Maserati Levante er den vigtigste model i fabrikkens 102-årige historie og samtidig den mest forførende SUV nogensinde, mener vores bilredaktør, som har været på date med det italienske modspil til Porsche Cayenne.
Levante kan betyde mange ting. Det betyder ’øst’ på italiensk, men det er også navnet på en landsby på Mallorca, en spansk fodboldklub fra Valencia og en berygtet middelhavsvind, som typisk blæser i Gibraltastrædet. Den nye SUV fra Maserati er opkaldt efter Via Emilia Levante, den gade i Bologna, hvor Maserati-brødrene åbnede deres værksted få år efter grundlæggelsen af mærket med den berømte trefork.
At brødrenes navn mange år senere skulle bæres af en af Italiens mest berømte sportsvogne, kunne man nok have lokket dem til at tro på. Men at de også en dag skulle lægge navn til en firehjulstrækker med fem døre og egenskaber som en traktor, ville de næppe have gået med til. Medmindre krystalkuglen havde vist dem et billede af køretøjet. For at kalde Maserati Levante for den mest sexede SUV, vi nogensinde har set, er med bilens svulmende, potente og kurvede former og missende lygter på hver sin side af den klassiske grill med den blanke trefork ikke helt forkert. Da Porsche skabte Cayenne, måtte selv hardcore entusiaster lære at elske den. Levante er noget helt andet. Den kan du ikke undgå at blive forelsket i – og det endda før, du trykker på knappen, der får motoren til at springe i gang.
- Foto: Eric van Vuuren
- Foto: Eric van Vuuren
- Foto: Eric van Vuuren
- Foto: Eric van Vuuren
- Foto: Eric van Vuuren
- Foto: Eric van Vuuren
- Foto: Eric van Vuuren
- Foto: Eric van Vuuren
- Foto: Eric van Vuuren
- Foto: Eric van Vuuren
Lyder som en racerbil
Lyden er blevet en af Maseratis signaturer, og du bliver sandelig ikke snydt med Levante, heller ikke selv om downsizingtrenden har erstattet V8’eren med en turbo-V6. Motoren er nemlig udviklet af vennerne hos Ferrari, og takket være et kunstværk af et udstødningssystem lyder den som en Le Mans-racer fra tresserne.
I Danmark fås Levante i to versioner: Levante S med 430 hestekræfter og så den obligatoriske diesel, som i øvrigt nok er den mest vellydende diesel, du nogensinde har hørt. Den har 600 Nm og sender dig fra 0-100 på 6,9 sekunder uden at være for grådig med brændstoffet. Begge versioner har ottetrins automatgear og firehjulstræk som standard, og når dagen er omme, er de nok lige hurtige. Benzinversionen er dog den mest tiltrækkende. Den leverer 580 Nm og har dermed rigeligt med bundtræk, og efter 5,2 sekunder kører du 100, mens topfarten er 264 kilometer i timen.
Levante har med andre ord tilstrækkelig med power til at føles som den Sports Utility Vehicle, den er. Ikke mindst, fordi den store Maserati har fået en umanerlig veltrimmet undervogn.
Italiensk hele vejen
Hvor den oprindelige konceptbil, den såkaldte Kubang fra 2003, byggede på Jeep-teknik via Fiats ejerskab af Chrysler-koncernen, fik en eller anden patriot på det gamle hovedkvarter i Modena heldigvis overbevist topchef Sergio Machionne om, at Levante skulle være italiensk fra top til bund. Chassis og undervogn deler således teknik med den fuldt moderne Ghibli, hvilket også gælder drivlinen og det avancerede Q4-firehjulstræk, som har en del af skylden for Levantes måde at opføre sig på.
På motorvejen er bilen overbevisende rolig, tyst og stabil, mens undervognen på en komfortabel måde sluger ujævnhederne, som man forventer af en fem meter lang og godt to meter bred SUV. Samtidig er Levante veludrustet til den tur offroad, som ingen ejere nogensinde vil overveje, men hvor du kan øge ridehøjden med 40 mm, hvis du bruger den højeste af luftundervognens fem indstillinger – hele to af dem er til brug i skov, bjerge, ørken eller lignende steder, hvor du nok aldrig havde forventet at møde en Maserati.
Veloplagt køremaskine
Når vejen svinger, smiler du. Allright, den styrer ikke helt så skarpt og præcist som en Porsche Cayenne, men det er der trods alt ingen, der gør. Men Levante er smidig og adræt, og håndteringen af den store Maserati afspejler, at de 2,1 tons er perfekt fordelt på for- og bagaksel.
Den mekaniske differentialespærre og Torque Vectoring-teknologien hjælper med den sportslige fornemmelse, og det samme gør det avancerede Q4-system, som kan sende op til 50 procent af motorkræfterne frem til forhjulene. Det meste af tiden kører Levante dog som en baghjulstrækker, hvilket har sine indlysende fordele rent dynamisk. Den har ganske vist sine begrænsninger, og det er de brede forhjul, som først slipper grebet, når du presser den. Men let på speederen, og den finder tilbage i sporet igen. Du kan mærke stabiliseringssystemet hjælpe dig, men vælg Sport i køreprogrammet, og bilen løsner lidt op.
Nogen ultra fokuseret sportsvogn er Levante ikke, men det forventer du heller ikke – akkurat som du heller ikke forventer, at en Quattroporte kører som en Panamera. Du forventer til gengæld en involverende køremaskine, som står skarpt fra alle vinkler og leverer et lydspor, som giver den dér helt specielle fornemmelse i maven, som vi kan huske, fra vi var små. Og det gør Levante.
Redningsplanen
Ingen tvivl om, at den nye Maserati har sine modstandere. Men det er nok mest dem, som går hjemme i garagen og pudser deres gamle Quattroporte og synes, at alt var bedre, før verden gik af lave. Det var det så ikke, kan jeg røbe.
Med Levante gør Maserati et ambitiøst, men også nødvendigt forsøg på at få mærket til at overleve, for med et marked på mere end én million solgte SUV-biler årligt skal du ikke have gennemført overbygningen på Handelshøjskolen for at gennemskue forretningsmodellen. Samtidig bliver Maserati ganske enkelt nødt til at have en bid at kagen, hvis det skal lykkes fabrikken at nå Machionnes mål om at sælge 75.000 biler i 2018, hvilket er mere end det dobbelte af sidste års totale salg.
Levante synes at kunne gøre det. Selv før bilen blev introduceret, var det den mest solgte Maserati i Kina og USA, hvilket underbygger påstanden om, at modellen vil blive den vigtigste i mærkets 102-årige historie. Samtidig virker SUV’en overbevisende og gennemført samt ikke mindst smuk, raffineret og sexet med karisma nok til at kunne pryde sig med den berømte trefork.
Model Maserati Levante
Motor: 3,0 liter, V6, biturbo
Effekt: 430 hk ved 5.750 o/min.
Moment: 580 Nm ved 4.500-5.000 o/min.
Transmission: ottetrins automatgearkasse, firehjulstræk
0-100 km/t.: 5,2 sek.
Tophastighed: 264 km/t.
Forbrug: 10,8 km/l
Pris: 1.670.000 kr. (Levante fås fra 1.323.000 kr.)