Q5 er blandt de mest populære modeller fra Audi, og på biludstillingen i Paris præsenterede tyskerne anden generation af den storsælgende crossover.

Den populære crossover er blandt de vigtigste modeller for mærket fra Ingolstadt, og i Paris løftede tyskerne sløret for anden generation. Nyheden er vokset i stort set alle retninger, hvillet helt naturligt har givet mere plads i kabinen, mens vægten er faldet med omtrent 90 kg.

Designet er, som du ville forvente det – en kende skarpere end før og med tydelige bånd til den just præsenterede A5. Af nyt udstyr kan nævnes de smarte Matrix LED-lygter, mens motorprogrammet er blevet forfinet og begynder ved en 150-hestes 2,0 TDI, men også byder på en 252-hestes turbobenziner og en ekstra kraftig V6-diesel med 286 hk.