2014 med en treliters, sekscylindret turbomotor på 350 hk, men siden har Volvo besluttet, at alle modeller skal have fircylindrede motorer på to liter. I den nye V60 Polestar er det lykkedes ingeniørerne at hive 367 hk ud af den toliters turbomotor, og resultatet er et totalt WOW.

Kompressoren giver bundtræk som en vred okse, og turboen tager over ved de højere omdrejninger. Bilen føles langt mere dynamisk, og læg dertil, at ekstra gear har forbedret brændstoføkonomien markant. V60 opleves som en mere moderne bil, selvom det først og fremmest er gearkasse og motor, der er skiftet.

V60 Polestar er ikke en konkurrent til en BMW M3, men den er en udfordrer til de næsthurtigste tyskere som Mercedes-AMG C43, BMW 340i og Audi S4. Den er ikke helt så skarp og dynamisk som tyskerne, men den har til gengæld en langt højere grad af eksklusivitet, da Volvo ikke forventer at lave flere end 1.500 til 2.000 eksemplarer.

Polestar er måske nok en Volvo af navn og af gavn, men det er den frækkeste og klart mest underholdende svensker, siden Gøtakanalen blev indviet.

Model: Volvo V60 aut. AWD Polestar
Motor: 2,0 liter, R4, turbobenzin
Effekt: 367 hk ved 4.000 o/min.
Moment: 470 Nm ved 1.500 o/min.
Transmission: ottetrins automatisk
0-100 km/t.: 4,8 sekunder
Tophastighed: 250 km/t.
Forbrug: 12,3 km/l
Pris: 949.000 kr.