Det britiske luksus-sportsvognsmærke Aston Martin, og den schweiziske urmager Richard Mille har indgået samarbejde og racing-partnerskab.

Ideén med partnerskabet er at Richard Mille og hans talentfulde udviklere og urmagere, i tæt samarbejde med Aston Martins team, skal udvikle en ny eksklusiv kollektion af ure med de ikoniske Aston Martin-vinger på urskiven. Essensen af samarbejdet, og hvorfor netop Aston Martin og Richard Mille er så godt et match, er at de absolut vigtigste egenskaber for begge mærker er innovation, design og teknologi, kombineret med unik karakter og stil.

Desuden kommer Richard Mille til at sponsorere Aston Martins motorsportsteam i FIA World Endurance Championship, 24 timers Le Mans og Nürburgring 24 Hours. Richard Mille har om samarbejdet udtalt “Vi har en kæmpe passion for luksus-sportsvogne, og så har det altid været en personlig interesse. Der er ingen tvivl om at Aston Martin er den perfekte partner for os.”

“Vi er glade for at samarbejde med Richard Mille, som er et firma, der står for enestående ydeevne og design ekspertise, lige præcis som Aston Martin gør. Vi ser frem til at arbejde med Richard Mille i de kommende år, og til at udvikle en samling af luksusure.” lyder det fra Katia Bassi, direktør hos Aston Martin, i en pressemeddelelse.