Bilerne overtager magten. Eller i hvert fald rattet, for den nye Mercedes E-klasse kan køre af sig selv, helt uden din hjælp. Vi har kørt den mest intelligente bil nogensinde og bliver lokket med både innovativt sikkerhedsudstyr og skarpe priser.
“Don’t touch ze brake,” siger tyskeren ved siden af mig. Jeg kører mindst 70-80 kilometer i timen, og bilen accelerer stadig i retning mod en parkeret bil, da den – uden at jeg løfter foden fra speederen – pludselig bremser brutalt op af sig selv. Selerne strammes, og inden jeg kan nå at udstøde et ”ungh”, holder vi stille med katastrofeblinket aktiveret. Jeg kan smage kaffen fra pressemødet igen.
“Impressive, neh?”, spørger tyskeren. Han er ingeniør og ved alt om den imponerende lange liste af intelligente sikkerhedssystemer i den nye Mercedes E-klasse. Den er tiende generation af en model, som har været på programmet i mere end 60 år og er solgt i mere end 13 mio. eksemplarer. Når dette magasin er udgivet, vil bilen være lanceret i Danmark til overraskende skarpe priser, som vi kommer nærmere ind på, hvis du da ellers læser denne tekst til ende.
Kører af sig selv
Allright, det med at standse automatisk er ingen nyhed. Det kan en Volkswagen Up til en tiendedel af prisen også, men kun ved bykørsel. Den nye E-klasse gør det med op til 100 kilometer i timen (Active Emergency Stop Assist), hvilket stiller større krav til de 19 radarer og kameraer, som er diskret monteret i bilens kofangere, frontgrill og forrude.
Bilen hjælper også med at undvige f.eks. en fodgænger (Evasive Steering Assist) eller trækker dig automatisk til den ene side (Active Blind Spot Assist), hvis en medtrafikant kommer for tæt på. På samme måde holder den igen i rattet, hvis du er ved at overskride striberne på motorvejen uden at blinke (Active Lane Keeping Assist). Hold i stedet blinklyskontakten nede i et par sekunder – så tjekker bilen selv, om der er fri bane og skifter herefter vognbane helt af sig selv (Active Lane-change Assistant). Smart? Absolut, men også lidt skræmmende.
Autonom kørsel, kaldes det, når bilen begynder at køre selv. I en ikke så fjern fremtid vil du kunne slippe rattet og lægge syvkabale, mens du kører ungerne i skole eller snegler dig frem i tæt trafik, hvor den nye E-klasse faktisk allerede i dag kan følge efter den forankørende uden din hjælp. Bilen bremser automatisk, når ham foran dig bremser. Og drejer, når der skal drejes.
Jeg kørte en hel omgang efter en instruktør på Formel 1-banen Estoril ved Lissabon uden at røre hverken rat, speeder eller bremse!
En ægte limousine
Men vi er stadig nogle urmennesker, som faktisk nyder at styre rat og pedaler, og os har Mercedes heldigvis et kært forhold til. Det er ikke forkert at sige, at den nye E-klasse kører bedre end nogensinde. Styretøjet er præcist og giver tilpas feedback, mens undervognen leverer den loyale stabilitet og suveræne komfort, som en ægte limousine skal levere.
Samtidig er bilen dynamisk og afbalanceret, når du udfordrer den, hvilket vi også fik lov til på den gamle Formel 1-bane, hvor det heldigvis ikke alt sammen handlede om innovative sikkerhedssystemer. På banen kørte vi den kraftfulde E 400 4Matic med 333 hestekræfter og firehjulstræk, der hjalp os effektivt rundt i det voldsomme regnvejr (som naturligvis brød ud, netop som vi skulle til at have det sjovt).
På de portugisiske landeveje havde vi fornøjelse af den mere afdæmpede E 220 d, der er udset som supersælgeren på det danske marked. Den nye firecylindrede dieselmotor med 194 hestekræfter gør et solidt arbejde uden at være en sprinter. Bundtræk har den rigeligt af, og takket være en række økovenlige features kan den tilmed køre 26,4 kilometer på en liter diesel.
