Den er hverken den største eller den dyreste, men Audi A4 er uden diskussion den vigtigste model for mærket fra Ingolstadt. Vi har kørt femte og seneste generation, som lokker de kræsne firmakunder med endnu mere luksus, endnu lavere forbrug og endnu flere intelligente systemer, som næsten gør bilen selvkørende!

Den ligner sig selv, denne femte generation af Audis supersælger. Det er der ikke noget overraskende i, for Audi har for længst lagt en strategi for, at alle mærkets modeller skal have det samme udtryk, hvad enten navnet er A3 eller A8. Det fungerer, det skaber tilhængere, og derfor bliver der ikke gamblet med udseendet.

Når det er sagt, så har den nye A4 fået en større grill, nye og skarpere lygter samt sidespejle, som nu sidder fastmonteret på døren i stedet for på A-stolpen. Det er en af mange aerodynamiske finesser, der skal sikre et lavere forbrug end forgængerens.

Selvom du ikke kan se det, er 90 procent af bilen helt ny, og den aktuelle A4 er desuden bygget på samme platform som den grandiose Q7. Helt i tidens ånd er modellen lettere end før – helt op til 120 kg afhængigt af karrosseri og motor.

Heller ikke med hensyn til assistentsystemer – som forbedrer alt fra brændstofforbruget over kunsten at parkere til den passive sikkerhed – står den nye Audi tilbage. Mere end 30 forskellige intelligente systemer kan du føje til udstyrslisten. Velkommen til den digitale tidsalder.

Bred palet af motorer

Audi er kendt for at tilbyde en bred palet af motorer, og den nye A4 fås da også med syv forskellige af slagsen – fra en firecylindret 1,4-liters turbobenziner med 150 hestekræfter til en bomstærk treliters V6-diesel med 272 hestekræfter.

Forbruget er reduceret med op til 21 procent, og den umiddelbare bestseller, en 2,0 TDI ultra med 150 hestekræfter, skulle således klare hele 27 kilometer på en liter diesel. Desværre var den ikke til rådighed under præsentationen nær Venedig, men vi tør godt sige, at dén bliver volumenmodellen på vore kanter.

Vi prøvede til gengæld den lidt kraftigere 190-hestes version, som imponerede os ikke så lidt. Her får du et kraftigt drejningsmoment på 400 Nm, som gør dig i stand til at nå de første 100 kilometer i timen på blot 7,7 sekunder, samtidig med at den karakteristiske lyd af en dieselmotor er så godt som elimineret. Vi ville umiddelbart vælge den syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse, men testbilens sekstrins manuelle gearkasse fungerede så lækkert, sporty og præcist, at vi næsten blev i tvivl.

Imponerende fornemmelse

Bilens dimensioner er vokset, og det kommer kabinen til gavn. Den føles bredere og rummeligere, og springet til den større A6 føles ikke længere så stort. At A4 samtidig har adopteret nogle af de bedste karaktertræk fra luksusmodellerne, gør ikke sagen dårligere. Vælger du dobbeltkoblingsgearkassen, får du den elegante, joysticklignende gearvælger, som blev introduceret i A8, mens den virtuelle cockpitinstrumentering fra TT også har fundet vej til A4.

Dagens højdepunkt var den aktive fartpilot, som takket være radarer, sensorer, kameraer og hjælpende hænder fra navigationsanlægget og Lane Assist-systemet sørger for, at bilen kører inden for striberne, overholder fartgrænserne og bevarer en passende afstand til forankørende, og sågar bremser bilen ned, når du nærmer dig et sving!

Vi kørte adskillige kilometer uden at røre hverken speeder eller bremsepedal, og det er en imponerende fornemmelse, at fartøjet tænker selv – men pudsigt nok også lidt skræmmende.

Heldigvis kan systemet fuldstændig frakobles, så du kan koncentrere dig om det, som mange af os elsker mest – nemlig at køre bil.

Adræt og sportslig

Netop køreoplevelsen fandt vi – næppe overraskende – størst i den foreløbige topmodel: en 3,0 TDI quattro med 272 hestekræfter. Der er tale om en kraftfuld maskine med hele 600 newtonmeter, som i kombination med firehjulstrækket og den velskiftende, syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse sender dig fra 0-100 på 5,3 sekunder og videre mod en begrænset tophastighed på 250 km/t.

Fortidens nervepirrende tikkende lyd af diesel er som sunket i asfalten, og du fornemmer blot en form for maskineri ude fra motorrummet – og så et sug i maven, når du lægger fra land. Mellemaccelerationerne kan give en Porsche-ejer sved på panden, og samtalen kan fortsætte i et behageligt leje, selv når det digitale speedometer krydser 200 km/t. Mindre kan bestemt gøre det, men indtil de naturlige S-modeller med V6-turbo og 354 hestekræfter introduceres, er vores favorit altså udstyret med dieselmotor.

A4 føler sig afgjort hjemme på motorvejen, men på de snoede italienske landeveje kan den bestemt også et og andet. Bilen føles tilpas adræt og sportslig, selvom de forhjulstrukne modeller mangler de sidste dynamiske detaljer i forhold til de baghjulstrukne konkurrenter fra Mercedes-Benz og BMW. Men det er detaljer. A4 er generelt betragtet en suveræn pakke, der – ligesom forgængeren – er svær ikke at holde af.

Og prisen er?

Priserne starter fra 490.000 kr. for en 1,4 TFSI, mens den populæreste utvivlsomt bliver den 150-hestes toliters diesel til 510.000 kr. inklusive afgifter (dobbeltkoblingsgearkasse koster 33.000 kr. ekstra). En sportspakke fås til alle modeller for 25.000 kr. ekstra, mens vores favorit, A4 3,0 TDI quattro med 272 hestekræfter, endnu ikke er prissat, men formentlig lander på den anden side af 800.000 kr.

De danske modeller får bl.a. xenonforlygter, sædevarme, regnsensor, klimaanlæg samt Audi City Presense, som holder øje med vejen forude og kan bringe bilen til standsning fra op til 85 kilometer i timen, hvis noget kommer i vejen, som du ikke når at registrere.

Audi har alt i alt vendt et nyt A4-ark i den fortsatte fortælling om en af markedets allerbedste firmabiler.