BMW M2 har med Competition-udgaven kreeret den ultimative bayerske køremaskine med et rendyrket fokus på rå og ufiltreret køreglæde.
Den ser ikke ud af alverden. Nuvel – skærmkasserne er bredere, og de fire gigantiske udstødningsrør bagpå indikerer også ballade. Men den nye BMW M2 er ikke larmende visuelt anderledes fra en almindelig 2-serie Coupé. Indvendigt griber sportssæderne stramt om kroppen, men bortset fra sportsrattet og de blå kontrastsyninger er der heller ikke noget herinde, der skriger underholdningsorgel af fineste karat.
Den første ledetråd falder, da jeg trykker på startknappen. Motoren springer lidt vredt og ujævnt i gang. Den lyder mere af racermotor end familiebil. Jeg sætter den automatiske dobbeltkoblingsgearkasse i D og triller ud i trafikken. Gearskiftene føles kontante, og styretøjet er tungt og følsomt. Langsomt afslører M2 Competition sig som alt andet end en solarieejercoupé. Den er alvorlig, grundvred og reagerer prompte på ethvert input.
Bilen falder i smag
Hvis man kunne bestemme en persons køredynamiske passions-DNA ud fra en blodprøve og dernæst skabe den perfekte bil til vedkommende, ville min idealbil være den nye BMW M2 Competition. Den er lille, kompakt, baghjulstrukket og hurtig. Uden for mange elektroniske dikkedarer.
Uden for byen er motoren kommet op i arbejdstemperatur. Det samme er gearkasseolien og kølevandet. Jeg drejer ind på en snoet sidevej og skifter hurtigt gearvælgeren på rattet ned i andet gear. Torsoen mases tilbage i sædet, mens bilen tager fart som en greyhound på vej ud af sin startboks. Styretøjet er nemt og præcist at dosere, og de brede bagdæk griber i asfalten som en løvepote med nyhvæssede kløer. Denne bil er fart. Ren fart og ren køreglæde. Den er for BMW, hvad pilotbrillen er for Ray-Ban. Den rene, simple og upyntede inkarnation af mærkets kernedyder.
BMW M2 Competition
En bil med moment
Kernen i bilen er en hårdtpumpet udgave af BMW’s forrygende 3,0-liters rækkesekser. Den har motorsportsnørderne i M-divisionen hevet 410 hk ud af og et massivt moment på 550 Nm. Da momentet er til stede allerede fra 2.350 o/min., trækker motoren imponerende stærkt igennem over hele omdrejningsspektret.
Den syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse – ligeledes kælet for af nørderne i M-divisionen – skifter hurtigt, brutalt og præcist, og lader man bare bilen selv klare gearskiftene (du kan skifte manuelt på et par ratmonterede paler), sørger den for, at du altid er i det gear, der leverer maksimalt pondus ved den givne fart.
Bilen opleves konstant som en dobermann, der netop har fået færten af blod og bare er klar til at blive sluppet løs. Det gør bilen intens og æggende og samtidig til en af den slags biler, hvor man konstant skal lægge bånd på sig selv for ikke at falde ind i rollen som Kevin Magnussen på jagt efter en banerekord.
Simpelt, smuk og hurtig
Undervognen er dog i min optik bilens glansnummer. Den byder ikke på flere forskellige indstillinger i diverse køreprogrammer. M2 Competition er sat op i én indstilling, og det er den, der giver bilen de bedst mulige køreegenskaber. Det handler om fart, stabilitet og greb i kurverne.
M2 er mekanisk og kompromisløs. Som om Gerhard og Hans kiggede på hinanden under udviklingen og gav hånd på, at her skulle det udelukkende handle om at skabe den ultimative køremaskine.
Betyder det så, at BMW’en opleves ukomfortabel? Hmm – ikke decideret, men den er meget kontant, og du har en del rullestøj fra de brede sutter. Men det er en del af charmen. At man kan mærke, at den her bil er bygget med ét formål – nemlig fart. At kabinen er lidt konservativ, er i den sammenhæng ligegyldigt. Den er funktionel, og du kan godt mase et par børn ind bagi. Bagagerummet er også anstændigt, og bilen er markant mere hverdagsduelig end f.eks. sportsvognen Z4. Men M2 Competition er først og fremmest rå som en friskfileteret sushifisk. En bil bygget til at levere den ultimative køreoplevelse, og det knuselsker jeg den for.
Model BMW M2 Competition |
Motor 3,0 liter, R6, turbobenzin |
Ydelse 410 hk v. 5.250 o/min. |
Moment 550 Nm v. 2.350 o/min. |
Transmission Syvtrins M-dobbeltkobling, aut. |
0-100 km/t. 4,4 sekunder |
Topfart 250 km/t. |
Forbrug 10 km/l |
Pris 1.115.648 kr. |
Læs mere om BMW M2 her.
Læs hvad vi ellers skriver om biler her.