Hvad er bedre, end en smuk sportsvogn? En smuk sportsvogn uden tag! Vores bilredaktør giver dig her sine bedste bud på den ultimative sommerbil lige nu, og der er faktisk både noget til direktøren og livsnyderen.
Audi R8 V10 Spyder
Audi er det mest vindende mærke på Le Mans i nyere tid, og supersportsvognen R8 er som en sydende gryde af al mærkets teknologi og knowhow fra det berømte motorløb. Dog er der visse markante forskelle på racerbilen og gadebilen, for bag de to sæder i den intime kabine ligger ikke en kompakt dieselmotor, men en 5,2-liters V10 med 540 hestekræfter og en syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse, som sender den firehjulstrukne tysker af sted fra 0 til 100 km/t på 3,6 sekunder.
I forhold til forgængeren er den nye R8 Spyder en smule mere kompakt i dimensionerne, men også mere vridningsstabil og naturligvis skabt med en udstrakt brug af aluminium og andre letvægtsmaterialer. Mens en A6 bygges af Audi, står specialafdelingen Quattro GmbH for de mere eksotiske modeller, herunder RS-modellerne samt R8. Ny chef for Quattro GmbH er i øvrigt Stefan Winkelmann, der tidligere var direktør for Lamborghini. Det lover godt.
- BMW iVision Future Interaction Concept
- BMW iVision Future Interaction Concept
- Mercedes-AMG C 63 S Cabriolet
- Mercedes-AMG C 63 S Cabriolet
- Audi TT RS Cabriolet
- Audi TT RS Cabriolet
- Audi R8 V10 Spyder
- Audi R8 V10 Spyder
- Lamborghini Hurracan LP610-4 Spyder
- Lamborghini Hurracan LP610-4 Spyder
Lamborghini Hurracan LP610-4 Spyder
Det bliver næppe mere eksotisk end en topløs Lamborghini. En af fordelene er lyden. Den vrælende, bastunge, sexede lyd fra 10 pumpende cylindre, har nemlig nemmere ved at nå dine øregange, når taget ikke er i vejen.
Netop taget – eller kalechen, om man vil – er skabt i klassisk stofmateriale, hvilket kræver en mere kompleks (og tungere) mekanisme end det moderne foldetag, som anvendes af konkurrenten Ferrari. Til gengæld synes kalechen i vores øjne mere klassisk, og så kan du desuden få den i sort, brun og rød.
Du kan køre kalechen op og ned med helt op til 50 km/t, og det tager blot 17 sekunder. Endnu kortere tid tager det dog at ramme de første 100 km/t, som sker efter 3,4 sekunder, takket være firehjulstrækket og de 610 hestekræfter. Det er muligvis 0,2 sekunder langsommere end i coupévarianten – men det lyder bedre uden tag!
Audi TT RS Cabriolet
De færreste Audi TT-ejere vil sige nej til at kunne give en Porsche 911-ejer baghjul. Men det er faktisk muligt med den nye RS, som snarere synes udviklet af en gal troldmand end en regelret Audi-ingeniør.
Takket være en femcylindret turbomotor, der foruden at lyde som et tordenvejr leverer 400 hestekræfter, sprinter TT RS Roadster fra 0 til 100 km/t på 3,9 sekunder. Den topløse kanonkugle er udstyret med firehjulstræk og syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse, som du kan styre manuelt fra rattet. Her får du i øvrigt hjælp fra det aktive ’shift lights’ i instrumenthusets LED-skærm, som på bedste Formel 1-vis angiver, når du skal skifte gear.
Et omfattende bodykit levner ingen tvivl om, at du har at gøre med den hurtigste Audi TT nogensinde (coupévarianten er endnu hurtigere), ligesom en særlig RS-udstødning og de unikke, grandiose RS-fælge er standard.
Mercedes-AMG C 63 S Cabriolet
Direktørens yndling, vil mange sikkert kalde en Mercedes C-klasse. Men mon ikke den topløse version frister endnu mere? Og især, når den er bygget af fabrikkens afdeling for politisk ukorrekte køretøjer med enorme motorer?
AMG har haft fingrene i den nye, åbne E-klasse, og resultatet er som ventet en kraftfuld V8 under motorhjelmen – og et lydspor, som kan få selv de mest slipsestramme topledere til at knibe en tåre. Den fireliters biturbomotor yder i S-versionen hele 510 hestekræfter og sender dig via en syvtrins automatgearkasse forbi de første 100 km/t. på 4,1 sekunder. Vælger du den hardcore AMG Driver’s Package, øges topfarten desuden fra de vanlige 250 til 280 km/t.
Med køreprogrammet kan du vælge mellem forskellige indstillinger – fra Comfort over Sport Plus til Race – som justerer undervognen, styretøjet, gearkasse og speederrespons efter behov og humør. Og når du ikke lige har lyst til at slippe alle hestene løs, opfører den nye direktør-darling sig naturligvis lige så eksemplarisk og luksuriøs som enhver anden åben Mercedes.
BMW iVision Future Interaction Concept
Årets mest cool sommerbil er den åbne version af BMW i8, som tyskerne præsenterede på elektronikmessen i Las Vegas tidligere på året. Dog er den endnu ikke til at købe, da den dørløse iVision Future Interaction Concept stadig kun en konceptbil, skabt til at demonstrere nogle af de intelligente teknologier, som mærket fra Bayern går og eksperimenterer med. Som for eksempel den 21 tommer brede LED-skærm, der breder sig langs passagerens del af instrumentbrættet og kan betjenes alene ved hjælp af dine bevægelser (!).
Hvis telefonen ringer, skifter bilen automatisk over til selvkørende status – og opkaldet laves om til et Facetime-lignende videoopkald. Interiøret i BMW-konceptet er i det hele taget designet omkring konceptet ’autonomous driving’ og virker mere som en komfortabel, topersoners lounge end en intim sportsvogn. Et spændende kig ind i fremtiden.