Den kraftigere E 350 d er hurtigere og lyder bedre med sin 258-hestes V6-diesel, men overvej i stedet at bruge pengene på den lange, fristende liste af ekstraudstyr.
Breeeeed skærm
I den tyste kabine, som er renset for enhver ekstern støjkilde, er der skruet op for charmen med bl.a. ambientebelysning, som kan justeres i 64 forskellige farver (stripklub-rød inklusive). Naturligvis er her også ekstraudstyr i stil med de mange features i den velspækkede testbil. For eksempel surroundsound-systemet fra Burmeister med 23 højttalere og 3D-teknologi, der får Adele til at gå dybere i hjertet end nogensinde. De adaptive sæder, som yder varme, afkøling, massage og modstand i siderne, når bilen drejer. Og interiørets kronjuvel, den gigantiske LED-skærm i biografstørrelse, der som en strakt iPad breder sig hen over det meste af instrumentbordet og viser alt fra omdrejningstæller og speedometer til navigation, bilens opsætning, 360-graderskamera – you name it.
Vælger du det sportslige køreprogram med knappen mellem sæderne, hvor den adaptive luftunderundervogn (ekstraudstyr) strammes op, styretøjet bliver mere direkte og motorens opførsel bliver mere vaks, så skifter instrumenteringen også udseende (!). Skærmens funktioner styres fra de nye touchknapper på rattet eller via touchpadden mellem sæderne, der er designet, så både fører og passager kan betjene den. Det førerorienterede interiørdesign er so last year – nu skal hele familien kunne være med, hvilket er en del af forberedelserne til den fuldt autonome bil.
Fra en halv mio. kr.
Designmæssigt kan det være svært at skelne den nye E-klasse fra C- eller S-klassen. Det er muligvis lidt konservativt (og Audi-agtigt), men ikke desto mindre en bevist strategi, som netop levner plads til de mere sprælske udgaver som CLA og CLS.
I vores øjne fremstår E-klassen elegant, især med Avantgarde-udstyret, hvor den klassiske stjerne på toppen af kromgrillen er skiftet ud med en mere sporty grill med integreret stjerne. Sådan vil de fleste E-klasser se ud i Danmark, hvor man som tillæg til standardpakken (LED-lygter, radio med Bluetooth og tozonet klimaanlæg) har sammensat en attraktiv Business-pakke rettet mod firmabilskunderne med Avantgarde-udstyr, nitrins automatgear, parkeringssensorer, bakkamera samt navigation.
Der findes også en Premium-pakke (68.000 kr.) med Blind Spot Assist samt de intelligente Multibeam LED-forlygter, som automatisk justerer lyskeglen – eller en Premium Plus-pakke (158.000 kr.) med læderindtræk, panoramatag og Burmeisteranlæg.
Priserne begynder ved 643.000 kr. for en E 200 med 184-hestes benzinmotor og nitrins automatgear, mens 220 d koster 651.000 kr. (beskatningsværdi fra 510.000 kr.), hvilket er omkring 100.000 kr. lavere end forgængeren. Jeg vil dog anbefale Business-modellerne, hvor du fra en skarp pris på 6.995 kr. om måneden og 50.000 kroner i udbetaling kan køre en veludstyret E 220 d eller E 200 med automatgear i garagen.
Åh, glemte jeg at fortælle, at du også kan stå ved siden af bilen og parkere den med din iPhone, som var den en fjernstyret legetøjsbil i naturlig størrelse? For det kan du.
Medmindre du altså lader den klare det helt selv …
Faktaboks
Model: Mercedes E 220 d aut.
Motor: 2,0 liter, firecylindret, turbodiesel
Effekt: 194 hk ved 3.800 o/min
Moment: 400 Nm ved 1.600 o/min
Transmission: nitrins automatgearkasse, baghjulstræk
0-100 km/t.: 7,3 sek.
Tophastighed: 240 km/t.
Forbrug: 25,6 km/l
Pris: 651.000 kr. (beskatningsværdi fra 510.000 kr.)