Mercedes-Maybach tog endnu en gang opmærksomheden til det mondæne Pebble Beach Concours d’Elegance i Californien med en gudesmuk konceptbil.

Sidste år hev Mercedes-Benz über-luksusmærke, Mercedes-Maybach, sløret af en smuk konceptbil i forbindelse med det eksklusive Pebble Beach Concours d’Elegance i Monterey, Californien. I år gjorde de det igen – denne gang med en åben version af sidste års enestående coupé.

Bilhistorien har ofte budt på luksuriøse køretøjer med klassiske referencer til det maritime. Samme tema dyrker Mercedes-Maybach 6 Cabriolet Concept, som bedst kan beskrives som en firehjulet udgave af en smuk, italiensk Riva-speedbåd. Den over to meter brede og næsten seks meter lange konceptbil kan få selv den mest bilfjendske Greenpeace-aktivist til at fælde en tåre – ikke bare fordi, den er smuk som dagen er lang, men især fordi, der under den lange motorhjelm netop ikke ligger en motor.

Mercedes-Maybach 6 Cabriolet er nemlig udstyret med fire elektriske aggregater med tilsammen 750 heste. Effektivt set er emissionen dermed lig nul, og så skulle den endda klare 500 kilometer på en enkelt opladning.

Køretøjet er spækket med detaljer, der får designeren til at kippe med hatten. Som den enorme grill, der synes inspireret af et klassisk, nålestribet jakkesæt, eller de 24-tommer store glinsende kromfælge med lange, tynde eger, der får hjulene til at ligne noget fra halvtredserne – fastspændt med store møtrikker i farven roséguld.

Det magiske øjeblik sker imidlertid først, når du lægger kalechen ned og lader den topersoners kabine åbenbare sig. Her finder du lysende blå dioder, som er syet ind i de hvide lædersæder, og et digitalt instrumentbord, som nærmest omfavner dig og forvandler interiøret til et rullende teater. Gulvet er udført i træ opdelt af aluminium som på en klassisk yacht, og mellem sæderne illustrerer lysende kabler hvorledes energien strømmer gennem bilen.

Hva’beha’r?