600 hestekræfter fra en V12 pakket ind i det bedste luksus, BMW kan tilbyde. Velkommen til den nye M760Li xDrive
Der er langt fra den hardcore BMW M3 til den luksuriøse 7-serie, men nu forsøger mærket fra Bayern at forene begge verdener med en M-version af den store limousine. Den giver samtidig debut til en – og hold nu fast – 6,6-liters V12 med biturbo, som sender hele 600 hestekræfter ud til et effektivt firehjulstræk via en 8-trins automatgearkasse.
Den kraftfulde ministerbil kan sende bestyrelsen afsted fra 0-100 kilometer i timen på 3,9 sekunder (hvilket er hurtigere end de fleste sportsvogne), mens topfarten er 305 kilometer i timen, hvis man bestiller bilen med den særlige M Driver’s Package. Den aktive undervogn, Executive Drive Pro, skulle levere både dynamiske tæft og sublim komfort, mens styretøjet skulle være fintunet af M-afdelingen.
Den største M-model fra BMW nogensinde kan kendes på de blå bremsekalipre bag de 19-tommers M-fælge (20-tommers fås som ekstraudstyr), mens en særlig sportsudstødning med aktive spjæld sørger for underminere nabolaget med soundtracket fra den enorme V12. Glemte vi at sige, at der naturligvis er tale om versionen med ekstra lang akselafstand og dermed ekstra god plads på bagsædet? For det er det.